Bob Dylan – tøffende fortolkninger
OBS: Dette er en anmeldelse af tirsdagens Bob Dylan-koncert.
»People are crazy and times are strange / I’m locked in tight, I’m outta range / I used to care, but things have changed«, startede Dylan aftenens koncert.
Det var en god start. Godt up-tempo og lovende musikalsk. Ikke mindst fordi Dylan havde taget det store band med på tour denne gang – seks mand høj stod de foran velourgardinerne, som svøbte scenen omkring dem.
Kræs for øjnene var de ikke de seks. Rytmeguitaristen fremstod som om han ihærdigt, men forgæves, havde forsøgt at klæde sig ud som John Belushi i filmen ’The Blues Brothers’. Bassisten lignede mest af alt en katolsk gondolkaptajn fra Venedig, og trommeslageren en lidt sjusket parisisk maler, der symptomatisk for bandets helhedsudtryk selvfølgelig havde en hestehale under kunstnerhatten. De tre var, videre på højre side, flankeret af en lead guitarist og en multiinstrumentalist (banjo, pedal steal, violin). Forrest stod så Bob Dylan selv: En uendeligt lille og skrøbeligt udseende mand i et jakkesæt, der fik ham til at ligne enten en tyrefægter eller en gammel brugt geisha. Lukkede man øjnene og lyttede i stedet, så var det nu godt.
Læs også: Guide: Bob Dylans 10 vigtigste album
Ligeså vigtigt ramte teksten på første nummer direkte ned i vores bekymringer – alle os, hans dedikerede fans, som ville forbi Falconer Salen for at drikke rødvin og dyre fadøl, mens vi hujede, mindedes, og beundrede ikonet. Vores frygt afspejledes i teksten på åbningsnumret. Var det en oplagt eller nedlagt Dylan, vi skulle se? Gad han være her ligeså meget som os? Og hvad med vokalen? Var den nu endelig reduceret til en hæs tynd skærebrænder i rustrød? Altså, i al sin enkelhed: Var Dylan stadig – på sit levede år nummer 72 og kunstneriske år nummer cirka 50 – i live?
Læs anmeldelse: Bob Dylan ‘Tempest’
Jo, Dylan var i live. Flere gange endda så meget i live at han, i noget der mindede om kæk kådhed, satte hånden i siden og med svagt spredte ben – som når Cristiano Ronaldo gør klar til at tage et frispark – vrikkede med hofterne til musikken. I live var han også, når hans vokal ikke lå i den dybe ende af oktaverne, hvor han anno 2013 desværre nu og da næsten kan forveksles med en hund som bjæffer. Men kom han op i oktaverne, så skulle vi bare høre.
Desværre havde Dylan og band allerede før de mødte os valgt aftenens tempo – en go’ gang gedigen ’medium’, hvor de snildt kunne hægte swing, country, blues og walz på samme anhængertræk, før de tøffede godmodigt derudaf. En behagelig og talentfuld tøffen naturligvis.
Læs også: Guide: Glemte Bob Dylan-perler
Sammen med tøf var det forudsigeligheden, som prægede aftenen. Direkte fra Oslo og Stokholm præsenterede Dylan det nært samme sæt, på samme antal minutter, og højst sandsynligvis med samme koreografi. Med koreografi menes Dylans gang fra klaver til mikrofon. De få ændringer der var, kunne nok nærmere skyldes Dylans 72 år, end hans vilje og lyst til improvisation. Den ene gang – ENE GANG – Dylan endelig gad tale til os, var lige før pausen, hvor lydmanden i sit livs største bommert, først fik tændt mikrofonen, da Dylan var smuttet ud. Øv, tænkte vi i kor. For han snakkede til os.
Hvis det aldrig blev helt godt, blev det heller aldrig dårligt. Til det var de seks mand på scenen bare for dygtige. ’Pay In Blood’ dumpede ned i midten af første set som en opstrammet 80’er-version af sig selv, hvor bas og trommer holdt Dylans flakkende vokal i snor, mens leadguitaren sendte hilsner til Mark Knopfler og albummet ’Slow Train Coming’ fra 1979. Det vækkede salen lidt, efter den var faldet ned i samme tempo som Dylan og band – nemlig medium.
Læs også: Guide: De 10 bedste musik-biopics med blandt andet Bob Dylan
Aftenens ubestridte største bifald kom hver gang, lille Bob satte sin ene hånden i siden, vrikkede med hoften, og blæste i sin mundharmonika. Da eksploderede salen. Det var det, vi ville have. En af de Dylan’er vi trods alt kendte. Enten ham med læderjakken og chelsea boots eller ham med skovmandstern og den amerikanske sangbog. I hvert fald var mundharmonikaen vor livline, og den eneste vi fik. For to ting har Dylan aldrig været. Sentimental eller nostalgisk. Han var egentlig pisse ligeglad med os. Vi kunne håbe, tigge og bede så meget vi ville. Det til trods skulle han nok skamfere – hvad man også kan kalde at genfortolke – sine egne klassikere. Vi fik ’Simple Twist of Faith’, ’Tangled Up in Blue’, ’All Along the Watchtower’ og endda ‘Blowin’ in the Wind’, men vi fik dem på Dylans helt egen sære og trodsige måde. Det var ventet, men satte ikke desto mindre sit præg på aftenen.
Skal man således tale om forløsning, var det paradoksalt først, da vi alle myldrede ud af Falkoners glassvingdøre, og blev ramt af den lyd, vi i halvanden time havde sukket efter. En høj mand med krøller spillede Dylan-klassikere. På guitar! Og mundharmonika! Han sang bedre end Dylan, havde intet band, og omfortolkede ikke. Hvor var det dejligt! Hvor var det simpelt. Vor aften var nu reddet.