120 Days

Glem metal. Norges nye musikvaremærke er dronerock af den slags, man kan gå på opdagelse i og nærmest blive trance-lignende fortabt i. Sidste år var det Serena Maneesh, der fik os til dreje ørerne mod nord, og nu sætter 120 Days efter landsmændene i deres himmelfart mod stjernerne. Den repetitive og dvælende tilgang til musikken er fælles for de to bands, men hvor Serena Maneesh fokuserer på de forvrængede guitarer, så har 120 Days kastet deres kærlighed på trommemaskiner og analoge synthesizere.

Så mens grundtanken stadig er rocket på 120 Days’ debut, så er udtrykket mere elektronisk, og specielt det fænomenale åbningsnummer ‘Come Out, Come Down, Fade Out, Be Gone’ burde sætte gang i danseglade clubgæster. Det er tæt på ni minutters, synth-drevet ekstase, hvor Jonas Dahls forvrængede vokal og lidt guitarriffs skaber kant og kraft.

Specielt Dahls desperate vokal på numre som ‘Lazy Eyes’ og ‘Get Away’ er utroligt medrivende, så man nærmest føler man står og læner sig mod vinden på en norsk fjeldtop, mens bas og synthesizere suser om ørene på én.
Det er det, de kan, 120 Days – skabe store, medrivende lydbilleder. Selv når guitaren får mere plads, og det hele strammes op og pludselig minder om tidlig U2, er det frækt, effektivt og fængende. Så du kan lige så godt gøre dig klar til at blive hypnotiseret af Norges nye eksportvare.