Også for voksne: Det skal du se på Buster

Norsk sex, franske pigebander, Stuart Murdochs debutfilm og gratis hotdogs. Der er masser for det ældre publikum under børne- og ungdomsfestivalen Buster, der starter i dag.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Pornopung’

Den mundrette titel ’Pornopung’ dækker over en norsk ungdomsfilm med seksualitet i højsædet. Vores broderland mod nord er inde i en mindre filmrevolution, med Joachim Trier og Eskil Vogt som foregangsmænd, men underholdende film til de yngre kan de altså også producere, hvilket vi også så i hittet ’Ta’ mig’ fra 2012.

Hvor den udforskede en brusende seksualitet hos en 15-årig pige, ser vi i Johan Kaos’ film nærmere på den maskuline seksualitet med humoristisk slagkraft. Vi følger Christian, der aldrig har haft styr på det modsatte køn, og som derfor kommer i scorelære hos sin kammerat Karl, der trækker Christian igennem en række pinagtige oplevelser i forsøget på at gøre ham til en moderne Don Juan.

’Pornopung’ kan ses den 16. september i Grand Teatret, og DR-vært Emil Thorup vil holde et kort oplæg. Den kan også ses den 22. september i Cinemaxx.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Girlhood’

’Girlhood’ er måske ikke den heldigste titel i et år, hvor Richard Linklaters ’Boyhood’ sprænger rammerne for, hvor gode anmeldelser en film kan få.

Men det tager heldigvis ikke noget fra franske Céline Sciammas historie om ultilpassede piger i en i en parisisk forstad. Vi følger outsideren Marieme, der finder et fællesskab blandt en gruppe piger, der ikke hører til guds bedste børn. Med et sylespidst blik på gruppedynamikker og pigefællesskaber skildrer filmen vennegruppens sammenhold uden hverken at fordømme eller undskylde dem.

Sciamma, der også i sin tidligere film ’Tomboy’ viste sig som en af tidens bedste formidlere af coming of age-fortællinger, udfolder historien med visuel poesi, ikke mindst i en scene, hvor pigekvartetten går all in på kjoler, hår makeup, for blot at feste løs til Rihanna med hinanden på et hotelværelse. Det går lige i hjertet.

’Girlhood’ vises den 22. september i Empire Bio og den 23. september i Grand Teatret. Til december får filmen ordinær dansk biografpremiere.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’God Help The Girl’

Der er ofte mørkt og trøstesløst i Storbritannien, ikke mindst helt nordpå, nærmere bestemt i Glasgow, Skotland. Derfor kan det være en ide at hæve humøret gennem musik, og det er lige netop hvad pigen Eve gør i ’God Help The Girl’, som er debutfilmen fra Belle and Sebastians Stuart Murdoch.

Efter at have været indlagt på hospitalet med psykiske problemer tager Eve ind til byen, hvor hun møder de to ligesindede James og Cassie. Sammen danner de bandet God Help the Girl og skaber opløftende og ørehængende musik, der er et lys i mørket.

Murdoch har også selv skrevet musikken til filmen, der således virkelig er et kærlighedsbarn for musikeren.

’God Help The Girl’ kan ses den 18. september i Empire Bio og den 22. og 23. september i Cinemaxx.

Se flere Buster-anbefalinger på næste side.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Difret’

Den 14-årige, etiopiske pige Hirut lider en frygtelig skæbne, da hun en dag bortføres på vej hjem fra skole og tvangsgiftes med en af sine bortførere. Da han senere forsøger at voldtage hende, stikker hun af og ender med at skyde ham i selvforsvar.

Hun bliver sendt i fængsel og risikerer at få dødsstraf, hvorfor den unge, kvindelige forsvarsadvokat Meaza beslutter sig for at hjælpe hende. Denne barske historie fra en del af verden, vi sjældent kommer i kontakt med i Danmark – med mindre det handler om nødhjælp – fortjener at nå ud til et bredt publikum.

Filmen vandt publikumsprisen i Berlin-festivalens Panorama-sektion, hvilket nærmest er en garanti for en film, der vil gøre stort indtryk på de fleste.

’Difret’ vises den 17. september i Empire Bio og den. 19. september i Grand Teatret.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Cracks in Concrete’

Vi er i samme barske boldgade med østrigske ’Cracks in Concrete’ som i danske ’Nordvest’ fra sidste år, men også ’Ækte vare’ kan nævnes som en fjern slægtning.

Filmen handler nemlig om den 15-årige Mika, der drømmer om at blive rapper, men indtil da arbejder for en af Wiens narkogangstere. En dag løber han ind i den netop løsladte Ertan, der prøver at redde ham ud af det inficerede miljø, før det er for sent. Instruktør Umut Dag ser nærmere på kriminalitet og indvandringsproblematikker i sin film, der har fået pæne ord med på vejen af anmelderne.

’Cracks in Concrete’ kan ses den 24. september i Empire Bio og den 25. september i Cinemaxx.

Se de sidste Buster-anbefalinger på næste side.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Ping Pong Summer’

Man kan kun rose Buster Festival for at komme vidt omkring i deres udvalg af film. Således er der både norsk seksualitet, østrigsk kriminalitet og etiopisk moralitet på programmet.

Der er dog også blevet plads til en film fra verdens førende filmnation, USA. Den hedder ’Ping Pong Summer’ og er en sjov og skæv coming-of-age-fortælling, der handler om venskab, kærlighed og bordtennis. 13-årige Radford er på sommerferie i det kitschede Ocean City i 1980’erne, med alt hvad det indebærer af farverigt tøj, kikset dans og bombastisk popmusik. Her bliver han oplært i livet, samtidig med at han modtager bordtennisundervisning af en ældre kvinde, spillet af Susan Sarandon.

’Ping Pong Summer’ vises den 15., 16. og 25. september i Cinemaxx.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Udendørsvisninger: ’Nordvest’ og ’Kidd Life’

Biografvisningerne under Buster kun koster 15 kr., men det kan faktisk gøres endnu billigere. Således holder festivalen udendørsvisninger, der er ganske gratis at deltage i.

Her kan man blandt andet se ’Nordvest’ ganske tæt på kvarteret, filmen er opkaldt efter, nemlig på Nørrebro. I filmen bliver Casper del af den kriminelle underverden i det københavnske kvarter og må kæmpe for sit liv. Til denne nervepirrende og gratis filmvisning på de nørrebroske husmure bliver der sågar serveret gratis hotdogs til de først ankomne.

Det samme sker til udendørsvisningen af Andreas Johnsens fantastisk morsomme ’Kidd Life’.

’Nordvest’ kan ses den 13. september kl. 20 i Videomøllen på hjørnet af Ravnsborggade/Skt. Hans Gade. ’Kidd Life’ kan ses 20. september kl. 19.30 samme sted.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af