Årets bedste tv-serier – top 10-1

Årets bedste tv-serier – top 10-1

I går offentliggjorde vi første del af vores liste over årets bedste serier. Nu er vi kommet til den absolutte top, hvor en flok utroligt stærke andensæsoner dominerer feltet. Har du ikke set dem alle, er det bare om at rydde julekalenderen.

10. ‘The Jinx’

Hovedforfattere: Andrew Jarecki og Marc Smerling

I skoven af halvbagte true crime-værker var det forfriskende med en krimiserie, der lod tæppet falde med et brag. Jarecki udfoldede den morbide historie med en thrillermesters sans for spænding og sendte med sin sidste, rygradsrislende afsløring den mordmistænkte rigmand Robert Durst direkte tilbage på anklagebænken. Tv-årets stærkeste skurkerolle skulle findes i virkeligheden – med besatte øjne og vilde ansigtstics.

9. ‘BoJack Horseman’ sæson 2

Hovedforfatter: Raphael Bob-Waksberg

Hvordan er man et godt menneske (eller… hest)? Hvordan skal man behandle andre mennesker (eller… ugler, katter og hunde)? I den nye sæson var hestestjernen BoJack på ret køl, men sammenbruddet lurede i bunden af grøntsagssmoothien, og som i første sæson af Netflix’ kongeniale animationsserie spøgte de eksistentielle spørgsmål lige under den vanvittige antropomorfiske overflade. Et rørende karakterstudie i hesteklæder.

Læs anmeldelsen.

Annonce

8. ‘Halt and Catch Fire’ sæson 2

Hovedforfattere: Christopher Cantwell og Christopher C. Rogers

Efter første sæsons flagrende start var der ikke meget, der tydede på, at AMC’s serie om computeræraens spæde 80’er-start ville hæve sig over et anstrengt kryds mellem ‘Mad Men’ og ‘Breaking Bad’. Men så kom de driftige kvinder i fokus med deres banebrydende spilfirma, Mutiny, og pludselig havde man ikke bare en herlig periodeskildring, men en stærkt medrivende fortælling om højtravende genier og sårbare mennesker.

Læs anmeldelsen.

7. ‘Silicon Valley’ sæson 2

Hovedforfattere: John Altschuler, Mike Judge og Dave Krinsky

Zuckerberg og co. er den digitale æras superstjerner, men de er og bliver mere kiksede end cool. Det samme gælder seriens socialt akavede tech-troldmand Richard Hendricks og det fantastiske ensemble af biroller, der gebærder sig i sæson 2 – med milliardæren Russ Hanneman som en fortrinlig tilføjelse. Hitraten i det californiske tech-mekka er fortsat rekordhøj.

Læs anmeldelsen.

6. ‘The Americans’ sæson 3

Hovedforfatter: Joseph Weisberg

Sæson 2 af historien om sovjetiske undercoveragenter i USA sluttede med en ulideligt spændende cliffhanger. Og heldigvis formåede serien – trods lidt for mange afstikkere – at følge temaet om dobbeltlivets betydning for dem, man elsker, til dørs i den nye sæson. ‘The Americans’ handler ganske vist om storpolitisk koldkrig, men endnu mere om de intime slag bag hjemmets fire vægge.

Soundvenue 1 / 2 Soundvenue