This Is Head – maskinelle skåninger

Brian Enos musikalske disciple fra skånske This Is Head måtte trods svensk P3-pris foran Robyn tage til takke med Pavilion Junior, men både musikalsk og i deres fremtræden virkede de fire velklædte herrer en tand mere professionelle og mindre benovede end mange andre af warm-up-dagenes rockstjerner.

Deres krautrock med U2-agtig melodiøsitet fungerede glimrende live, og deres første Roskilde-koncert blev bygget sikkert op, fra længselsfulde New Order-agtige sange som singlen ‘0011’ til tungere instrumentale stiløvelser. Danske RebekkaMaria gæstede scenen to gange, og selv om hun havde lidt knas med mikrofonen, klædte hendes fine vokal bandets maskinelle lyd. De ofte ret komplekse kompositioner krævede fokus fra publikum, men gav man sig hen, blev man belønnet med velspillet og dyster artrock.

This Is Head var gode til at dosere deres virkemidler, så tungsindet ikke blev for tungt, og synthklangene ikke tog modet fra de delikate The Edge-riff. Bortset fra sidst i koncerten, hvor guitaristen hoppede ned fra scenen og lod forreste række kærtegne hans instrument, holdt de fire bandmedlemmer kontakten med publikum på et minimum og lod musikken tale for sig selv i en effektiv, men ikke berusende koncert.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af