Hell on Wheels

Hell on Wheels er hvad man kaldte den hær af arbejdere, der rykkede tværs over USA i 1860’erne, mens den transkontinentale jernbane blev bygget. Arbejderne skabte ravage og fest, hvor end de slog lejr. Mord var næsten en daglig hændelse.

Ravage og fest er lige hvad den svenske rock-trio Hell on Wheels har skabt i mere end ti år. Men på dette tredje album byder bandet op til en pænere fest. Fokus er, som på debuten ‘There Is a Generation of Handicapped People to Carry on’, på de gode melodier. Guitarerne, der fik mere frit løb på album nummer to, ‘Oh My God! What Have I Done?’, er blevet finpudsede, og, frem for alt, simplere. Lagene er fjernet.

Det giver igen mere plads til Åsa Sohlgrens bas, mens hendes vokal danner en fin modpol til Rickard Lindgrens maniske, skingre sang. Men det er specielt hendes bas, der tager opmærksomhed, når Hell on Wheels er bedst på albummet. ‘Come On’ er fantastisk. En tung, tung basgang som holdepunkt, og så ellers intelligente skift i vokalerne, rytmen og guitarens intensitet, og så, selvfølgelig, masser af den underliggende desperation, der altid har været trioens signatur.

Og måske er det netop hvad ‘Odd Church’ mangler for at blive rigtig godt. Desperationen. Rickard Lindgrens vokal har den stadig, men i poleringen af instrumenterne er den gået tabt. Det er blevet lidt for pænt mange steder. Ravagen er næsten væk. Men festen fortsætter på et album, der stadig bør fænge fans af Pixies og Pavement.