Heavy Trash

Han er en værre en, ham Jon Spencer: ‘I said “honey don’t you use that thing to pee?” – she said “why don’t you suck it and see”‘, synger han i oralsex-instruktionen ‘Gatorade’. Hæ, hæ og en hel flaske lummer whiskey, og så rimer det oven i hatten! Spencer har taget et frikvarter fra blueseksplosionen og er nu klar i konstellationen Heavy Trash sammen med vennen og guitaristen Matt Verta-Ray fra Speedball Baby.

‘My animal needs are still intact’ insisterer Spencer i ‘Mr. Know It All’. Ja, det tror man gerne og duoens selvbetitlede debutalbum er da også back to basics. Spencer og Verta-Ray har ladet deres store kærlighed til årgangs-rhythm ‘n’ blues, country og gemen rock ‘n’ roll få frit løb og galper nu op som et brunstigt mini-kobbel af helvedeshunde, der jager tæverne i løbetid. ‘Heavy Trash’ er suset fra Elvis’ pandelok, genfærdet af Johnny Cash’s cool-as-fuck-attitude og tungeslaskeren fra Rolling Stones’ beskidte mund.

Jo, jo. Det er en kliché. Men en ganske underholdende og veludført en af slagsen. Spencer og Verta-Ray ved, hvad de har med at gøre og som altid med Spencer hersker der stor respekt om traditionerne. Heavy Trash rocker om en hals og får skudt godt med storskrydende blær og lummerhed ind i foretagendet.

‘Heavy Trash’ er et katalog over de ting, der gør rockmusik sjov, og holder da også så længe, at man ikke finder Spencers bralrende charme lidt for tyndslidt. Jovist, man kan da godt savne lidt underfundighed, lidt mere substans og nogle flere rigtigt mindeværdige melodier. Men fred være med det, vi lader det passere denne gang. Det behøver jo ikke være så kompliceret det hele, it’s only rock ‘n’ roll, for fanden.

Heavy Trash. 'Heavy Trash'. Album. Yep Roc/Crunchy Frog.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af