‘Grand Theft Auto V’ misbruges til kryptosvindel

‘Grand Theft Auto V’ misbruges til kryptosvindel
'Grand Theft Auto V'. (Foto: Rockstar)

Falder du over en gratis udgave af ‘Grand Theft Auto V’ på et tilfældigt forum online, skal du ikke downloade og installere spillet.

Spillet er sammen med ‘NBA 2K19’ og ‘Pro Evolution Soccer 2018’ blevet et yndet våben for kryptosvindel, hvor såkaldt malware – et stykke ondsindet software – installeres på ens computer. Det skriver BBC.

Programmet, der downloades i baggrunden, kaldes Crackonosh. Det bruges til at mine, altså udvinde, kryptovaluta ved at misbruge den ramte computer.

Når først Crackonosh kører, lukker det ned for alle Windows-opdateringer, imens det fjerner sikkerheds- og antivirus-programmer.

Samtidig optager det computerens kræfter, så computeren bliver sløv, imens dens komponenter risikerer at gå i stykker på grund af det massive energiforbrug. Dette kan i øvrigt også give udslag på elregningen.

Crackonosh, som ifølge antivirus-firmaet Avast rammer 800 nye brugere hver dag, har indtil videre genereret et beløb, der svarer til 12 millioner kroner i kryptovalutaen Monero.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af