KOMMENTAR. I starten af karrieren blev Kanye West kendt som en egoistisk rapper, der havde nok i sig selv. Det har han stadig.
Men siden især ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ er han også begyndt at blive mere kollektivistisk i sin skabelsesproces. Han samler spandfulde af gæsterappere og producere om album, der i stigende grad vokser ham over hovedet og udvikler sig til kaosmaskiner med en overanstrengt Kanye i centrum.
Det, der tidligere førte til nogle af hiphophistoriens skelsættende værker, er nu blevet for meget – og det gælder bestemt også for ‘Donda’. Den kollektivistiske tilgang har udviklet sig til en free-for-all, hvor alle får lov at pitche ind med ideer, og ingen åbenbart siger nej.
Tidligere havde Kanye, der trods de mange input altid formåede at få lavet et sammenhængende værk, en overordnet vision – han stod tilbage som den absolutte hovedkunstner. Men på ‘Donda’ er det som om, han er mindre til stede end nogensinde før og bliver væk i rodet af de mange forskellige stilarter, lyde og bidrag.
Det gør, at ‘Donda’ ikke helt føles som Kanye Wests album. Men hvis er det så?
For mange kokke
For mange kokke fordærver maden, siger man.
Det er også ofte sandt i musik: For mange co-producers, co-writers og features kan gøre dit album til et glorværdigt rod (se DJ Khaled). Og det er lidt det, der er sket på ‘Donda’, hvor sangene bugner over af gæster, både på produktionssiden og i vokalerne.
‘Hurricane’ har 13 sangskrivere og syv producere, mens ‘Pure Souls’ har ti sangskrivere og otte producere – for lige at tage to ekstreme eksempler.
Det er ikke fordi numrene er overfyldte. For et album, der har så mange gæster, er de faktisk ret minimalistiske. Alligevel er det som om, man kan høre og mærke den uoverskuelige proces, hvor ingen helt har været klar over, hvilket album de var i gang med. Hvor cirka 1000 ideer blev udforsket, 977 af dem endte i skraldespanden, og 23 af dem blev til noget. Og alting foregik i 11. time.
Numrene føles ufærdige, som om der har været for mange versioner og for mange om arbejdet.
Der mangler den famøse røde tråd. Og netop det vidner om en større problematik, nemlig at Kanye West selv ikke er den store, samlende karakter og kunstner, han tidligere var. Han bliver væk på sit eget værk.
Hvor er Kanye?
På ‘Donda’ er det som om, Kanye West er mindre til stede end nogensinde før. Både som rapper, men også som kunstner.
Jeg har ikke lavet nogen undersøgelse af det, men mon ikke mindst halvdelen af tiden går med gæsterappere? Det er der ikke nødvendigvis noget galt i, men gæsterne ender ofte med at være de mest interessante indslag. Og de mange forskellige produktioner vidner om en executive producer (altså Kanye), der ikke formår at holde kursen.
Det er som om, Kanye har haft for travlt med at sende mails til andre gæsterappere og klippe vokaler rundt i pro tools til egentlig at finpudse sin egen performance og sørge for, at albummet fik en samlet lyd og vision. Dermed ender han med at være en (musikalsk) sidebemærkning på sit eget album, der mere bliver alle gæsternes. Og mest bare bliver et retningsløst anarki.
Selvfølgelig er han til stede på den måde, at det trods alt er ham, der står som hovedkunstner på albummet. Han er en mere overordnet æstetisk retningsudstikker. Men ‘Donda’ som album og musikalsk oplevelse føles ikke som Kanye Wests album.
Hvem er Kanye?
Alt det leder videre til et dybere, mere filosofisk og langhåret spørgsmål omkring identitet, værk og afsender.
For alligevel har ‘Donda’ »Kanye West« skrevet overalt – både i måden, albummet blev leveret til os på (det vil sige i et uregerligt kaos), men også i musikken, der på trods af, at Kanye selv føles fraværende, stadig føles umiskendelig Kanye West-isk.
Det er nu, det bliver rigtig langhåret. For efterhånden er Kanye West ikke så meget en person som en myte – en idé vi allesammen dyrker.
Måske skal vi se ud over personen og mere se Kanye-isme som en måde at forstå og tænke musik på – en utopi, en musikalsk kraft der gør, at alle, der bliver disciple hos hiphoppens messiasfigur, vil gøre deres ypperste. Det fuldstændig kompromisløse, maksimalistiske og ubegrænsede er jo indbegrebet af Kanye West.
Og selv om ’Donda’ er noget rod, er der store øjeblikke, som ikke havde fundet sted, hvis ikke Kanye havde samlet alle de her mennesker i det samme (metaforiske) rum.
For alle ‘Donda’s problemer (og der er mange) må man erkende, at det på en eller anden måde stadig giver os noget, vi ikke helt finder andre steder – spektakel, overraskelser, forargelse, gåsehud og en nærmest religiøs måde at forstå og samles om musik på. Og så er det nok mindre vigtigt, om det er Kanye personligt eller hans gæster, der lige er budbringeren.
‘Donda’ er ikke noget fantastisk album. Og ‘Donda’ er måske heller ikke Kanye Wests album. Men det er uden tvivl, på godt og ondt, et vaskeægte Kanye West-album.