De 20 bedste film på Viaplay lige nu

Viaplay gemmer på et fuldfedt filmkatalog, der foruden barsk superhelteaction og skæve indiekomedier også gemmer på en række af de senere års suverænt bedste film, fra ’The Florida Project’ til 'Phantom Thread' og ’You Were Never Really Here’. Det kan være svært at få overblik i stjernevrimlen, så vi guider her til de bedste fund.
De 20 bedste film på Viaplay lige nu
Toni Collette i 'Hereditary'.

‘The Favourite’

Den græske særling Yorgos Lanthimos håndterede for første gang en andens manuskript, men resultatet bærer alligevel umiskendeligt instruktørens kulsorte humor og skæve repliklevering. Rachel Weisz og Emma Stone duellerer sprudlende om Olivia Colmans gunst i 1700-tallets engelske kongehus, og alle tre er svidende fornøjelige med Colmans ynkværdige dronning som fortjent Oscar-vindende højdepunkt.

The Favourite‘s kostumer er forrygende over the top-pompøse, Robbie Ryans kamera skaber feberhed surrealisme med sin fiskeøjelinse, og magtspillet er uimodståeligt intrigant.

 

Saoirse Ronan og Beanie Feldstein i ‘Lady Bird’.

‘Lady Bird’

Greta Gerwigs brandcharmerende debutfilm konfronterede samfundets bedagede forventninger til ’pæne piger’ i et år med stort fokus på kvindelig frigørelse fra traditionelle kønsrollemønstre på og uden for lærredet.

Coming-of-age-tematikken er tidløs, men hovedrollen forfriskende egoistisk og millennial-tvær og skildringen af den hårdt prøvede amerikanske forstadsfamilie en slet skjult kritik af et USA, der er godt i gang med at slå den økonomiske bund ud under sin nedre middelklasse.

Tillige gav ’Lady Bird’ os det mest komplekse og rammende had-kærlighedsforhold mellem mor og datter sjældent set på film, og manuskriptet sitrede af veloplagte dialoger om den akavede teenagetid og sociale forventningspres, der får røgen til at stå ud af ørerne på vor temperamentsfulde hovedperson – hvis navlebeskuende narcissisme ekkoede Gerwigs tidligere kvindelige karakterer i ’Frances Ha’ og ’Mistress of America’: Unge vilde, der på en gang er alt for meget, vidunderligt uapologetiske antiheltinder og feisty symboler på en ny generation af kvinder, der nægter at konformere til forældregenerationens dogmer.

 

Hovedpersonen Miles Morales (Shameik Moore) i ‘Spider-man: Into the Spider-verse’.

‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’

»A leap of faith – that’s all it is«, lyder det i ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’, og det er et fantastisk ét af slagsen, der tages med animationsfilmen over den populære edderkoppehelt. Et friskt pust, som forhåbentligt vil vække genklang i superhelteuniverserne.

Siden 2002 er vi blevet hevet igennem hele tre forskellige versioner af Spider-Man. Og selvom Tom Holland gjorde et glimrende stykke arbejde i ’Spider-Man: Homecoming’ fra 2017, har det været svært at mønstre samme begejstring, hver gang den vægkravlende gavtyv er vendt tilbage på skærmen. Det ændrer sig her.

Det fantastiske team bag den nye film respekterer nemlig seeren nok til at udelade en alt for detaljeret opsummering af historien om Peter Parker, som vi alle sammen kender. I stedet giver den plads til den nye stjerne Miles Morales (Shameik Moore), der skinner soleklart igennem.

Miles er i filmens begyndelse en helt almindelig dreng, der lever sit gængse liv i et parallelt univers med sin far (Brian Tyree Henry) og sin mor (Luna Lauren Velez) og med sin onkel Aaron (Mahershala Ali) på sidelinjen.

I stil med den Peter Parker, vi kender, har Miles en nørdet side, der har fået ham ind på en prestigefyldt skole. Men i den rette teenageånd vil han meget hellere være en normal dreng på sin gamle skole. Hvilket han dog hurtigt kan glemme, for også i dette univers er der radioaktive edderkopper, og før Miles – og vi – ved af det, hvirvles han ind i et multivers af Spider-People og superskurke over de blot to dage, fortællingen udspiller sig over.

Det er rasende originalt og smittende frækt.

 

Jakob Cedergren i ‘Den skyldige’.

‘Den skyldige’

Gustav Möllers debutfilm blev hurtigt købt til et amerikansk remake med Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Et stort kompliment, mens man samtidig tænker: Se nu bare originalen i stedet.

Den skyldige’ er nemlig ganske universel med sin uhyre effektive genrefortælling om politimanden Asger, der er tvangsindlagt til vagter på alarmcentralen, hvor monotonien brydes, da en kidnappet kvinde ringer og trygler om hjælp.

Det er starten på en historie, der flere gange får én til at tabe kæben af ren overraskelse, og hvor man fuldstændigt glemmer, hvor ensformigt det kunne være at glo på den samme skuespiller i samfulde 90 minutter. Her fungerer det, og det gør det, dels fordi Jakob Cedergren spiller med fængslende temperament, dels fordi Jasper Spannings kamera får det meste ud af begrænsningerne med smuk brug af skygger og farver, og dels fordi manuskriptet er så skarpskåret, at man uden problemer danner sig sine egne billeder i hovedet.

One location-film er en svær kunst, men ’Den skyldige’ skriver sig direkte ind i kanonen over de bedste.

 

(Foto: Rolf Konow)

‘Dronningen’

Det siger ikke så lidt, at Trine Dyrholm har en af karrierens allerstærkeste roller som den velbjergede overskudsadvokat, der indleder et forhold til sin 17-årige stedsøn (Gustav Lindh) i May el-Toukhys dristige ’Dronningen’.

Filmen vender og drejer publikums sympati på sublimt pirrende facon, mens den skaber både psykologisk troværdighed i den ulige relation og natursymbolsk lyrik gennem billederne af den vildtvoksende skov og Jon Ekstrands enigmatiske score. En sjældent overbevisende og politisk ukorrekt dansk film om drifter og moral.

 

‘Booksmart’

Skuespiller Olivia Wilde debuterer som instruktør med en øjeblikkelig ungdomsklassiker. I sin trippende struktur – to venners tour de force gennem fester og mærkelige møder på sidste nat i highschool – er den åbenlyst beslægtet med ’Superbad’, men den er også forrygende veldirigeret mod tidens zeitgeist anno 2019 og spiller på den måde efter sine helt egne regler.

Beanie Feldstein og Kaitlyn Dever har gnistrende kemi som de tunnelsynede stræbere Amy og Molly, der må tage revanche, da de opdager, at alle deres festglade klassekammerater også er kommet ind på de bedste universiteter.

Wilde overrasker med filmisk veloplagte sekvenser, der bryder højtempo-fortællingen med velgørende overskud, mens birolleensemblet har den der uimodståelige kvalitet, der gør, at man kan se en film igen og igen. Og så rummer ’Booksmart’ bare et befriende progressivt blik på alt fra teenageliv til venskab og seksualitet. Meget mere kan man ikke bede om.

‘Kapernaum’.

‘Kapernaum’

Der er en hårfin grænse mellem sentimentalitet og følsomhed, men libanesiske Nadine Labacki balancerer fornemt i sin nøgterne og alligevel dybt bevægende historie om den unge dreng Zain, der sagsøger sine forældre for at have bragt ham til verden.

Det meste af filmen beretter, hvordan han nåede til denne tragiske situation, en hjerteskærende skæbnefortælling gennem Beiruts værste slumområder, der indkapsler verdens ubegribelige ulighed, så det brænder sig fast på nethinden.

Men Labackis største præstation er, at hun ikke portrætterer Zain som et passivt offer, men giver ham en ukuelig vilje til at modstå alverdens uretfærdigheder. Netop i det lys er hans blik i filmens døende sekunder uforglemmeligt, ja, akut ikonisk.

 

Brie Larson i ‘Captain Marvel’.

‘Captain Marvel’

»Jeg skylder ikke at bevise noget over for dig«. Ordene er Captain Marvels, modtageren en forsmået fjendemandsling, der forsøger at provokere superheltinden til at slå superkræfterne fra og kæmpe som en … du ved.

Tegneserieikonet kigger roligt ned på sin nemesis, der klynker vredt som en forurettet skoledreng i skammekrogen eller en flok incels i kommentarfeltet under filmens trailer. Hans eder har intet bid: Captain Marvel aka. Carol Danvers har vundet kampen med æren i behold og ve de galaktiske skurke, der fortsat betvivler hendes duelighed, når hun sætter kurs mod stjernerne som en rødglødende komet.

Alle, der måtte have fulgt bare den mindste smule med i toxic fandon-furoren omkring Oscar-vinder Brie Larsons superheltedebut i MCU, vil uvægerligt komme til at læse en bette portion metasatire ind i ’Captain Marvel’ – og selvom størstedelen af filmen immervæk blev indspillet, inden Twitter-troldene for alvor bød op til bitch-fest, synes fortællingen ofte at adressere kritikken head-on helt ned til en scene, hvor en random dude på gaden specifikt byder Carol at smile (og stempler hende som en »freak«, da hun ikke automatisk lystrer).

Det distraherer ikke en døjt ved ‘Captain Marvel’s underholdningsværdi: Samuel L. Jacksons agent Nick Fury (i digitalt forynget udgave!) agerer comic relief ved siden af Larsons heltinde, og filmen fremstår som en velspillet actionlækkerbisken, hvis imponerende æstetiske festfyrværkeri slægter ’Thor: Ragnarok’ på med et strejf af ’Blade Runner 2049’. Er den også – gys – feministisk? Gu’ fanden er den da det. Og det er ikke noget at hidse sig op over.

 

Ben Foster og Thomasin McKenzie i ‘Leave No Trace’.

‘Leave No Trace’

Der skulle gå otte år, fra Debra Granik hjalp Jennifer Lawrence til et gennembrud med det stærke udkantsportræt ’Winter’s Bone’, til hun udkom med sin spillefilmopfølger. Men den var værd at vente på.

Ligesom ‘Winter’s Bone’ er ’Leave No Trace’, der herhjemme blev vist på CPH PIX-festivalen, en film om de mennesker, der lever på vrangen af det amerikanske samfund: Frivilligt udstødte fra den gængse civilisation. Ben Foster spiller nærmest umælende krigsveteranen Will, der opfostrer sin datter Tom i skoven uden for lov og ret. En dag opdager en løber dem dog og slår alarm, og Will tvinges nu til at forholde sig til det etablerede samfund.

Den sjældne kvalitet i ’Leave No Trace’ er, at den ikke fordømmer hverken Will eller de myndigheder, der truer med at tage hans datter fra ham. Alle vil familien det bedste. Men spørgsmålet melder sig, om Wills livsvalg – skåret af hans psykologiske ar – også er det rigtige for datteren. Svaret er dybt rørende i en film, der holder blikket fast med lavmælt suspense og to skuespilpræstationer i absolut topklasse.

 

Joaquin Phoenix i ‘Her’.

‘Her’

Spike Jonzes film om en mand (eminente Joaquin Phoenix), der forelsker sig i sit avancerede styresystem (sensuel stemme af Scarlett Johansson) er slet og ret uforglemmelig.

Jonze formår noget meget usædvanligt med filmen: At ramme lige ned i en hyperaktuel tematik – vores nærmest patologisk tætte forhold til vores elektroniske devices – og samtidig forløse en universel fortælling: En kærlighedshistorie og en historie om en ensom, vingeskudt mand, der søger bekvemt nærvær uden de risici for at blive såret, et almindeligt forhold uundgåeligt fører med sig.

Når man dertil lægger et fuldstændigt gennemført visuelt univers, hvor storbymiljøet i den nære fremtid er blevet tweaket nøjagtigt så meget, at det virker fremmed og genkendeligt på én gang, et kongenialt melankolsk score fra Arcade Fire og en række pirrende filosofiske refleksioner lige under overfladen – ja, så har man en sci fi-klassiker.

 

‘Children of Men’

Længe før han barslede med Netflix-mesterværket ‘Roma’, stod Alfonso Curarón bag en af de bedste dommedagsfilm fra det 21. århundrede, der er lige så neglebidende, som den er velspillet af Clive Owen, Julianne Moore, Michael Caine, Chiwetel Ejiofor og Charlie Hunnam.

I en ikke så fjern fremtid i 2027 står menneskeheden på grænsen til total udryddelse, da ingen længere kan få børn og antibiotikaresistent pest raser over hele verden. Flygtningestrømme valfarter mod England, der som et af få lande i verden forsøger at opretholde en funktionel regering midt i kaosset (oh, hvilken Brexit-ironi). Men da en gravid kvinde dukker op under vingerne af en barsk menneskerettighedsmilits, spirer et spinkelt håbet i mørket.

Ud over de spektakulære, nyklassiske onetakes er ’Children of Men’ overraskende kompromisløs i sin skildring af menneskeligt armod, og retter en skarp samfundskritisk finger mod vestlige armslængdeprincipper i akutte spørgsmål om flygtningekriser, der føles lige så aktuel nu som ved premieren i 2006.

 

Ari Asters ‘Hereditary’.

’Hereditary’

Slutningen deler vandene og er nok mere for hardcore-gysernørderne end for dem, der kun stiger på de mest anmelderhittende art-horrorfilm, hvis bølge ’Hereditary’ red oven på med overvældende succes.

Men uanset hvad: Hold nu op for et gennemført creepy og velkomponeret psykologisk horror-drama, der går forud. Toni Colette har sit livs rolle som Annie, der netop har mistet sin mor – et efter alt at dømme forfærdeligt kvindemenneske med kontakt til det okkulte. Denne forbindelse lever dog videre og sætter traumatiske spor i forholdet mellem Annie og hendes to børn, hvilket afstedkommer flere allerede nyklassisk foruroligende scener.

At ’Hereditary’ er en debutfilm, er forbløffende, for Ari Aster mestrer sine virkemidler og formår at dosere den oprigtige, udtryksfulde granskning af sorg med en konstant overraskende fortælling og udsøgte billedkompositioner med dukkehuset som uhyggelig, gennemgående metafor. En af de absolut bedste gyserfilm fra de senere år.

 

Elsie Fisher i ‘Eighth Grade’.

’Eight Grade’

Hvor mange coming of age-film har vi ikke set om den amerikanske highschool- og college-tid?

Hvor mange film har vi så til gengæld set om at gå i middle school, om tiden som ung teenager? Ikke særligt mange. Men det er netop den tid, som komikeren Bo Burnham behandler med udsøgt følsomhed i sin første, overraskende film som instruktør.

Da vi først møder hovedpersonen Kayla, optager hun en video til sin Youtube-kanal om at turde være sig selv. Men i virkeligheden, når kameraet er slukket, er hun ensom og venneløs med et standard-anstrengt forhold til sin far, som hun bor alene med. Vi kommer helt tæt på Kayla – på hendes usikkerhed og desperation efter at blive en del af flokken. Hun spilles med utrolig overbevisning af debutanten Elsie Fisher i et sjældent rammende portræt af, hvordan det er at være ung i en SoMe-tid.

Nøglesamtalen mellem Kayla og hendes far mod slutningen gør far-søn-snakken i ’Call Me By Your Name’ rangen stridig som en af de bedste af sin slags. Som resten af filmen vrider den i hjertet, men ikke uden håb.

 

Adam Driver og John David Washington i ‘BlacKkKlansman’.

’BlacKkKlansman’

Veteranen Spike Lee er tilbage i topform med sin lige dele hysterisk sjove, tragiske og indignerede film om ekstrem racisme i USA. Filmen er løst baseret på den virkelige kriminalbetjent Ron Stallworths selvbiografi om, hvordan han som ung sort undercover-betjent i Colorado Springs i 1979 infiltrerede den lokale Ku Klux Klan-afdeling.

John David Washington spiller veloplagt Ron, der i en indskydelse svarer på en annonce for KKK ved at ringe op til den lokale formand og erklære sig enig i organisationens højreekstremistiske dagsorden. Da han åbenlyst ikke kan møde op til en forsamling selv, sender han sin hvide, jødiske (!) kollega Flip (Adam Driver) af sted. Sammen – Ron via telefon og Flip personligt – overbeviser de medlemmerne helt op til klanlederen David Duke (Topher Grace) om deres dedikation til sagen og opnår indsigt i KKK’s lyssky planer.

Især de fysiske møder udvikler sig til nervepirrende, men også absurd humoristiske situationer, og det er fornøjeligt at overvære parret snøre de ubegavede racister. Lees nedslående pointe er dog, at deres anstrengelser i sidste ende ikke havde en effekt. White supremacy lever i bedste velgående.

 

’Call Me By Your Name’

Homokærlighed på film blomstrede for alvor i 2018, og intet sted smagte frugten så saftigt som i Luca Guadagninos berusende filmatisering af André Acimans roman ’Call Me By Your Name’, der gjorde Timothée Chalamet til Hollywoods mest ombejlede yngling.

Det 17-årige wünderkind Elio forelsker sig hovedkulds i sin professorfars renæssance-lækre researchassistent Oliver (Armie Hammer i et karrierehøjdepunkt) under et par hede måneder i familiens sommerresidens i Norditalien, og Guadagnino orkestrerer de to unge mænds tiltrækning med en nænsom, sulten sensibilitet, der efterlader en med sommerfugle flaksende ud brystet, ramt af 120 procent ægte kærlighed.

»’Call Me By Your Name’ stiller akademisk viden og ’viden, der er værd at vide’ – viden om kærlighed – over for hinanden i én af filmens mest uforglemmelige scener, hvor Elio og Oliver bogstaveligt talt kredser rundt om hinanden (og en statue)«, skrev vores anmelder i sin femstjernede hyldest.

Filmen blev mødt med nogen kritik for udeladelsen af bogforlæggets mere eksplicitte sexscener, men selvom anken udsprang af velmenende symbolpolitik, kan den ikke abstraherede fra det faktum, at ‘Call Me By Your Name’ er en af de mest sexede filmoplevelser længe.

 

Daniel Day-Lewis i ‘Phantom Thread’.

’Phantom Thread’

Overlad det til Paul Thomas Anderson at spinde nålespids kønssatire igennem fortællingen om en hoven couture-designer i 50’ernes England, der bogstaveligt talt lever af at snøre tavse mannequiner ind.

Daniel Day-Lewis’ sidste sting før pensionen placerer sig blandt skuespillerens bedste, og vores anmelder tildelte begejstret ’Phantom Thread’ fem stjerner:

»En blændende flot og nær fejlfri film, der i al sin stilfærdighed og udsøgte billedtableauer fænger som en thriller, mens man sidder åndeløs i sædet og ønsker, at oplevelsen aldrig ender. Jeg kan ganske enkelt ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft en lignende følelse i biografen«.

Instruktøren tipper på hatten til Alfred Hitchcock-gyset ’Rebecca’, men krydrer plottets sorthumoristiske katarsis med en anderledes handlekraftig kvindeskildring igennem Vicky Krieps tvetydige muse Alma, der vender maestro og muse-magtrelationen på hovedet – og dermed giver Darren Aranofskys tematiske beslægtede, selvfede ’Mother!’ overlegent baghjul. Anderson skyer nemlig højdramatik og rituel offergørelse af kvinden til fordel for et giftigt psykologisk portræt af to mennesker, der kannibaliserer på hinandens affektioner og svagheder. Et finmasket mesterværk til vores kønspolitiske samtid.

 

Willem Dafoe i ‘The Florida Project’.

’The Florida Project’

Uligheden i det amerikanske samfund bliver stadigt større, men i stedet for at svælge i trist solidaritetsgrå skaber Sean Baker med ’The Florida Project’ en Disney-lyserød underklassefilm boblende af vitalitet, der på decideret magisk vis forankrer barndommens eventyrverden i socialkritisk realisme uden at forfalde til klæg romantiseren.

Den frække og driftige pige Moonee huserer med sine to bedstevenner på det pangfarvede motorvejsmotel The Magic Castle, hvor hendes mor lever fra hånden til munden som en af landets millioner af oversete hjemløse, der nok har (midlertidigt) tag over hovedet, men ingen sikkerhed eller reelle fremtidsudsigter.

For Monee er ’slottet’ netop det, som navnet giver løfter om: Et sted til barndommens fantasiprægede udfoldelse, og Bakers impressionistiske sans for børnenes hverdag på godt og ondt er eminent.

Rollerne indtages af et miks af amatører (Bria Vinaite, der spiller moren, blev fundet via Instagram) og ultra-pros som Willem Dafoe (i en sjældent straight, Oscar-nomineret rolle som beskyttende motelbestyrer), der alle leverer med så stor naturlighed, at man næsten glemmer, at det er fiktion.

Som vores anmelder skrev:

»En af de mest troværdige, gribende og magiske skildringer af barndom og fattigdom nogensinde«.

 

Benicio Del Toro i ‘Sicario’.

‘Sicario’ & ‘Prisoners’

Denis Villeneuve er en af tidens mest interessante instruktører, der lige nu er med til redefinere filmlands sci-fi-universer i poetiske og teknisk brillante ‘rumeventyr’ som som ‘Arrival‘, ‘Blade Runner 2049‘ og den kommende ‘Dune’-filmatisering.

Inden han vendte blikket mod stjernerne, begik Villeneuve imidlertid to knivskarpe og mere jordbundne thrillere, der hudfletter moderne maskulinitet, smuldrende familierelationer og voldens forrående sprog i henholdsvis ‘Prisoners’ (2013) og ‘Sicario‘ (2015). Førstnævnte udspiller sig i en forstad i Pennsylvania, hvor to små piger forsvinder. Da politiet løslader en udviklingshæmmet mistænkt, beslutter den ene piges far (Hugh Jackman) at tage sagen i egne hænder, mens detektiven Loki (Jake Gyllenhaal) sideløbende fortsætter den officielle undersøgelse.

‘Prisoners’ dykker ned i de sorteste afkroge af menneskesjælen, og Villeneuve fortsætter rejsen i den mere eksplosive ‘Sicario’, der blev nomineret til Guldpalmen i Cannes. ‘Sicario’ følger en FBI-agent (Emily Blunt) på en mission for at fælde en magtfuld mexicansk narkoboss, men hendes følgeskab med den mystiske Alejandro (Benicio Del Toro) udvikler sig grumt.

Begge film er sanselige mavepustere (ikke mindst i finalerne), der viser Villeneuves enorme talent for både personinstruktion og neglebiddende suspense-opbygning – og de tåler flere gensyn for at få alle sindrige plotdetaljer og twists med.

 

Joaquin Phoenix og Ekaterina Samsonov i ‘You Were Never Really Here’.

’You Were Never Really Here’

Seks år efter den benhårde ’We Need to Talk About Kevin’ vendte skotske Lynne Ramsay tilbage med en ligeledes ubehagelig fortælling: Noget så sjældent som en både hårdtslående og poetisk hævnfilm.

Joaquin Phoenix har taget opsigtsvækkende på i både muskler og fedt for at spille den traumatiserede krigsveteran Joe, der nu arbejder som lejemorder. Joes eneste nære kontakt er til sin gamle, halvsenile mor, som han bor sammen med. Det ændrer sig, da han får til opgave at redde en senators datter ud af en grum prostitutionsring. De to ødelagte, ordfattige sjæle knytter bånd, mens Phoenix’ arrede krop svinger sin bloddryppende hammer mod skurkene.

Instruktør Ramsay skaber et klaustrofobisk og dystert univers rundt om den enkle fortælling. Fyldt med nærbilleder og blinde vinkler får man aldrig det fulde overblik over Joes hævntogt, ligesom hans fortid blot antydes i ultrakorte glimt. Der lefles ikke for publikum, men man forsvinder alligevel ind i den fortættede stemning og Jonny Greenwoods idiosynkratiske underlægningsmusik.

 

Ryan Gosling i ‘Blade Runner 2049’

’Blade Runner 2049’

Den forudgående hype til trods blev Denis Villeneuves opfølger til Ridley Scotts sci-fi-klassiker ikke nogen videre succes ved de amerikanske billetluger i 2017 – akkurat som den første ’Blade Runner’ heller ikke var det tilbage i 1982.

Måske er det ’Blade Runner’s lod ikke at modtage retmæssig anerkendelse i sin samtid, om end ’2049’ dog begejstrede en lang række kritikere. Villeneuves feberdrøm af en futuristisk fabel er lang, ja, men ikke desto mindre en både teknisk og fortællermæssig triumf for alle parter.

Foruden Ryan Goslings medrivende centrale præstation som alle tiders mest poetisk melankolske androide (move over, Roy) på jagt efter en højere mening med sin eksistens, kan man svømme hen i filmens åndeløst smukke æstetisk såvel som utrolige lydbillede (seriøst, det er vildere, end det læses her), der sømløst bygger ovenpå Scotts oprindelige fortælling uden at give tab på sine egen originalitet.

Ikke overraskende er Villeneuves filmiske sensibilitet for sjælfuld filosofisk slow-sci-fi (’Arrival’) og personinstruktion (’Prisoners’) et perfekt match med ’Blade Runner’s univers, der i ’2049’-udgaven forvandler selv et lystent hologram (Ana de Armas) til en overraskende rørende allegori over falmende menneskelighed i maskinernes tid.

Læs også: De 20 bedste HBO-serier nogensinde

Læs også: De 20 bedste film på Netflix lige nu

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af