Diefenbach – Smuk julehygge i biffen

Efter adskillige koncerter i Århus kan jeg sige, at jeg kun har et stort irritationsmoment – støjen fra salen. Publikum, der har valgt at varme deres bytur op med at bralre højlydt under en koncert, eller larm fra baren på Voxhall. Derfor var det befriende at opleve Diefenbach til det 10. Klub Rotes Sofa-arrangement, hvor det handler om at sætte et band på en lille scene i biografen, og så lade folk nyde det, som det drejer sig om, nemlig musikken, fra de plysrøde sæder.

Ironisk nok viste Diefenbach, der jo startede ud med at være et instrumental-band, at de nok er Danmarks pt. stærkeste gruppe hvad angår vokalharmonier. Bassist Allan Mattsson og guitarist Kenneth Sarups stemmer klæder hinanden så godt, at 1 + 1 mindst giver 3. Her er en dansk duo, der virkelig kan synge sammen, så Beach Boys må bøje sig i støvet. Ingen krukkeri om, hvem der skal være frontfigur, bare et par knalddygtige sympatiske kollaboratører. Det er det sprøde blandet med det bløde over en række rigtig stærke sange med en forfriskende variation i udtrykket.

Lyden i biografen var rigtig god, og vj Stefan Mylleager havde lavet fine billeder til lærredet over bandet, der tog os gennem skov, ud i strandkanten og ind gennem byen, mens Diefenbach gav os en emotionel rutschetur, fra den gåsehudsfremkaldende ‘It’s Only Love’ til den skæve ‘Bruising my Eyes’. Det der gør Diefenbach så stærke, er at jeg faktisk ikke kan nævne én sang fra de to sæt, som ikke slog den gode melodiske krog i publikum.

Noget tyder på at Klub Rotes Sofa er det bedste musikalske tiltag, der er sket vest for Storebælt i år. Nu kan Københavnerne bare vente på, at nogen får samme geniale ide og laver en aftale med Grand Teatret. For musik – det skal opleves i biografen!