1. Burna Boys uudslukkelige flamme
»Selv ikke regnen, der tog til, efterhånden som koncerten skred frem, kunne slukke Burna Boys flamme. I stedet forklarede han, at han elskede regnen. For hjemme i Nigeria er regn en velsignelse, og i aften blev vi alle sammen velsignet«.
Læs hele anmeldelsen HER.
2. Ukendt Kunstners sidste sang til årets sidste Arena-koncert
»Ukendt Kunstner har altid været allerstærkest, når de rammer både melankolien og det opløftende, som det skete på den rolige, klaverbårne ‘Overleve’ og den håbefulde, pulserende ‘Neonlys’ med vindende 80’er-synths, store trommer og et endnu større omkvæd.
Med den lukkede de koncerten, og jeg tog mig selv i at føle: ‘Ja, det hele skal nok gå’«
Læs hele anmeldelsen HER.
3. Rosalías ukuelige genialitet
»Hvert sekund føltes specielt. Indtil noget pludselig var ved at ødelægge fantasien. Og det noget var Blur.
Det britiske band konkurrerede om Roskilde-publikummets gunst. De spillede samtidig på Orange Scene. Det kunne man høre under ’Hentai’ – en af Rosalías mest magiske sange – hvor de stille, semi-ironisk-erotiske toner druknede i britpop, der bragede fra Orange.
Men pyt: Den spanske stjerne snublede ikke engang over det britiske bump. Hun fyrede igennem alt fra det ’Yeezus’-agtige ’Vampiros’ til en løbehjulsseance til ’Chicken Teriyaki’«.
Læs hele anmeldelsen HER.
4. Caroline Polacheks forsinkede men fantastiske entré
»Publikum begyndte så småt at blive utålmodige på Arena, da Caroline Polachek endnu ikke var trådt ud på scenen efter små ti minutter.
Men så skal man ellers også love for, de fik noget, der var værd at vente på. For på en baggrund af en vulkanformet skygge badet i skiftende lys trådte Polachek ind, i hvad der vel bedst kan beskrives som skibbrudsglamour i sart silke.
Og med det vokale primalskrig, som indledte åbningsnummeret ’Welcome to My Island’, blev koncertens tårnhøje niveau lynhurtigt lagt fra start«.
Læs hele anmeldelsen HER.
5. Black Country, New Roads tragiske heksevise
»Allersmukkest blev det, da Mae Kershaw på klaveret og kun akkompagneret af violin satte gang i den tragiske heksevise ‘Turbines/Pigs’, der over otte minutter tog os hele følelsesregistret igennem.
Fra ensom usikkerhed til et majestætisk klimaks med bue på bassen, tordnende trommer, skrigende violiner og hylende saxofon. Det var et af mine absolutte højdepunkter på dette års festival«.
Læs hele anmeldelsen HER.
6. D1mas Arena-drøm
»D1mas vokal var badet i rumklang og gik klokkeklart igennem. Der var noget smukt og pirrende over den maskerede sanger, som sang om at poppe piller og have blod på hænderne, men havde en stemme som en engel.
Koncerten blev selvfølgelig afsluttet af den euforiske ‘Drøm mig væk’, D1mas gennembrudshit«.
Læs hele anmeldelsen HER.
7. Blurs nye kapitel
»Jeg har kun kendt det dugfriske ‘The Narcissist’ fra det kommende album et par uger, men alligevel stod nummeret stolt skulder om skulder med det øvrige materiale.
Måske var det her slet ikke en nostagi-koncert, men startskuddet på et nyt spændende kapitel i Blurs mangefløjede karriere. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre hele det nye album om en måneds tid«.
Læs hele anmeldelsen HER.
8. Lil Nas X’ kæmpestore slange
»Det ene øjeblik ulmede eksplosiv subbas og lystne tresillo-rytmer, mens fem dansere fik en kæmpe slange til at sno sig rundt om bare 24-årige Montero Lamar Hill.
»Y’all wanna see my snake?«, havde han drillet. Og bum, så sneg skrækdyret sig ind fra bagscenen«.
Læs hele anmeldelsen HER.
9. Rina Sawayamas falske exit
»Helt teatralsk og meta blev det til sidst, hvor koncerten ‘sluttede’, og Rina satte sig i en stol og begyndte at tage kostumet af, mens hun snakkede om, at »det da havde været et okay show, selvom publikum måske var lidt lavmælte«, hvorefter hendes assistent fortalte, at hun stadig havde én sang tilbage.
Det fungerede præcis efter hensigten. Hele teltet råbte og skreg på mere Rina«.
Læs hele anmeldelsen HER.
10. Lattos eftermiddags-twerking
»Da der en enkelt gang var et lille fald i intensiteten, tog Latto kontant sagerne i egen hånd.
Hun stoppede musikken og marcherede ud i publikum, hvor hun nuppede en koncertgæsts studenterhue og twerkede på hele første række til tonerne af gennembrudssangen ’Bitch From Da Souf’. Jubelen var ekstatisk«.
Læs hele anmeldelsen HER.
11. Queens of the Stone Age slog et slag for rockmusik på Roskilde
»Selvom deres triumfer på Orange Scene muligvis ligger bag dem, viste Queens of the Stone Ages koncert på Arena sent onsdag aften, at rocken fortsat har relevans i Roskilde Festivals program og sandelig også stadig kan samle en talstærk forsamling med hunger efter gnistrerende guitarmusik«.
Læs hele anmeldelsen HER.
12. Debbie Sings’ sataniske fest
»Debbie Sings spænede rundt på scenen i pendulfart mellem dj-pulten og den intense hoppefest på frontscenen flankeret af fire dansere, der begav sig ud i en så hæsblæsende koreografi til ’Satanize Me’, at hele publikum var klar til at overgive sig til djævlen efterfølgende«.
Læs hele anmeldelsen HER.
13. Denzel Currys hyperatletiske koncertstil
»Han var mere atlet end rapper. På ‘Sumo’ løb han rundt og svingede hovedet så kraftigt, at man nærmest ikke troede, han kunne rappe samtidig. Det var imponerende, at han kunne holde energien oppe gennem hele koncerten. Som en crossfit-instruktør, der både har overskud til at opildne dig og samtidig løfter mere og løber hurtigere, end du nogensinde kommer til«.
Læs hele anmeldelsen HER.
14. Yaya Beys hypnotiske højdepunkt
»Det absolutte højdepunkt kom, da hun spillede sin med egne ord sværeste sang, ‘When Saturn Returns’, en sang fra hendes seneste ep, ‘Exodus the North Star’, som på indspilningen holder sig under tre minutter.
I denne live-version var der tilføjet et par ekstra passager, og hvor sangen fader ud på pladen, fortsatte bandet, til de nåede et nærmest hypnotisk stadie«.
Læs hele anmeldelsen HER.
15. Kendrick Lamars forløsende klimaks
»Det meste af tiden var Kendrick alene på scenen. Ingen gimmicks, bare bangers.
Det viste sig at være den helt rigtige opskrift på en Roskilde-koncert. Moshpit-vanviddet brød løs under ‘Maad City’, og ‘Alright’ udgjorde rent faktisk det forløsende klimaks, som det aldrig blev i Royal Arena, hvor Black Lives Matter-slagsangen druknede i det højtragende sceneshow«.
Læs hele anmeldelsen HER.