Baths

»Where is God when you hate him the most«, spørger 24-årige Will Wiesenfeld på ‘Worsening’, det slæbende åbningsnummer på den unge musikers andet album som Baths. Han debuterede med ’Cerulean’ i 2010, men bevæger sig her ind i en anderledes skyggefuld natteverden, hvor små, hektiske beats væver intrikate, mørke mønstre.

Albummet ånder ved en konstant vekselvirkning mellem det dissonante og det delikate. Melodierne smyger sig inviterende ind og ud af det simrende lydtæppe, og Wiesenfelds vokal betjener sig ofte af en falset, der sådan set klæder sangene udmærket. Problemet er bare, at lyrikken er mere anstrengt selvbevidst end egentlig poetisk og derfor står lidt i vejen for musikkens tiltalende uudgrundelighed.

Læs anmeldelse: Baths ‘Cerulean’

’Obsidian’ er gennemvædet af en grundfæstet melankoli, som dog blødes op af en tvetydighed, der især kommer til udtryk ved musikkens mangefarvede, opbrudte former. En dyb bas møder gnistrende beats, sagte klaverpartier og blødt vuggende techno. Melodierne søger aldrig lige frem, men bevæger sig omkring hjørner, og der hersker et mildt kaos på albummets bedste sange som ’Miasma Sky’ og ’Ironworks’, hvor uroen og uforudsigeligheden i musikken holder sangene levende.

Desværre rammer Baths ikke en optimal balance hele vejen, og der er øjeblikke (’Ossuary’, ’Earth Death’), hvor både musikken og lyrikken bliver for bastante. Når den ulmende mystik forsvinder ud af sangene, udtørrer kilden til Baths diskrete magi og noget anderledes ordinært står tilbage.

Overvejende fungerer de knitrende vuggeviser dog som sagte åbenbaringer af en ikke ubetydelig skønhed.