Gauntlet Hair

Da Denver-duoen debuterede i 2011 sporede man en ikke ubetydelig inspiration fra Animal Collective, og d’herrer Craig Nice og Andy Rauworth er stadig influeret af dyrekollektivets legesyge udtryk. Det er særligt tydeligt i åbneren ‘Human Nature’ med de galoperende beats og den messende tekstlinje »they say I make you smile / one time a week«.

Læs anmeldelse: Gauntlet Hair ’Gauntlet Hair’

Men lydeksperimenterne tager også hensyn til Gauntlet Hairs støjende tendenser. Det er en fornøjelse at lægge ører til ‘Spew’, med en lyd som i momenter nærmest overstyrer, ‘Simple’ hvor sakrale korstemmer, et intrikat basmønster og skarptskåren rytmeguitar antager helt progrocket karakter, og ‘Heave’ hvor duoen skærer ind til benet og smadrer igennem med punket energi.

Melodierne er skævvredne som figurerne i et abstrakt maleri på den flanger-indsvøbte interlude ‘Obey Me’, den basdrevne ‘New To It’ og den afdæmpede ‘G.I.D.’, men samtidig vidunderligt iørefaldende. Her viser Gauntlet Hair, at de ikke behøver stå i skyggen af forbillederne, men egenhændigt mestrer kunsten at balancere mellem pop og avantgarde.

Til trods for de overbevisende manøvrer er afslutningen desværre en noget mat affære. Nice og Rauworth er løbet tør for ideer, og ‘Falling Out’ og ‘Waste Your Art’ fremstår uvedkommende. Her er lyddesignet sat på automatpilot, numrene lukker sig om sig selv og rykker ingen vegne.
Men inden denne stilstand har Gauntlet Hair bevist deres berettigelse på den neo-psykedeliske scene med et udtryk, hvor inspirationen stadig kan spores, men hvor lysten til at udforske lydteksturer og melodimaterialet heldigvis også tager duoen i en personlig retning.