NEKROLOG. Sex er en så basal del af menneskeheden, at det i størstedelen af vores historie har været nødvendigt for at føre nye mennesker ind i verden.
Og alligevel har det altid været kontroversielt. Det er stadig kontroversielt i dag, hvor en meget populær politisk kommentator langer ud efter Cardi B og Megan Thee Stallion for at vove at rappe om ‘Wet Ass Pussy’.
Og det er bestemt ikke lige let for alle. To sorte kvinder som Megan og Cardi møder mere modstand end eksempelvis Maroon 5’s Adam Levine, der praktisk taget får et megahit på den ellers så familievenlige radiokanal P4, hver gang han synger om, hvor meget sex han har.
Og sådan har det altid været. Jovist, det var kontroversielt, når The Rolling Stones i 1971 lavede sange som klassikeren ‘Brown Sugar’; et track, hvor fortælleren er en hvid mand, der voldtager en sort slave. Men trods enhver klage, den sang har mødt, er den alligevel endt med at være bredt accepteret som en rockklassiker, og det har ikke forhindret The Rolling Stones i fortsat at være megastjerner den dag i dag.
Det samme kan man ikke sige om samtidens sorte kvinder, der lavede seksuelt eksplicit musik. For selv om Megan Thee Stallion og Cardi B i dag møder modstand, som deres hvide mandlige kolleger ikke skal døje med, er det intet imod, hvad man skulle døje med i 70’erne, hvis man var en skikkelse som Betty Davis, der døde her i onsdags 77 år gammel.
Hvem var Betty Davis?
Okay, så snart du ser navnet Betty Davis, tænker du muligvis på den navnebeslægtede Hollywood-dronning Bette Davis – men de to skal absolut ikke forveksles.
Andre kender hende måske i kraft af hendes noget mere berømte ægtefælle, jazzlegenden Miles Davis. Og historien bag Betty Davis’ forhold til Miles er skam spændende i egen ret – hun var blandt andet i slut-60’erne med til at skubbe Miles i den elektriske retning, der gav ham en renæssance og et nyvundent publikum blandt samtidens ungdom. Men det er også synd, hvis historien om Betty Davis bliver reduceret til, at hun var en (epokegørende) mands muse.
Betty Davis var nemlig en storartet kunstner i egen ret, og en performer, der var forud for sin tid på alle parametre. Når hun sang om sex på sange med titler som ‘Nasty Gal’, ‘He Was a Big Freak’ og ‘Shoo-B-Doop and Cop Him’, var det noget af det mest eksplicitte, samtidens musikscene havde hørt – især fra en sort kvinde i en tid, hvor The Surpremes’ sukkersøde kærlighedssange ikke lå langt tilbage.
Hun var så kontroversiel, at protester førte til, at flere af hendes koncerter blev aflyst, og adskillige radiostationer nægtede at spille hende. Og det var ikke kun højreorienterede, religiøse grupper, der så et problem med Bettys musik. Også flere kvinderettighedsorganisationer og borgerrettighedsgruppen NAACP (The National Association for the Advancement of Colored People) boykottede Betty Davis’ seksuelt fremadstormende tekster og tillige begærlige måder at optræde på.
Og her kræver det da også, at vi observerer hvilken tid, Betty Davis trådte ind i. Hun udgav sit selvbetitlede debutalbum i 1973 – ikke mange år forinden var sorte mennesker juridisk opfattet som andenrangsborgere. At der så pludselig kommer en sort kvinde, der er så pågående og konfronterende med sin seksualitet, var virkelig et chok for samfundet.
Og selv om Betty var fuldt ud i kontrol over sit image, var der stadig mange, der anså kunst om en sort kvindes aktive sexliv som værende modstridigt over for den lighedskamp, de stod for. Men Betty var aldrig et seksuelt objekt. Hun var et subjekt, der udtrykte sine seksuelle længsler på en måde, som samtiden ikke tillod, at man gjorde, hvis man lignede hende. Og selv om det er bedre i dag, peger eksempelvis ‘WAP’-kontroversen på, at sådanne problemstillinger stadig lever i bedste velgående.
Innovatøren, der trak sig
Betty Davis udgav kun tre album i sin tid: ‘Betty Davis’ fra 1973, ‘They Say I’m Different’ fra 1973 og ‘Nasty Gal’ fra 1975. Alle tre hører til blandt funkens øverste lag, og selv hvis hun ikke havde været så meget mere seksuel end samtidsmusikkens sorte kvinder, havde de tre album nok stadig været forud for deres tid.
Det er en blanding af funk og beskidte, rå rocktoner, der sonisk peger mere frem mod 90’ernes funkrockstorm, end det peger mod samtidens genrekrydsende funk/rock-skikkelser såsom Sly Stone, Funkadelic og endda Jimi Hendrix.
Om ikke andet er der meget af det soniske territorium, Princes rockede synthfunk i dag hyldes for at udforske i 80’erne, som Betty Davis allerede havde betrådt et årti forinden.
Som årene går, er der kun flere og flere, der har fremhævet Betty Davis som et forbillede. Erykah Badu, Janelle Monáe og Jamila Woods er blot nogle af de mest markante r’n’b-stemmer, der har nævnt hende som en direkte inspirationskilde, og selv hvis de ikke har nævnt det direkte, fortsætter rappere som eksempelvis Rico Nasty og Cupcakke ud fra de spor, Betty Davis i 1970’erne var en af de første til at betræde.
Desværre viste musikindustrien dengang, at den ikke fortjente en forgangsfigur som Betty Davis. Efter sit tredje album fik hun nok. Folk i musikindustrien prøvede konstant på at kontrollere hendes image – nedtone det og gøre det mere spiseligt. Hun nægtede at lade dem få deres vilje. Men desværre er systemet bygget op omkring deres vilje, ikke omkring kunstnerens. Betty Davis holdt sig til sine principper, og siden 1980 har hun holdt sig for sig selv.
Da 2017-dokumentaren ‘Betty: They Say I’m Different’ (anbefalelsesværdig dokumentar forresten) blev filmet, fandt holdet bag ud af, at Betty Davis boede i en kælder uden internet eller mobiltelefon. Hun virkede tilfreds nok med den beslutning – men gud ved, hvor meget fantastisk musik, hun kunne have lavet, hvis hendes omverden havde tilladt hende at være den ener, hun var.