’Den danske satankult’: DR-dokumentar kilder horrornerven, men ender et sørgeligere sted

4 6
’Den danske satankult’: DR-dokumentar kilder horrornerven, men ender et sørgeligere sted
'Den danske satankult'.

400 såkaldte satanmønter er fundet i danske kirker og museer siden 1970’erne. De er professionelt lavet, bærer mystiske inskriptioner og portrætter af den onde selv. 13. maj 1973 på Anholt fandt skræmte øboere sporene af en djævlemesse:  Knoglerester, hårtotter, djævlemasker, imiterede skrumpehoveder, messingkar og sorte lys.

Dokumentarfilmen ’Den danske satankult’ lægger således ud med en kultisk uhygge, når vi møder gravere, museumskustoder og historikere, der fortæller om mødet med de mystiske mønter bag altertavler og andre mørke kroge. Der er også mystiske breve i omløb, som på tilsvarende vis fremmaner en fornemmelse af satanisk konspiration i 70’ernes ellers Olsen Banden-agtige Danmark.

To Politiken-journalister var sammen kommet på sporet af sagen om de mystiske mønter efter et besøg på Nationalmuseet. Artiklerne om satanmønterne blev bragt i 2013, men får nu muligheden for et nyt publikum i en dokumentarfilm tilsat små dramatiserede sekvenser.

De kyndige kulturjournalister Camilla Stockmann (hvis husbond Janus Køster-Rasmussen har tilrettelagt) og Gudrun Marie Schmidt får grundigt opklaret mysteriet om mønterne og den danske ’satankult’, så man næsten sidder en smule skuffet tilbage. En del af én, indser man, havde faktisk håbet på, at der i lille Danmark havde eksisteret en vaskeægte, blodtørstig kult med stiftende generalforsamling i Anholts ørken – kun få kilometer fra sommerhuse, hvor mange af os har spillet utallige spil Uno i vores sommerferiebarndom.

En af satanmønterne.

Skildringen af de mærkelige fund på Anholt er lavet med skæbnesvanger musik, slowmotion-sekvenser og ildevarslende kamerature ned ad øde skovveje, som kunne have indledt en ny sæson af ’True Detective’.

Virkeligheden er, denne gang, mindre uhyggelig, end der først lægges op til med alle forhåndenværende midler. Ikke desto mindre er det interessant. Og hvor må det have været sjovt for journalisterne undervejs at lege lige dele Sherlock Holmes og Indiana Jones. Stockmanns øjne stråler, når hun genkalder sig mystikken, de bizarre detaljer (forfattergiganten Klaus Rifbjerg får også en lille ufrivillig rolle) og opklaringsarbejdet, der fører fra Anholt til Køge Museum, fra en krypt i Christians Kirke til en grå kontormus på Statens Museum for Kunst. Slutningen tager os et helt andet sted hen end forventet. ’Den Danske Satankult’ kommer til at handle mere om en uforløst, småtragisk menneskeskæbne end om gedebukke og jomfrublod.

Camilla Stockmann hylder bagmanden som en avantgardistisk kunstner, der har lavet et slags landsomspændende totalteater. Og filmen går let hen over, at ophavsmanden til disse mønter og breve tydeligvis har skræmt en række uskyldige mennesker grundigt – visse af produkterne har givetvis haft en ganske truende karakter for modtagerne (et af brevene inviterer modtageren til »blodsuppe«!).

En sådan småmoraliserende indvending ændrer dog ikke på, at historien er fascinerende, usædvanlig og i sidste ende rørende nok til at fortjene denne omplantning fra Politikens kultursektion til dokumentarfilmformatet.


Kort sagt:
’Den Danske Satankult’ lægger ud med knugende uhygge, men ender et helt andet, sørgeligere sted.  

‘Den danske satankult’. Dokumentarfilm. Tilrettelæggelse: Janus Køster-Rasmussen. Spilletid: 59 minutter Premiere: Kan ses på DR.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af