Traxman

Selv for erklærede footwork-elskere som undertegnede kan det være en udfordring at høre en fuldlængde af slagsen fra start til slut uden pause. Det høje tempo, half-time bassen, de synkoperede rytmer, de mange samples – man kan godt blive svimmel. Det gælder også Traxmans nyeste album, selvom det besidder en for genren besynderlig mildhed.

Traxman har selv erklæret, at det er hans mission at bringe soul tilbage i footwork. Det kan man høre, idet han suspenderer den udbredte footwork-teknik, der forøger spændingen i et track gennem alle dets dele og afbryder harmoniske forløsninger med en ubarmhjertig subbas.

I stedet finder Traxman ofte en overraskende ro i sine produktioner. Tag for eksempel ‘Conq Dat Bitch’, hvor bas og trommer snarere understøtter de melodiske elementer i forgrunden, frem for at løfte dem op på et fremmed, frenetisk plan, hvilket er den typiske strategi. Den tilgang lykkes godt på en del numre, andre steder bærer den præg af, at produktionerne bliver skrabede og uskønt kontrollerede. Genrens tempo kræver disciplin, men den skal helst udøves med selvdestruktiv charme.

Dertil kommer, at man savner en mere elegant og subtil omgang med samplingen, der tit er lidt åbenlys og forudsigelig i sit samspil med trommer og bas. Alligevel er Traxman en sjældenhed på den elektroniske scene. Der er ganske enkelt få, der laver musik som ham, og derfor er hans albumdebut både vigtig og værd at lytte til, selvom det ikke er den største udfordring og udvikling genren har set i den seneste tid.