Trailer: Adam Sandler og Tyrion Lannister bekæmper Pacman i den vanvittige blockbuster ‘Pixels’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktion: Chris Columbus. Medvirkende: Adam Sandler, Kevin James, Peter Dinklage, Josh Gad, Michelle Monaghan. Premiere den 23. juli.

Tre trailer-tanker:

1) Der er mange syrede idéer i den storm af blockbustere, der blæser over os hver sommer. Hammersvingende tordenguder, menneskelige ildkugler, flabede myremænd. Det er dog sikkert og vist, at intet koncept er så langt ude som Chris Columbus’Pixels’, hvor Adam Sandler, Kevin James og Peter Dinklage (sidstnævnte med ubetaleligt bundesligahår) må i krig mod arkadespillenes ikoniske karakterer, der har besluttet sig for at invadere Jorden: Pacman, Donkey Kong, Space Invaders, og hvad de nu ellers hedder. I guder, det er fjollet.

2) Men samtidig har traileren et udpræget nostalgisk tilsnit, der vækker ens indre, tiårige drengerøv til live. Tiltrækningskraften ligger i høj grad i de imponerende computereffekter, der ser Pacman fortære hele storbyer med mekanisk ligegyldighed og Donkey Kong affyre animerede tønder i retning af vores helte, for arkadeæstetikken får lov til at leve som et anakronistisk element i det kitschede univers frem for at modtage en moderne overhaling. Mod forventning lader magien ikke til at være gået tabt i Hollywood-maskinen.

3) Problemet er dog, at det omvandrende komisk selvmål, Adam Sandler, indtager hovedrollen som ‘Ghostbusters’-inspireret übernørd. Det er selvfølgelig en smagssag, men personligt erindrer jeg ikke at have trukket på smilebåndene af en Sandler-joke i flere årtier, og som anker i en larmende blockbuster er han et lidet charmerende valg. Mon ikke, man bare holder med Pacman i stedet? Alligevel bliver det nok svært at dy sig fra at indløse billet, når de ikoniske arkade-karakterer invaderer jordkloden den 23. juli.

Læs også: Netflix bestiller fire film fra Adam Sandler

Læs også: Sony tilsviner Adam Sandler i interne mails

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af