Parforholdssatiren ’Kærlighed og andre katastrofer’ er en af årets bedste danske film

Parforholdssatiren ’Kærlighed og andre katastrofer’ er en af årets bedste danske film

Inden jeg skulle se Sofie Stougaards instruktørdebut, ’Kærlighed og andre katastrofer, skuede jeg ned over premiereplanen for resten af året. Foruden Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’, der havde premiere i januar, så har 2016 indtil nu været et mindefattigt mellemspil i dansk film, og efterårets film vækkede på forhånd heller ikke den store begejstring.

’Kærlighed og andre katastrofer’ har dog, trods den fjollede titel, bragt optimismen for årets danske film tilbage til denne anmelder. Sofie Stougaard har nemlig lavet et morsomt parforholdsdrama, der med sin komiske timing, velspillede karakterer og legende filmsprog er Woody Allen værdigt.

Filmen handler om Helsingør-parret Frederik og Rosa, der går igennem en helt klassisk parforholdskrise. Rosa er psykolog i Helsingør og skriver samtidig om, hvordan man klarer sig igennem kærlighedens smerter. Frederik er bilmekaniker, men tager gerne lange pauser fra værkstedet for at besøge elskerinden Sonja, der mod forventning bliver gravid af deres udskejelser. Da Sonja så tager sine bekymringer om abort og modertilværelse til byens psykolog, opstår balladen.

Herefter følger en herlig omgang komediedrama om skilsmisse, teenageunger og livskriser, og selvom handlingen måske ikke er vanvittig original, så virker sammensætningen af de forskellige scener forfriskende effektivt. Sofie Stougaard har et godt blik for, hvordan overgangene mellem de forskellige scener gøres visuelt interessante, og hendes balancering af det morsomme og det gravalvorlige er forbilledligt underholdende.

Instruktøren kan tilmed også presse sine skuespillere til at levere på begge fronter. Lars Ranthe er altid god, men jeg har aldrig set ham så sjov, som når han som Frederik i vralter gennem Helsingør i en ordentlig kæfert for at generklære sin kærlighed til Rosa, hvilket i stedet ender i en morgendiskussion med tilråb om at gå hjem og sove den ud fra adskillige altanfruer. Netop fordi filmens figurer ikke konstant forsøger at få dig til at grine med kiksede jokes, stråler humoren særligt i disse enkeltstående scener. Det er klædeligt for en dansk komedie.

Mere overraskende er det måske, at den forholdsvis ukendte Christine Albeck Børge viser sig at være filmens allerstørste kvalitet. Det er Rosa, der giver dramaet tyngde, og Christine Albeck Børge tildeler karakteren den perfekte mængde følelser og genkendelighed. Rosa rammer utallige følelsesmæssige stadier i løbet af filmens 100 minutter, og havde det ikke været for Albeck Børges fornemme formidlingsevner, så ville rutsjeturen fra glad familiemor til desperat krisemenneske måske have virket konstrueret.

Hendes præstation i ’Kærlighed og andre katastrofer’ giver hende forhåbentlig hendes fornødne gennembrud i dansk film.

’Kærlighed og andre katastrofer’ minder på mange måder både om May El-Toukhys ’Lang historie kort’ og Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’, der også begge balancerer drama og komedie med en god fordeling af morsomheder og skarpe sociologiske observationer.

Filmen er mod slutningen en skæppeskøn satire på den moderne familiesammensætning, hvor papmødre og elskerinder smelter sammen til ét, og hvor virkelighedens absurditeter for længst har overgået fiktionen. Jeg glæder mig allerede nu til Sofie Stougaards næste film.


Kort sagt
Sofie Stougaard brillerer som instruktør med komediedramaet ’Kærlighed og andre katastrofer’, der med latterfremkaldende parforholdssatire og et kækt filmsprog er en af årets bedste danske film.

Spillefilm. Instruktør: Sofie Stougaard. Medvirkende: Christine Albeck Børge, Lars Ranthe, Ellen Hillingsø, Bebiane Ivalo Kreutzmann. Spilletid: 100 min.. Premiere: Den 1. september
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af