Trailer: Michael Fassbender som gunslingende drifter i Sundance-vinderen ’Slow West’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktion: John Maclean. Medvirkende: Michael Fassbender, Kodi Smit-McPhee, Ben Mendelsohn, Caren Pistorious. Dansk premiere uvis.

Tre trailer-tanker:

1) Selv om Michael Fassbender er i færd med at bevise sig selv som et skudsikkert trækplaster i buldrende blockbusters, nægter han at vende ryggen til indie-miljøets kompromisløse filmkunst. Inden for de seneste år har han leveret mindeværdige præstationer i små (men store!) film som ’Fish Tank’, ’Frank’ og ’Shame’, hvor han har sat den glamourøse stjerneaura over styr ved skiftevis at optræde under gigantiske papmachémasker og uden en trevl på kroppen.

2) Med Sundance-vinderen ’Slow West’ fortsætter han arbejdet under Hollywoods radar i en westernfortælling om en 16-årig dreng, der forsøger at krydse den amerikanske grænse i håbet om at blive genforenet med sit livs kærlighed. Færden gennem det hårdkogte westernmiljø er farefuld for en purung romantiker, men i Fassbenders mystiske revolvervirtuos finder han en ideel beskytter. ‘Slow West’ lyder umiddelbart som en højdramatisk fortælling udfoldet i et nådesløst univers, men dømt ud fra traileren gennemsyres filmen samtidig af en makaber form komik. Som da Fassbenders drifter plaffer et af præriens udskud, inden han når at afrunde sætningen »we are all sons of bitches«.

3) Her hjælper det unægteligt, at den bærende konflikt udspiller sig mellem Fassbender og ’Bloodline’-aktuelle Ben Mendelsohn – to sublime skuespillere med flair for såvel testosteronpumpet hanekamp som subtil komik. De affyrer patroner til højre og venstre i et univers levendegjort med rig visuel idérigdom: Billedsiden vækker minder om Coen-brødrenes bjergtagende vilde vesten i ’True Grit’ tilsat en næsten Wes Anderson’sk stilisering. Vi kan kun håbe, at vi får mulighed for at opleve den på de danske biograflærreder.

Læs også: ‘Bloodline’ / Anmeldelse

Læs også: Se de første billeder af Seth Rogen og Michael Fassbender som Jobs og Wozniak

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af