Matthew Dear

Matthew Dear er kendt som en af de store stjerner på den internationale techno-scene. Den amerikanske producer satte i efteråret sit præg på klubber verden over med singlen ‘Mouth to Mouth’. Et forførende rave-hit, der blev sendt ud under hans Audion-alias.

Hans tredje album har været undervejs siden 2003, og det har Dears stemme som det centrale omdrejningspunkt. Ideen har været at bruge vokalen som et selvstændigt instrument, og den er derfor på størstedelen af albummets numre indspillet mindst tre gange, i et højt, mellem og dybt toneleje. Og resultatet er derefter. Dears stemme bærer stærkt præg af at have været under behandling i computeren og bliver til tider for eksperimenterende og ufrivilligt komisk.

På nummeret ‘Don and Sherri’ aner man de kvaliteter, man normalt kender ham for, nemlig de mere tech’ede og dansable toner, men desværre trækker vokalen også her det samlede resultat i en uheldig retning, og det bekræftes atter, at han burde holde de to elementer mere adskilte. Kort sagt matcher vokalen ikke musikken, hvor den med sin monotoni og til tider manglende timing falder igennem.

Men når det er sagt, så skal Matthew Dear have stor ros for en umiddelbar og imponerende sans for de groovy toner. Han ved om nogen, hvorledes et godt nummer skrues sammen og hvad der virker, men for fremtiden ville det være prisværdigt, om det blev med vokalen i baggrunden.

Matthew Dear. 'Asa Breed'. Album. K7!/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af