I kølvandet på ’Serial’ får ’The Jinx’ (læs anmeldelsen) nu premiere på HBO Nordic: En dokumentar i seks afsnit om mangemillionæren Robert Durst, der er mistænkt for tre mord. Vi varmer op med de mest nervepirrende true crime-dokumentarer, du kan streame lige nu.
1. ’Into the Abyss’
Kameraet sejler gennem dødsgangen og dvæler ved dens vartegn, selerne på briksen, kontakterne på væggene og urets ubønhørlige tikken. Døden er i detaljen.
Med denne kulsorte poesi introducerer Werner Herzog (’Grizzly Man’) os til rammen for sin kritikerroste dokumentar, ’Into the Abyss’. Herzog er en erklæret modstander af dødsstraf, men hvis ’Into the Abyss’ har en politisk agenda, ligger den implicit. Instruktøren graver i stedet dybt i den psykiske indretning, der legitimerer drab, både hos morderen og i samfundet som sådan. Hvad får en mand til at dræbe, hvad får samfundet til at dræbe ham? Herzogs kamera er ikke didaktisk, ikke fordømmende, men konstant på udkig efter stemninger og associationer.
Filmen fokuserer på Michael Perry, der blev kendt skyldig i tredobbelt mord og idømt samfundets højeste straf, den dødelige indsprøjtning. Modsat de fleste true crime-dokumentarer tilsidesætter Herzog skyldsspørgsmålet og søger mod menneskets mentale afgrund i en oprivende fortælling fra en af livets endestationer.
Kan ses på amerikansk Netflix.
2. ’The Staircase’
En af de helt store inspirationskilder for ’Serial’.
Jean Xavier de Lestrade fortsætter i sporet fra sin Oscar-vinder ’Murder on a Sunday Morning’ i kriminalserien ’The Staircase’ om forfatteren Michael Petersons retssag.
Petersons kone Kathleen blev fundet i en blodpøl ved trappen i parrets hjem. Forfatterens alibi var tyndt, og snart befandt han sig på anklagebænken under mistanke for at have myrdet sin livspartner.
Anklagemyndigheden tøvede ikke med at lægge to og to sammen: Peterson var homoseksuel og var træt af at lade som om i et heteroseksuelt forhold, plaget af daglige skænderier. I Lestrades fremstilling viste sagen sig dog mere kompliceret end som så.
Instruktøren leverer et tankevækkende portræt af et juridisk system med betydelige brister, forklædt som thriller med overrumplende twists en masse. Lad dig ikke skræmme af plakaten: ’The Staircase’ er mere end dit ordinære true crime-fix.
Kan ses på Youtube.
3. ‘The Thin Blue Line’
Trods sin status som et af sidste års store populærkulturelle fænomener blev ’Serial’ kritiseret for at give løfter, den ikke kunne indfri. Sarah Koenig nåede således aldrig en entydig konklusion i spørgsmålet om Adnan Syeds skyld.
’The Thin Blue Line’ er et eksempel på det modsatte: En film, der ikke blot undersøger, men også opklarer en mordsag. Errol Morris’ fængslende Oscar-vinder frikendte den morddømte Randall Adams for enhver skyld gennem vidneforklaringer og rekonstruktioner.
True crime-dokumentarer har for vane at pege fingre af et korrupt, inhumant retssystem, men få er i stand til at levere den skarpeste kritik af alle: (Mod)beviset. Hvor true crime-fortællingen oftest reduceres til gisninger og antydninger, er konklusionen her krystalklar: Den forkerte mand blev fængslet.
12 år er lang tid. Og 12 år sad Randall Adams bag lås og slå for et mord, han ikke begik. Han havde siddet der længere endnu, hvis Morris ikke havde vendt sagen på hovedet med sit undersøgende kamera.
Fortællingen ophøjes af den harmoniske kobling mellem Morris’ blåtonede billeder og Philip Glass’ score i sanselige rekonstruktioner, der gradvist modereres, mens vidneforklaringerne skiftevis fordrejer og kaster lys over sagen. En film, der satte nye æstetiske standarder for den undersøgende dokumentar.
Kan ses på amerikansk Netflix.
4. ’Paradise Lost’-trilogien
Det er en kendt kliché i krimilitteraturen: Den provinsielle idyl, der brydes brat af brutale mord.
Joe Berlinger og Bruce Sinofskys ’Paradise Lost’-trilogi beskæftiger sig med en af de mest ubehagelige drabssager i nyere amerikansk historie, nærmere bestemt mordet på tre otteårige drenge i West Memphis – der, hvor alting ellers ånder fred og idyl. Drengene blev bundet, kastreret og myrdet i en afsides træhytte, angiveligt som led i et satanisk ritual. Om end definitionen af satanisme viste sig en kende frelst i den efterfølgende retssag.
De tre teenagere Damien Echols, Jessie Miskelley, Jr. og Jason Baldwin – senere kendt som The West Memphis Three – blev kendt skyldige i sagen og blev idømt alt fra livstidsfængsel til dødsstraf. I ’Paradise Lost’ antydes det, at dommen i betydelig grad var baseret på drengenes hang til heavy metal, Stephen King og goth-kultur. Med så anti-borgerlige interesser må man næsten være satanisk.
Måske de iltre anklagere havde opsnappet nyhederne om den norske metal-musiker Varg Vikernes’ mayhem samme år?
Berlinger og Sinofskys bidske kritik af retssystemet var medvirkende til sagens gradvise kovending, og The West Memphis Three blev i sidste ende løsladt og menes i dag at være uskyldige. En ringe trøst, vil nogle mene, efter 18 år i fangenskab.
Kan ses på HBO Nordic.
5. ’West of Memphis’
To helaftensdokumentarer om samme mord er som regel én for meget på et enkelt år. Sammenfaldet af ’West of Memphis’ og ’Paradise Lost 3: Purgatory’ understregede dog vigtigheden af at italesætte det systemiske karaktermord, der blev begået på det åh så sataniske trekløver, West Memphis Three. Den kollektive lynchstemning forkastede alle rationelle, juridiske idealer og udmøntede sig i berøvelsen af atten år af tre unge menneskers liv.
Hvis blot en enkelt stemme af betydning havde beriget retssalen med et vist John Cleese-citat fra ’The Holy Grail’: »Let’s not jump to conclusions«.
’West of Memphis’ beskæftiger sig altså med samme sag som ’Paradise Lost’-trilogien, men nævnes alligevel her på grund af det opsigtsvækkende filmhold. Amy Berg (’Deliver Us from Evil’) instruerer, Peter Jackson og hustruen Fran Walsh producerer, mens Nick Cave leverer musikken.
Det mest iøjnefaldende ved ’West of Memphis’ er dog, at den er medproduceret af Damien Echols, den tidligere formodede frontmand i West Memphis Three. Med 18 år i fangenskab på baggrund af en fejldom er det intet under, at Echols har en ting eller to på hjerte. Missionen er ikke blot at rense eget navn, men også at anklage gerningsmanden, der gik fri: ’West of Memphis’ peger ligesom ’Paradise Lost 3: Purgatory’ på Terry Hobbs, stedfaren til en af de otteårige ofre, som den egentlige bøddel.
Kan ses på Blockbuster.
6. ’Capturing the Friedmans’
Manden bag HBO’s aktuelle ’The Jinx’ hedder Andrew Jarecki. Og dokumentarserien om en rigmand, der gennem årene er blevet mistænkt, men aldrig dømt for tre mord – heriblandt på sin kone – er ikke en novice, hvad forfærdelige forbrydelser angår.
’Capturing the Friedmans’ gav nemlig Jarecki et brag af et gennembrud.
En ved første øjekast ganske normal jødisk familie vendes på vrangen, da far og søn anklages for omfattende produktion og distribution af børneporno. Familien bliver syndebukke i stor stil, men de konkrete beviser udebliver. Faderen erkender, at han er pædofil, men nægter at have begået seksuelle overgreb på mindreårige.
Uenigheden om The Friedmans’ skyld er slående, både blandt Arnolds tidligere elever, i retssalen og internt i familien. Og Jarecki er ikke ude på at gøre os klogere. I stedet orkestrerer filmmageren en inciterende beretning om hukommelsens skrøbelighed og det diffuse sandhedsbegreb.
Filmen vandt juryens pris på Sundance-festivalen i 2003, blev Oscar-nomineret og har imponerende 98 procent positive anmeldelser på Rotten Tomatoes.
Kan ses på Youtube.
7. ’Cocaine Cowboys’
Det var ikke kun bølger, der skyllede ind over Miamis kyster i 70’erne og 80’erne.
Gennem interviews med tidligere smuglere og bandemedlemmer, politibetjente, journalister og advokater sammenstrikker ’Cocaine Cowboys’ en minutiøs beretning om narkokriminaliteten på den amerikanske østkyst i 70’erne og 80’erne. En horde af colombianske narkobaroner drev ind fra Floridas kyster og indledte et voldsregime i Miami ikke set magen siden forbudsæraens Chicago.
Narkohandlens boom forplantede sig i en række legitime boligprojekter med positive økonomiske følger for hele egnen. Da det lykkedes ordensmagten at fortrænge de colombianske baroner, sørgede de således også for at vende konjunkturen til det negative.
Så meget for ‘Miami Vice’s James Crockett og Ricardo Tubbs.
Kan ses på Netflix.
8. ‘The Imposter’
True crime-dokumentarer tjener ofte som belæg for påstanden om, at virkeligheden overgår fantasien. ’The Imposter’ er et ideelt eksempel: En fortælling så langt ude på overdrevet, at den ville implodere som spillefilm.
Men virkelighed og realisme er kun fjernt forbundet, og ikke alle handlinger kan forklares. ’The Imposter’ fortæller historien om den 23-årige franskmand Frédéric Bourdin, der udgav sig for at være Nicholas Barkley, en 16-årig fuldblodsamerikaner, der forsvandt, da han var 13. Den franske identitetstyv overbeviste Barkleys efterladte familie om, at han var deres elskede Nicholas – trods tyk accent, forkert øjenfarve og kraftigt fuldskæg.
Første indskydelse er, at familien Barkley er de mest tykhovedede tosser på det nordamerikanske kontinent. Traume, ja, længsel, jo, men hvordan kan de bilde sig ind, at det 13-årige, lyshårede legebarn, de havde mistet, kunne glemme sit sprog og gro fuldskæg i løbet af tre års fangenskab?
Deres hjemvendte barn viser sig at være en imposter, en patologisk løgner, der søger kompensation for sin egen forsømte barndom ved at påtage sig falske identiteter.
’The Imposter’ strækker sig dog ud over dette fantastiske bedrag i forsøget på at få brikkerne til at passe sammen. Hvorfor tror familien egentlig, at deres søn er blevet fransk på tre år? Skjuler de sandheden om Nicholas, eller lever de blot lykkeligt i illusionen om rørstrømsk genforening? Forvent ingen tydelige svar, men adskillige hjemsøgende spørgsmål.
’The Imposter’, der vandt det britiske svar på Oscar, er en sømløst opbygget fortælling, æstetisk tiltalende og nervepirrende som en thriller.
Kan ses på Netflix.
9. ’Cheshire Murders’
HBO har efterhånden udviklet sig til højborgen for true crime-dokumentarer. Fra ’Paradise Lost’ til ’The Jinx’ – og med små perler som ’The Cheshire Murders’ indimellem.
Dokumentaren om mordet på familien Petit er en ætsende dissektion af ondskabens ansigt, en nuanceret afvejning af forbrydelse og straf og et frontalangreb på politiets vurdering af det enkelte livs værdi.
Kritikerne i sagen har et sylespidst trumfkort: Cheshire-mordene på familien Petit kunne med stor sandsynlighed være forhindret, hvis blot betjentene havde forsøgt at redde ofrene i stedet for at fange gerningsmændene.
Den polemiske tone erstattes undervejs af en usædvanligt saglig behandling af dødsstraf. Fortjener den rene ondskab andet end øjeblikkelig udryddelse? Findes den overhovedet? Filmskaberne negligerer egne tilbøjeligheder og beskuer det betændte emne fra alle tænkelige perspektiver – og med nuancerne i behold.
Kan ses på HBO Nordic.
10. ’Dear Zachary’
Filmmageren Kurt Kuenne hylder vennen Andrew Bagby i form af et brev til Bagbys efterladte søn Zachary. Andrew blev myrdet af sin eks-kone, moderen til Zachary, før sønnen blev født. I et grotesk scenarie tvinges de efterladte forældre til at samarbejde med deres søns morder for at passe deres barnebarn. Det skal vise sig, at der er flere tragedier i vente.
I den oprørte, ensidige voice-over er det tydeligt, at Kuennes kunstneriske blik forvrænges af hans personlige investering i fortællingen, og ’Dear Zachary’ svælger flere steder i sentimentalitet. Men filmen evner at udskyde og time information med uafviselig effekt: Så snart man har affundet sig med det ene ondartede twist, indtræffer det næste.
Fortællingen om Bagby, hans sindssyge eks-kone og lille Zachary, der uvidende fødes ind i en tragedie, er en nedstigning i et mareridt så gruopvækkende, at det er svært at vågne fra det efterfølgende.
Kan ses på amerikansk Netflix.
Læs også: ‘The Jinx’ / Anmeldelse
Læs også: Er ‘Serial’ helt fin i kanten?
Læs også: De store studier i intens budkrig om ‘Serial’