’The Neon Demon’: Ingen vil gå upåvirket fra Nicolas Winding Refns nye film

’The Neon Demon’: Ingen vil gå upåvirket fra Nicolas Winding Refns nye film
4 6
Spillefilm
Instruktør

Nicolas Winding Refn

Medvirkende

Elle Fanning, Karl Glusman, Jena Malone, Bella Heathcote, Abbey Lee, Keanu Reeves

Spilletid

117 min.

Premiere

Den 9. juni

Stream filmen:

Se 'The Neon Demon' hos Blockbuster

Jeg kan ikke forestille mig en for Nicolas Winding Refn mere ligegyldig karakter end 4-tallet. Sådan en pæn konsensuskarakter til et så grotesk og grænsesøgende ’elsk-eller-had-det’-værk som ’The Neon Demon’…

Jeg havde troet, at jeg ville hade ’The Neon Demon’, for den lignede endnu en selvforlibt stiløvelse skåret over samme læst som den nærmest substansløse ’Only God Forgives’. Men til min fryd er Refns nyeste provokation både suspensefyldt og vældigt underholdende, et inciterende møde mellem højtbelagt surrealisme og B-films-camp, som leder tankerne hen på både horrorguruen Dario Argento og David Lynch årgang ’Twin Peaks’.

Ligesom Lynch er den idiosynkratiske danske auteur bedst, når nogen eller noget holder hans mærkværdigheder i ave. Her er det enten hans to kvindelige manusmakkere eller dét, at han opererer inden for en genre, gyseren, med så mange skampulede koder, troper og klichéer, som han selvfølgelig bestandigt spiller op ad og skubber til.

Det er ikke sådan, at filmen aldrig fortaber sig i sin egen lækkerhed som Narcissus, der beundrede sit eget spejlbillede. Det gør den tværtimod ret tit: Forvent adskillige hyperstiliserede, ofte overstiliserede, men altid afsindigt smukke tableauer i slowmotion. Men der er væsentligt mere historie at hænge æstetikken op på end i ’Only God Forgives’ – eller måske er det rigtigere at sige, at der er hængt mere historie på æstetikken. På den måde placerer ’The Neon Demon’ sig et sted imellem Refns to seneste, men målt på seværdighed er den heldigvis noget tættere på ’Drive’.

’The Neon Demon’ handler om den purunge, mælkehvide skønhed Jesse (Elle Fanning), som står på spring til at indtage modelbranchen i Los Angeles med sine troskyldige blå øjne – sin dådyr-fanget-i-forlygterne-kvalitet, som makeupartisten og ligsminkøren (wink, wink) Ruby (Jena Malone i filmens bedste præstation) udtrykker det. En sand, uspoleret skønhed ifølge Alessandro Nivolas storsnudede modedesigner – modsat de misundelige plasticpiger, hvoraf den ene har fået lagt ørerne ind.

Annonce

Hvorfor, spørger Jesse, og svaret falder som det selvfølgeligste i verden: Så jeg kan have hestehale! Well, duh!

Dialogen er lidt kitschet hist og her, men flere replikker – og ikke mindst en perfekt timet krusning på overlæben til allersidst – har en underspillet deadpan-humor, som punkterer prætentionerne og virkelig klæder alvorlige Refn.

Vi ved selvfølgelig fra første indstilling, hvor Jesse poserer dryppende af teaterblod, at skønheden skal spoleres, fortæres af en kynisk verden, som æder dig med marv og ben og spytter dig ud, så snart du er fyldt 21. Man kan indvende, at kritikken af modebranchen er letkøbt og set før (de tematiske overlap med Aronofskys balletgyser ’Black Swan’ er mange), men først og fremmest synes jeg, at Refn overser bjælken i sit eget øje, for er feticheringen og tingsliggørelsen af modellen egentlig så forskellig fra, hvordan instruktøren selv bruger sine skuespillere?

Der er veloplagte karikaturer og gysende psykopater i ’The Neon Demon’, men rigtige mennesker? Hmm, så skulle det være Jena Malones sminkør og Abbey Lees modelrivalinde, som man efterhånden mærker en uudgrundelig, dobbeltrettet ømhed for. Ellers er det ubetinget Nicolas Winding Refns show.

Og hvilket show. ’The Neon Demon’ er endnu et teknisk og atmosfærisk storværk, som stadfæster Refns status som en af sin generations mest visuelt visionære instruktører. Hver indstilling er gennemkoreograferet til mindste detalje, hver frame hører til på et kunstgalleri, og med hofkomponisten Cliff Martinez bag synthesizeren og en hypnotisk fortællerytme suger filmen langsomt, men sikkert publikum dybere og dybere ind i sit dragende drømmeunivers af symbolladet surrealisme, spejlmotiver og knugende uhygge.

Det er langt fra alle symboler og fortællemæssige valg, der giver mening for mig, og jeg ved ikke, om det er mig, der er for dum, eller Nicolas Winding Refn, der er mindre genial, end han selv tror. Men jeg ved, at han havde min mave og strube i sin hule hånd gennem hele den frapperende finale, hvor han slipper alle perversioner løs i en indvoldsvridende voldsfantasi tilsat nekrofili og kannibalisme for at vække røre i Cannedammen.

Filmens perfekte makeup dækker over for mange skønhedspletter til, at jeg helt kan elske den, men ’The Neon Demon’ er ikke desto mindre uafviselig filmkunst, som ingen vil gå upåvirket fra.