Et nyt musikår: De 14 mest imødesete udenlandske album i 2015

Vi slikker os om munden ved tanken om nye album fra Frank Ocean, James Blake, Kanye West og Grimes.

Frank Ocean
1. Frank Oceans andet album

På papiret kommer 2015 til at bugne af prominente album, men de færreste plader er omgivet af så meget forventningspres som Frank Oceans næste udspil. Man skal efterhånden to et halvt år tilbage for at finde croonerens officielle debutalbum, men når man så tidligt i karrieren disker op med et mesterværk som ‘Channel Orange’ er der for den sags skyld heller ingen grund til at skynde sig helt vildt med en efterfølger.

Alt tyder dog på, at at nyt album kommer i år, selv om intet selvfølgelig er bekræftet fra Ocean eller hans bagland. De fleste opdateringer kommer via sangerens Tumblr-blog, hvor han blandt andet tilbage i april hentydede til, at albummet var (næsten) færdigt. Dertil bød november på en demo-version af den nye sang ‘Memrise’, der selv uden lidt god vilje kan opfattes som et tegn på, at der er noget seriøst i gære. Det her Instagram-billede fra marts sidste år talte også sit tydelige sprog.

Læs om flere imødesete album på de følgende sider, blandt andet fra Kanye West, Björk og The xx.

2. The xx’s tredje album / Jamie xx’s debutalbum

2015 bliver et begivenhedsrigt år for Jamie, Romy og Oliver fra The xx. Tilbage i august Instagrammede trioen dem selv foran et vandfald i Island med en tekst om, at de i øjeblikket skrev og indspillede sange i Reykjavik, og i december fulgte en lignende Facebook-opdatering så fra Los Angeles. To studiesessions inde burde dette år være garant for et nyt The xx-album, og Jamie bekræftede da også i et nyligt interview med The Fader, at albummet var ‘på vej’.

I selvsamme interview kunne Jamie yderligere afsløre, at han netop var vendt hjem fra New York, hvor han havde fået hjælp til at mikse sit eget debutalbum, der også lander i løbet af 2015 og samler op på tre års produktioner – han manglede (interviewet er fra oktober) på det givne tidspunkt dog blandt andet lige at finde den helt rigtige vokalist til et specifikt nummer. Vi kårede sidste års solonummer ‘All Under One Roof Raving’ til et af de bedste tracks fra 2015, så vores forventninger er faktisk næsten højere til, hvad Jamie finder på på egen hånd.  Hans remix-album med Gil Scott-Heron var for eksempel fantastisk. 

KanyeMcCartney
3. Kanye Wests syvende album

Historien er skør som bare fanden, men eftersigende er Seth Rogen lige i øjeblikket en af de eneste i verden, som har hørt Kanye Wests kommende album. Rapperen skulle eftersigende have ‘bortført’ skuespilleren ind på bagsædet af en limousine, hvor Rogen (uden forvarsel) blev sat i stævne til at høre og kommentere på Wests kommende og syvende soloalbum. Hele episoden er blandt andet blevet genfortalt af Rogen til radioværten Howard Stern – dét interview kan høres HER.

Episoden er dog langt fra den eneste indikator på, at 2015 kommer til at byde på en efterfølger til 2013’s skelsættende ‘Yeezus’-plade. Rapperen Theophilus London (hvis seneste plade blev produceret af Kanye) har udtalt, at albummet er færdigt, og så skete der jo også det, at Kanye i samarbejde med Paul McCartney fejrede nytår ved at dele den personlige ballade ‘Only One’.

4. Grimes’ fjerde album

Det bliver godt nok Grimes’ fjerde album, men canadiske Claire Boucher ramte for alvor musikverdenens bevidsthed med 2012-pladen ‘Visions’, der indeholdt genialt nytænkende popsange som ‘Oblivion’ og ‘Genesis’. 2014 har dog budt på lidt af hvert for Boucher, i hvert fald hvis man blindt tror på alle de historier, som internettet nu engang er så god til at producere.

Midt på året serverede Grimes singlen ‘Go’ – et uptempo nummer med et EDM-mellemstykke, som oprindeligt var skrevet til, men altså afvist, af Rihanna. En sang med åbenlyse kvaliteter, men samtidig også en ekstremt ny retning for den hidtil mere knudrede og knapt så bombastiske Boucher. Ifølge et interview med The New York Times fik den frustrerede respons fra fans Grimes til at droppe et album, hun i forvejen selv var en smule træt af, og albumplanerne blev altså i den ombæring skubbet fra 2014 til 2015. En overgang gik historien på, at responsen på ‘Go’ var den udelukkende årsag til, at Grimes genovervejede sit materiale, men så meget lader canadieren sig altså ikke påvirke at sine fans.

Boucher er en livlig tweeter, og kunne i december afsløre, at hun havde færdiggjort en glamrock-sang, der måske kunne være det kommende albums tredjesingle. Hvilket jo umiddelbart må betyde, at både første- og andensingle allerede er på plads.

Drake22
5. Drake ‘Views from the 6’

Drake udgav ikke noget album i 2014, men med en lind strøm af tracks, remixes og gæstevers var han (også uden den vilde konkurrence) stadig den mest betydningsfulde rapper i det forgangne år. 2015 tegner dog til at blive Drizzy-season, da canadieren allerede tilbage i juli kunne afsløre titlen på sit fjerde album, der får titlen ‘Views from the 6’.

Der er siden da ikke kommet yderligere detaljer om albummet, men Drake er ikke kendt for at tage sig alt for god tid med ‘So Far Gone’-mixtapet og tre album på samvittigheden siden 2009. Tre flyvefærdige numre, der blev delt i oktober, vidnede om, at Drake umiddelbart var i stærk form, og med mindre han vil fokusere på sit OVO-selskab og ‘undersåtter’ som iLoveMakonnen og PartyNextDoor er der umiddelbart ingen tvivl om, at 2015 kommer til at byde på efterfølgeren til 2013’s ‘Nothing Was the Same’. Drake er simpelthen for varm til, at han kan tillade sig at slappe af.

James_Blake_-06731-717x375
6. James Blakes tredje album

»Jeg håber, at det nye album viser en udvikling i samme grad som mit andet viste det i forhold til mit første album. Mit fokus har nok været endnu mere på sangskrivningen, og jeg forsøger mig også med nogle nye produktionsteknikker – ting jeg har udviklet«, fortalte James Blake i oktober til Miami New Times og kunne i samme ombæring afsløre, at hans næste album burde være ude om fem måneders tid – i så fald taler vi altså en udgivelse i marts/april.

I sit program hos BBC Radio 1 har Blake løbende luftet nye sange, ligesom både englænderen og hans fans håber på, at det meget omtalte samarbejde med Kanye West bliver til noget.

»Jeg har meget respekt for Kanye og for det han har udgivet gennem årene. Jeg ved lige præcis hvilket nummer, jeg kunne tænke mig at have ham med på, og hvis han kan nå det inden min plade kommer ud, ville det bare være fantastisk«, forklarede Blake også til Miami New Times, ligesom han tidligere også har teaset, at albummet bliver gæstet af Justin ‘Bon Iver’ Vernon.

7. Kendrick Lamars trejde album

I starten af 2014 var der kort snak om, at Kendrick Lamar i løbet af året ville udsende efterfølgeren til hovedværket ‘good kid, m.A.A.d. City’. Det blev jo ikke til noget, men 2014 var alligevel ikke et kedeligt år i Kendrick-henseende. Han spillede et nyt nummer hos Stephen Colbert, var forbi ‘Saturday Night Live’ til en af sketchshowets mest intense optrædener i lang tid, og før begge dele udsendte han sit kommende albums første single i form af ‘I’.

Sangen er året igennem blevet diskuteret og kommenteret på i både hårde og rosende vendinger. I høj grad fordi Kendrick på singlen forlod sine tætte gadefortællinger fra Comptons fortorve til fordel for en mere universel vinkel på det at elske sig selv og dermed også sin næste. Havde Kendrick fået en form for storhedsvanvid? Var det næsten glade Isley Brothers-sample et tegn på, at det kommende album ville blive ren ‘oh happy day’? Optrædenen hos Colbert viste umiddelbart det modsatte, og man skal passe på med at dømme rapperen som en nylig inkarnation af selvhøjtidelighed før albummet er landet. Vi glæder os.

Björk Biophilia
8. Björks niende album

I 2012 gennemgik Björk en omfattende laseroperation, der fjernede en såkaldt vokalpolyp fra hendes stemmebånd. Operationen gik i sin tid helt efter bogen, og nu er islændingen altså igen klar til at folde sin unikke stemme udover et helt album.

Seneste album fra Björk var det fremragende og komplekse ‘Biophilia’ fra 2011 og i takt med, at et nyt album altså er blevet lovet i 2015 er et par spændende samarbejdspartnere også kommet på bordet. Allerførst kom det frem, at kønsforvridende og nytænkende ‘Yeezus’-producer Arca skulle hjælpe til i stor stil, mens det for nyligt også blev afsløret, at The Haxan Cloak er inde over Björks niende album.

Chance-the-Rapper_717
9. Chance the Rapper ‘Surf’

Chance the Rappers skæve, skøre og stærkt charmerende ‘Acid Rap’-mixtape viste sig overraskende at være en af de stærkeste udgivelser overhovedet i 2013, og siden da har hiphop-verdenen ventet på, hvad den aparte Chicago-rapper ville finde på næste gang.

I oktober kom der endelig nyt fra Chance-fronten, da han i et interview med Billboard kunne afsløre, at det nye gratisalbum ‘Surf’ ville lande inden kalenderen viste 2015. Det blev åbenlyst ikke til noget, men Chance har sammen med sit liveband The Social Experiment løbende spyttet numre ud, hvorfor det virker mere end sandsynligt, at ‘Surf’ bare er en lille smule forsinket.

Som et lille kirsebær på toppen af kagen afslørede Chance i selvsamme interview, at han og bandet har arbejdet sammen med Frank Ocean, Migos og Rick Rubin.

PJHarvey2015
10. PJ Harveys ottende album

Vil du med egne ører og øjne opleve PJ Harvey indspille sit kommende album er det bare med at booke en flybillet til London. Den 16. januar – 14. februar, 45 minutter om dagen, kan Harvey nemlig opleves i Somerset House, hvor hun med hjælp fra musikere, gæster og producere vil indspillede og skrive sit ottende album live som en del af kunstinstallationen ‘Recording in Progress’.

I øjeblikket er der ingen information om selve udgivelsen af albummet, men hvis det hele bliver færdigt i midten af februar (hvilket altså er planen), burde efterfølgeren til 2011-mesterværket ‘Let England Shake’ utvivlsomt lande i årets løb. Vi går stærkt ud fra, at mobiltelefoner og lignende er forbudt hos publikum, men mon ikke der lander noget video i en eller anden forstand på internettet i løbet af processen.

11. Chromatics ‘Dear Tommy’

Johnny Jewel, Ruth Radelet og resten af Chromatics-slænget fik et fortjent gennembrud, da de bidrog til det universalt hyldede ‘Drive’-soundtrack, men gruppen (og Johnny Jewels Italians Do It Better-selskab) havde nu udsendt fornem italo-glinsende synthpop i en længere årrække.

Hvad der fulgte var det foreløbige hovedværk ‘Kill for Love’ i 2012, der bestod af 17 numre i en gennemført noir-stilistisk nattestemning. I december afslørere Jewel så, at 2015 kommer til at byde på Chromatics femte album ‘Dear Tommy’, der ligeledes kommer til at strække sig over 17 numre (intet gøres halvt her) og skulle lande i tid til Valentinsdag i februar.

Action
12. Action Bronson ‘Mr. Wonderful’ (Ude 23. marts)

I løbet af 2014 har Action Bronson både spist sig gennem Københavns restauranter og leveret en fuldstændig vanvittig koncert i Lille Vega, og selv om sådanne aktiviteter er svære at toppe, burde det hele kulminere med Bronsolines officielle debutalbum ‘Mr. Wonderful’, der i sidste uge blev annonceret til at lande den 23. marts.

Med nyheden fulgte den stærke førstesingle ‘Actin Crazy’ – produceret af Drakes bedre halvdel, Noah ’40’ Shebib – samt en trackliste der kunne afsløre, at blandt andre Chance the Rapper og Party Supplies kigger forbi. Sidstnævnte har Bronson haft stor succes i at samarbejde med før i tiden på de roste ‘Blue Chips’-mixtapes.

Bronson startede oprindeligt ud som lidt af en gimmick – en kok, der rappede som Ghostface Killah – men er med tiden vokset til en både karismatisk og teknisk dygtig rapper, der både er underholdende og ærefrygtindgydende at lægge øre til.

radiohead2014-717x375
13. Radioheads niende album

2014 var solotid for Radiohead-medlemmerne. Trommeslager Phil Selway udgav sin anden soloplade, ‘Waterhouse’, Jonny Greenwood komponerede soundtracket til ‘Inherent Vice’, og Thom Yorke gjorde overraskende comeback på egen hånd med ‘Tomorrow’s Modern Boxes’, der blev udgivet på ganske underfundig vis.

Med alt det bag sig tyder det dog på, at briterne er klar til at følge op på ‘King of Limbs’ fra 2011. De seneste tre Radiohead-plader er udkommet med fire års mellemrum, så rent matematisk giver det mening, men der er nu også lidt mere håndgribelige beviser på, at et nyt album skulle lande i år.

Greenwood afslørede tidligt i 2014, at bandet ville ramme studiet i september, og i november kunne han så følge op og fortælle, at Radiohead var samlet og prøvede en masse nye ting af. I dette tilfælde mangler vi i den grad noget konkret at holde os fast til, men at bandet er i fuld sving hersker der ingen tvivl om.

Run_the_Jewels
14. Run the Jewels ‘RTJ3’ + ‘Meow the Jewels’

Killer Mike og El-P har vist sig som en af nyere tids mest sprængfarlige hiphop-duoer, og de udgjorde deres første mixtape med sidste års slutspurt ‘RTJ2’, der trods en sen udgivelse røg direkte ind i vores top ti over de bedste plader fra 2014.

Duoen har dog ingen planer om at skrue ned for tempoet, og selv om de også har tid til at turnere er det allerede annonceret via Killer Mike, at dette år kommer til at byde på tredje album fra det umage makkerpar.

Til sidst må man ikke glemme ‘Meow the Jewels’: Den kommende remix-udgave af ‘RTJ2’, der takket være en Kickstarter-kampagne altså er en realitet. Til de uindviede går konceptet ud på, at hele albummet skal laves med kattelyde – El-P har allerede afholdt auditions.

Se mange flere kommende album på sidste side.

FutureBrown
Det var så de mest imødesete album i 2015, men de kommende 12 måneder byder på mange, mange flere spændende plader.
Både dem, der allerede er annonceret og officielle og dem, som ‘burde’ lande i løbet af året med noget god vilje. Vi har samlet lidt af hvert nedenfor.

Father John Misty ’I Love You, Honeybear’ (9. feb)
Jose Gonzalez Vestiges & Claws (16. feb)
Future Brown ’Future Brown’ (23. feb)
THEESatisfaction ‘EarthEE’ (23. feb)
Modest Mouse ‘Strangers to Ourselves’ (2. marts)
Purity Ring ’Another Eternity’ (2. marts)
Matthew E. White ‘Fresh Blood’ (9. marts)
Tobias Jesso Jr. Goon (16. marts)
Twin Shadow Eclipse (16. marts)
Sufjan Stevens ’Carrie & Lowell’ (30. marts)
Adele ’TBA’
Raury ’TBA’
iLoveMakonnen ’Drink More Water 5’
Sky Ferreira ’TBA’
Rihanna ’TBA’
Miguel ’TBA’
Shamir ’TBA’
Bobby Shmurda ’TBA’
Florence and the Machine ’TBA’
Giorgio Moroder ’74 is the new 24’
Death Grips ’The Powers That B’
The Libertines ’TBA’
ASAP Rocky ’TBA’
Pusha T ‘King Push’
Tame Impala ‘TBA’

Læs også: Et nyt musikår: 13 danske album vi glæder os ustyrligt til i 2015

Læs også: Det skal du høre i januar: 11 spændende album til at starte året med

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af