120 Days – magisk mekanik

Uha, de er stolte af dem i hjemlandet Norge. Siden den selvbetitlede debut ramte butikkerne i efteråret, har norske 120 Days kunnet sole sig i publikums gunst og den hjemlige musikpresses ubetingede hæder for “Årets Album” – inden for både inden- og udenlandske udgivelser! Så kender man nordmændene: De elsker deres egne mere end alle andre – men der er faktisk hold i hypen et godt stykke af vejen.

Med synthesizeren som det musikalske verdensalt har de fire unge fyre fra Kristiansund nemlig med stort held tvunget et både dystert og dybt fængslende væsen ud af maskinerne, som trækker tråde til dronerocken og U2 på deres tidlige dage. Ligeså desperat i udtrykket. Og næsten ligeså vellykket.

Som sådan passede det egentlig fortrinligt, at 120 Days lagde vejen forbi Voxhall en søndag aften, hvor kulden i forvejen lå som en tung dyne henover byen. Roligt bøjet indover hver deres maskinelle instrument – bortset fra en organisk groovende bassist – lukkede kvartetten langsomt de trancelignende klange ud blandt publikum, som forstenet lod sig indhylle i de repetive toner, der står fortræffeligt til frontmand Ådne Meisfjords angstmættede vokal.

På kanten mellem råb og hvisken er hans stemmebånd et ikke uvæsentligt aktiv for bandet, fordi han netop tilføjer musikken en følelsesmæssig dimension, som giver de syntetiske – og til tider lige lovlig statiske – toner afgørende modspil. Hele tiden uroligt vuggende med mikrofonstativet i hånden sang han sine sortsynede tekststumper med stor indlevelse, hvilket især kom fint til udtryk på det fremragende afslutningsnummer ‘Come Out, Come Down, Fade Out, Be Gone’: En mekanisk tour de force udi, hvad bøjningen af synthesizerens færdigheder kan ende med af mindeværdige øjeblikke.

Raverock er 120 Days blevet kaldt, men det er vist ikke helt den rette betegnelse for en så dyster og drævende musik. På Voxhall kaldte den snarere på god gammeldags forstenet betagelse. Og det var helt fortjent.