’Shelley’: Manien ulmer i stemningsfuld dansk gyser

En gyserfilmåbning bestående af et statisk billede af en rolig skovsø tilsat overdøvende nakkehårsrejsende musik kan betyde to ting: At den har haft et så lille budget, at uhyggen skal fremmanes gennem simple virkemidler. Eller at vi har at gøre med et stykke horror, der doserer sin ulmende atmosfære mere subtilt end i den gennemsnitlige amerikanske teenagehorrorflick.

Begge ting er tilfældet med Ali Abbasis dansk-svenske debut ’Shelley’, men det er heldigvis det sidste, man første og fremmest tager med sig fra filmen, en slowburn-analog gyser, der leder tankerne langt kraftigere hen mod ’The Witch’ end ’The Conjuring’.

Her befinder vi os dog ikke i 1600-tallets New England, men det kunne vi såmænd næsten lige så godt have gjort. Louise og Kasper bor nemlig isoleret i et hus midt i skoven på bedste selvforsynende Bonderøven-maner og har bastant fravalgt moderne remedier som computer og fjernsyn. Da deres nye rumænske tjenestepige, Elena, ankommer til huset og vil have opladet sin telefon, finder hun tilmed ud af, at de ikke engang har elektricitet.

Så er kimen ligesom lagt til skumle overraskelser og mørkelagte choks, men selvom filmen i sit udgangspunkt flirter meget overlagt med horrorkoderne – her er også både ildevarslende dyr og livagtige mareridt – vil den ikke slå sig til tåls med at være banal genreleg.

Kasper og Louise kan nemlig ikke få børn, Louise har aborteret adskillige gange, og de beder derfor Elena om at agere rugemor for deres baby mod betaling, der kan sende hende hurtigere hjem til sin søn og fattige familie. Har man set plakaten til filmen – en parafrase over graviditetshorrorklassikeren ’Rosemary’s Baby’ – vil det næppe overraske, at graviditeten ikke just kører på skinner, og selv den erfarne åndemaner, som med jævne mellemrum driver dårlige vibrationer ud af den følsomme Louise, får i bedste ’Eksorcisten’-stil sin sag for konfronteret med det genstridige foster.

Som det vist allerede fremgår, bærer ’Shelley’ sine referencer uden på tøjet – ’Antichrist’ spøger ligeledes i den ensomme skovhytte – men den er heldigvis også sin egen med en creepy minimalistisk stemning, effektivt forstærket af det metalliske score, de skiftevist pittoreske og klaustrofobiske billeder samt de intense skuespilpræstationer. Som i den norske perle ’Blind’ er Ellen Dorrit Petersen både smuk og gådefuld, mens Peter Christoffersen, der har blæst benene væk under publikum på teatret i forestiller som ’Romeo & Julie’ og ’Ødipus og Antigone’, endelig får en filmrolle med bund i – og griber chancen. Hos dem begge ulmer manien to centimeter under den afslappet analoge overflade.

’Shelley’ skal nok ikke ses af folk, der foretrækker deres gyserfilm med scarejumps hver andet sekund, ej heller af vordende forældre med skrøbelige sind (begge ting er i denne sammenhæng et kompliment). De underlæggende temaer – et socialpolitisk budskab om velbjærgede skandinavers venlige udnyttelse af østeuropæisk arbejdskraft såvel som en klassisk horror-udforskning af naturens uforklarlige ondskab – er pirrende, men også en smule underbagte, og mod slutningen opløses dæmonien måske lidt for utilfredsstillende i den skandinaviske skovsø.

Men det ændrer ikke på, at Ali Abassi, der er født og opvokset i Iran, har boet i Sverige og er uddannet fra Filmskolen i Købehavn, træder ind på scenen som en lovende filmskaber, der begavet tænker i billeder og lyd og ikke bare i ord. Dem har vi brug for flere af.

Læs også: Interview med ‘Shelley’-instruktør Ali Abassi – »Usympatiske kvinder er enormt spændende«

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted