Weird Dreams

Godt nok hentyder navnet måske mere til psykologiske selvransagelser, men de fire briter i Weird Dreams er altså tilsyneladende mere fascinerede af fortidens guitarpop-æraer end tolkninger af underlige nattedrømme.

I hvert fald er den nyslåede kvartet fra øst-London (endnu) et band, som med nostalgiske tågeblikke skuer mod fortidens bittersøde vokalharmonier og ringlende guitarer, så man ikke undgår at sende en lille tanke til både The Beatles, The Beach Boys eller bandets ligeså retro-glade pladeselskabskollega Spectrals.



’Choreography’ kickstarter på fornemmeste vis med energisk håndklappen og heftigt hvirvlende guitarspil på ’Vague Hotel’, for derefter at blive fulgt af forsanger Doran Edwards følelsesmaschocistiske selvrefleksioner på den suverænt ørefængende ’Hurt So Bad’ og den hverdagsdøsige ’Holding Nails’. Med en solid omgang sangskrivning af lige dele indadvendthed og ungdommeligt gå-på-mod, er Weird Dreams’ skramlede og rumklangsinficerede guitarpop søbet ind i ærkebritisk teenage-traurighed, frustration og forstadsmelankoli. Det kunne snildt have være stemningssoundtracket til stakkels ’Quadrophenia’-Jimmys tilværelse på det klassiske The Who-album.



Man er næsten ved at gabe kæben af led, når man hører endnu en indie-rocket fortolkning af 60’er-lyden, og den bittersøde nostalgipastiche bliver også en smule uvedkommende halvvejs igennem pladen, hvor produktionerne ikke har samme gennemslagskraft som i albummets begyndelse. Men alligevel indeholder Weird Dreams’ debut altså flere eksempler på god guitarpop, som eksempelvis den bittersøde kinddanssjæler ’Little Girl’. En fin debut af briterne til trods for, at det ikke ligefrem bringer noget nyt til den retrobegejstrede, post-millenium guitarpop-bølge.