Vomit Supreme

De er ikke helt til at blive kloge på, københavnske Vomit Supreme. I hvert fald stritter deres musik lige så meget i øst og vest som de to ord, de har sammensat i deres bandnavn. Det er ikke helt forkert at kalde det for garagerock… men det er heller ikke helt rigtigt – i hvert fald ikke særligt længe ad gangen.

Førstesinglen ‘Dancing’ er nærmere ‘syng-med-P3-pop’, ‘Versus Love’ har en lidt sær ‘Bauhaus møder My Vitriol’-stemning, ‘Happiness’ minder om Magtens Korridorers ‘skrål-med-rock’, mens senere numre nærmer sig Stone Temple Pilots’ psykedelisk symfoniske grungepop. Den eneste fællesnævner albummet igennem er en konstant brug af firestemmige vokalharmonier – en effekt som visse steder fungerer fantastisk men andre steder virker lidt malplaceret.

Man får lidt fornemmelsen af, at de fire herrer, der alle har fortid og nutid i andre københavnske rockbands, har taget de første 11 sange, de har skrevet sammen, og sagt »Fuck it, vi laver sgu en plade« uden at tænke nærmere over retning og sammenhæng.

Men på trods af det totale anarki, der regerer på ‘Taste’, så er Vomit Supreme alligevel meget tæt på at slippe af sted med det, alene i kraft af det intense nærvær og den musikalske opfindsomhed, som gennemsyrer alle sangene. Der er nogle virkeligt geniale og ekstatiske øjeblikke på albummet, og man har fornemmelsen af, at hvis Vomit Supreme rent faktisk kunne samle sig om noget i mere end fire minutter ad gangen, så kunne de potentielt lave et rigtigt stort album engang i fremtiden.