Sofie Hagen var 14 år, da hun lærte at sætte pris på offentlige toiletter.
Hun og Magnus havde kaldt sig kærester i seks dage, og nu kunne det ikke udskydes længere. Magnus var blevet enig med sin ven Victor om, at man altså ikke var rigtige kærester, hvis man ikke havde kysset. Så Sofie var taget hen på ungdomsklubben for at få sit første kys. Magnus var jo både pæn og populær – ham ville hun gerne beholde.
Men så snart Sofie så sin udkårne, stivnede hun. Hendes strube og mave snørede sig sammen. Hun måtte væk. Hun fór ud på toilettet og smækkede døren efter sig. Snappede efter vejret og fik langsomt sit åndedræt under kontrol. Men tiden gik, og hendes krop ville ikke ud. Til sidst bankede Victor på:
»Hvis du ikke kommer ud og kysser Magnus, så vil han ikke være kæreste med dig mere!«
Fint, tænkte Sofie. Hellere det end at gå ud igen.
40 procent opmærksom
Den 28-årige danske komiker flyttede til London i 2012 og er i dag en af de mest hypede komikere i England, efter hun vandt den prestigefyldte talentpris ved Foster’s Edinburgh Comedy Award i 2015 for sit første onewomanshow ’Bubblewrap’. Hun lider af social angst.
Hendes værste skræk er en stol anbragt midt i et fyldt festlokale, hvor alle råber om kap med hinanden og den øredøvende musik. Bare tanken kan få sveden til at perle frem under det lineallige pandehår. Sofie Hagen hader fester, store forsamlinger og høj musik. Hun elsker offentlige toiletter, hjørner og sine hovedtelefoner, som hun altid stikker i ørerne, når hun skal rundt omkring, så hun kan skrue ned for storbyens mylder og støj.
»Hvis vi havde siddet i midten af et kæmpe lokale, hvor der var mennesker bag mig hele tiden, ville jeg kun have været 40 procent opmærksom på vores samtale. Jeg er ekstraordinært bevidst om, hvad der foregår omkring mig hele tiden. Jeg kan også få panikangstanfald, men det sker efterhånden meget sjældent«, fortæller Sofie Hagen.
Det er, som om jeg først nu lægger mærke til, hvor meget kaffebaren rumsterer. Klirrende kaffekopper, hvæsende espressomaskiner, en knurrende damptromle ude på gaden, fire kvidrende kvinder ved bordet bag mig. Jeg havde antaget, at der ville være ret få mennesker på dette tidspunkt, men hun må jo tro, det er et eller andet sygt bagholdsangreb.
»Det er ikke så slemt her«, beroliger hun. »Det ville være svært, hvis jeg sad, hvor du sidder, for så ville jeg have ryggen mod al larmen. Det ideelle ville være at sidde dernede i hjørnet eller dernede eller måske dér«, siger hun, mens hun peger rundt i rummet.
Hun har en prikket, mørkeblå skjorte på, ørestikker med røde smykkesten og kraftige hornbriller af en farve som mørkt rav. Hendes sorte hår er sat op i en knold.
Kort efter bliver der ledigt i et af de hjørner, hun har udset sig. Hendes ansigt lyser op, da jeg foreslår, at vi flytter os. »Godt tænkt!« smiler hun, og jeg bilder mig ind, at jeg kan se hendes krop drage et lettelsens suk, da den sætter sig til rette i det trygge hjørne. Lige ved siden af toilettet endda.
Hadede at stå på scenen
Sofie Hagen har haft det sådan, så længe hun kan huske. Da børnene i hendes lille fynske fødeby Søndersø legede ’Titanic’, og de andre børn trak lod om, hvem der skulle være Kate og Leo, valgte Sofie selv den lidet eftertragtede rolle som »ham, der bliver ramt af en skorsten«.
»Jeg har aldrig kunnet lide at være i centrum«, konstaterer hun.
Derfor virker det så bagvendt, at hun nu dagligt – frivilligt! – stiller sig alene op på en scene og krænger sine dybeste hemmeligheder ud foran en flok vildfremmede mennesker. Men for Sofie Hagen giver det netop mening.
»Når jeg en sjælden gang imellem ender til en fest, så har jeg en fantasi om, hvad jeg ville gøre for at gøre det mere udholdeligt. Først ville jeg slukke for musikken. Så ville jeg bede alle om at sætte sig ned. Jeg ville indføre en form for turtagning, så vi skiftedes til at tale. Hvis du tager den situation og stikker mig en mikrofon, så har du et standupshow. Jeg har kontrol over rummet, det er min tur til at tale, jeg har forberedt det, jeg vil sige, og alle sidder ned og lytter i tavshed. Når jeg står på en scene, er det den ene time om dagen, hvor den fantasi rent faktisk går i opfyldelse«.
Ikke dermed sagt, at det ikke har krævet overvindelse. Den første gang hun stod på scenen, havde hun lyst til at gemme sig på det nærmeste toilet. Normalt når folk grinte ad hende, var det, fordi hun var tyk. Så at stå dér som et dådyr fanget i forlygterne, var angstprovokerende. Blikkene borede sig ind i hendes usikkerhed, og hun skottede bagud for at tjekke, om det var noget deromme, der var så sjovt.
»Jeg hadede at stå på scenen i starten. Der gik to år, før det ikke længere var forbundet med dårlige følelser a la: Åh nej, nu kigger de igen«, fortæller Sofie Hagen.
Opvokset på internettet
Hun blev ved, fordi hun elskede comedy. Her havde hun fundet sit helle, sit hood. Når de andre komikere gik på scenen og udbasunerede deres fejl og særheder, virkede hendes egne problemer pludselig mindre pinlige.
Det var et åndeligt slægtskab, som hun havde lyst til at være en del af. Når først de andre havde blottet sig, var det lettere for Sofie at smide tøjet. Selvom hun var tyk inde under. Selvom hun havde ar langs håndleddene fra dengang, hun skar i sig selv som teenager.
»Jeg kan ikke håndtere den maske, som de fleste mennesker gemmer sig bag. Men jeg vidste, at komikerne ville acceptere alle mine fejl, for de havde selv lige talt om deres. For første gang i mit liv følte jeg ingen frygt overhovedet«, siger Sofie Hagen, der mener, at komikere udgør et særligt folk.
»Jeg tror, faget tiltrækker en særlig gruppe mennesker. Man skal have selvhad nok til at være blevet sjov. Man skal have ego og mod nok til at stille sig alene op på en scene foran en masse mennesker. Og så skal man have en pervers lyst til at udlevere sig selv«.
Den perverse lyst har Sofie Hagen til overflod. Hun voksede op på internettet, ikke mindst på internationale Westlife-fora (hendes teenagebesættelse af boybandet leverede stof til debutshowet ’Bubblewrap’), og engelske The Guardian har beskrevet hende som en fakkelbærer for Generation Overshare. På scenen fortæller hun tåkrummende ublufærdigt og ufiltreret om at føle sig forkert som teenager. Om at blive mobbet for sin størrelse, om at skære i sig selv og om en årelang depression.
»Jeg fik fjernet mit filter, da jeg kom til England. På den engelske comedyscene er ægthed og autenticitet alt. Publikum lytter ikke til dig, hvis du har en facade på og udgiver dig for at være noget, du ikke er. Man er nødt til at grave ind i sig selv, og det kan være virkelig hårdt. Men så er de også med dig. Du får længere snor, hvis du virkelig er dig selv. Så må du gerne være lidt mindre sjov«.
Ode til de oversete
Selvhadet går det bedre med. Det hjalp, da Sofie opdagede, at psykologerne havde betegnelser for de følelser, der plagede hende. Introverthed. Social angst. Overspisning.
»Man er meget imod diagnoser inden for psykologi i øjeblikket, fordi man frygter, at folk vil identificere sig med deres diagnose og tage den på sig. Men jeg syntes, det var en kæmpe lettelse at få at vide, at det ikke bare var mig, der var mærkelig. Da jeg var teenager, sad jeg alene hjemme hver evig eneste fredag og lørdag og tænkte: Fuck, du har jo ikke noget liv. Det hele ændrede sig, da jeg fandt ud af, at der var mange andre, der havde det som mig«, fortæller hun.
Derfor er der også en opbyggelig sløjfe i opbygningen af hendes shows. Især det seneste, ’Shimmer Shatter’, som hun turnerer rundt i Danmark i februar, og som også er en fortælling om, hvordan en usikker, introvert pige, der plejede at skære i sine håndled, har lært at holde af sig selv. En ode til de oversete, som Sofie Hagen ville have elsket – »elsket!« – at se, da hun var 15 år.
»’Shimmer Shatter’ er lidt mere niche, lidt mørkere og lidt mindre pjattet end ’Bubblewrap’. Jeg kunne godt tænke mig at narrowe mit publikum lidt down. Hvis man kan lide mig efter ’Shimmer Shatter’, så vil man kunne lide mig resten af vejen. Hvis man falder fra, og det er der nogen, der gør, så fair nok – vi var åbenbart ikke meant to be.
’Shimmer Shatter’ er det show, jeg selv ville have allermest brug for at se. Når jeg laver et show, så kigger jeg tilbage på de foregående to og tænker: Hvad har jeg lige lært? Og lektionen i ’Shimmer Shatter’ er, at man ikke er mærkelig, bare fordi man er introvert og bange for fester«.
Vil du gerne hjælpe andre, der har det, ligesom du har haft det?
»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var et mål. Men jeg ved, det hjælper nogen. Og det gør mig glad, hvis folk, der normalt ikke har så meget at relatere til, kan relatere til mit show«.
En drøm om at opgradere til pizza
Det var nærmest et uheld. Sofie Hagen var taget til London med et forlist forhold i kufferten for at trøste sig med et musical-binge. Og nu hun var der, kunne hun jo lige så godt prøve materialet af på et par open mics.
Hagen var på det tidspunkt stadig et nyt skud på den danske comedystamme, men hun fandt det alligevel befriende at komme væk fra de samme beklumrede klubber og de velkendte ansigter. Samtidig var byen god for hendes sociale angst. Hun følte sig mindre i den større by, og hun kunne trygt købe ind i sin pyjamas, for der var ingen fare for at rende ind i en gammel pedel eller ekskæreste.
Hun nåede kun at være tilbage i Danmark i et par dage, før hun tog tilbage til London. Med sig havde hun en returbillet, hun aldrig fik brugt. I stedet fandt hun sig et værelse, hvor hun de næste par år lå sammenkrøllet i en barneseng og levede af havregrød. Og drømte om den dag, hun kunne opgradere til pizza.
Hun var aldrig tæt på at give op og rejse hjem, for hun kunne mærke, at hun flyttede sig. Der var mange flere spots at få end i Danmark, og hver joke, hun skrev, var sjovere end den sidste. En gang imellem kom der måske en erfaren komiker hen og roste hendes set, og så levede hun højt på det i en måned.
I 2013 vandt hun talentprisen Laughing Horse New Act of the Year og blev udpeget som ’one to watch’ af det velanskrevne London-magasin Time Out. I 2014 blev hun ’Best Newcomer’ ved Chortle Awards. Og i 2015 kom så det definitive gennembrud med talentpris og flotte anmeldelser til Edinburgh Comedy Awards, den vigtigste comedyprisuddeling i Storbritannien. Pludselig var hun et af de varmeste navne på den engelske standupscene. Og Danmark havde dårligt opdaget hende endnu.
»Min fordel var, at jeg tog skridtet så tidligt i min karriere. Store, etablerede komikere har hverken tid eller lyst til at rive det hele op for at starte forfra og optræde gratis i tre år. Jeg havde kun lavet comedy i et par år, og jeg var indforstået med, at jeg ville komme til at optræde gratis i lang tid. Og selv jeg kan allerede nu mærke, at hvor jeg står lige nu, er jeg ikke supermotiveret for eksempelvis at tage til USA og starte forfra igen«, forklarer hun.
One of the guys
Da hendes fædreland endelig fik øjnene op for hende, var hun en anden Sofie Hagen, end da hun tog af sted. En bedre standupkomiker, jovist, men ikke bare det.
Få uger før hun flyttede til London, havde hun stået på landsdækkende tv og fyret voldtægtsjokes af som ’æsel’ til Zulu Comedy Galla. Hun var one of the guys, typen der kun havde hånlatter og hovedrysten tilovers for den ’politiske korrekthed’. Nu var hun erklæret feminist og fedmeaktivist med stærke holdninger. I dagbladene dadlede hun dansk standup for at »sparke nedad«, og på Facebook havde hun heftige meningsudvekslinger med nogle af sine mandlige kolleger.
Hun har stadig mange venner i det danske comedymiljø, men hun føler, at hun er »vokset lidt fra« sit gamle hood. Det var et heureka-øjeblik for hende, da hun for første gang stod på en scene i London og proklamerede, at hun elskede sin krop, og publikum ikke grinte. Hun indså, hvor meget af hendes usikkerhed der stammede fra rodfæstede forestillinger om, hvordan man bør se ud og opføre sig.
Og selvom mange, ligesom Sofie Hagen, er i færd med at flå de forestillinger op, så halser vi i Danmark stadig langt bagefter England, mener hun.
»Det føles, som om vi er ved at hente ind på områder som feminisme og kropspositivitet, men så kommer der nye strømninger i England omkring ableism (diskrimination af handicappede, red.) og transkønnethed, så vi bliver slået tilbage igen. Ham, der vandt topprisen i Edinburgh i år, var en alfahanagtig mand (Richard Gadd, red.), der fortalte om, at han var blevet voldtaget«, siger Sofie Hagen og fortsætter:
»I England er det ikke-feministerne, der er klart i undertal. Det er slet ikke en ting derovre, ingen stiller spørgsmålstegn ved det. Jeg ser stadig kommentarer til danske feministers Facebook-opslag, som man aldrig ville finde på engelske feministers sider. Der er lang vej endnu, synes jeg«.
Feministisk fortrop
Sammen med veninden og kollegaen Sanne Søndergaard udgør Sofie Hagen en feministisk fortrop i dansk comedy, der ofte er blevet beskyldt for at være mandsdomineret. Men ifølge Hagen er det ikke manglen på kvinder, der er problemet.
»Der er ret mange kvindelige komikere i Danmark. Forskellen er nok snarere, at dansk tv ikke sætter dem på skærmen i samme grad som engelsk tv. Sanne Søndergaard har lavet tre-fire shows, hun har et kæmpe publikum, hun er objektivt, teknisk set sindssygt morsom. Hvorfor er hun ikke i ’Natholdet’? Hvorfor fik hendes talkshow kun fire episoder, før det blev taget af skærmen?
Det giver ingen logisk mening, bortset fra at hun selvfølgelig er kvinde og/eller feminist. Hvor mange kvinder optrådte til Zulu Comedy Galla sidste år? Ingen«, siger Sofie Hagen med indignation i stemmen og fortsætter:
»Så er folk sådan: Nå jo, men nu skal vi jo ikke til at indføre kvoter og alt sådan noget. Men jo, måske. Det er det, der rykker ved tingene. Hvis der var flere komikere på tv, ville flere unge piger tænke, at det kan jeg også blive. Så får jeg rigtig meget taletid, og så har man mig og Linda P., og så er det, som om man har god samvittighed. Men der er så mange dygtige kvinder. Jeg kan give dig en liste! Det er bare ikke dem, der får Zulu-programmerne«.
Sofie Hagen er stadig ved at lære det dér feminisme. I England har hun en populær podcast sammen med komikerkollegaen Deborah Frances-White, der hedder ’The Guilty Feminist’. Det er en slags feministisk skriftestol, hvor de to værter og deres gæster tilstår alle deres forbrydelser mod de feministiske idealer.
For nylig var der nogle lyttere, der skrev til hende, om hun ikke nok kunne holde op med at sige ’ladies and gentlemen’, når hun gik på scenen, når nu køn er så meget mere komplekst.
»Min første tanke var: Urgh, det bliver lidt besværligt, for det har jeg altid sagt. Men når jeg så tænker nærmere, så giver det jo god mening. Det skal jeg selvfølgelig holde op med«.
En dårlig feminist
Sofie Hagen er med egne ord en dårlig feminist. Hun har ikke Emma Holtens evne til at formulere sit program i forståelige vendinger, og hun har ikke tålmodighed til at svare pænt på »dumme spørgsmål« på Facebook.
»Jeg bliver bare rasende og blokerer folk«, siger hun.
Det er det, der sker, når hun skændes med Lasse Rimmer på Facebook, og det sker også under interviewet, hvor hun ikke lade være med at blive harm og spids, når snakken falder på emnet.
»Jeg har slet ikke overskud til at håndtere folks dumhed. Når folk spørger: ’Feminist? Betyder det så, at du hader mænd?’. Én ting er, at folk er dumme, men noget andet er, at de ikke selv antager, de er dumme. Hvordan kan du tro, at du er det første menneske i verden, der stiller det spørgsmål? Det er ikke mit job at tage de mennesker i skole. Hvis man googler lidt, så er der en masse mennesker, som har formuleret det i meget finere sætninger, end jeg kunne«.
Men var du ikke selv det samme sted indtil for få år siden?
»Jo. Og jeg googlede også rigtig meget. Det gør jeg stadig, hver gang der er noget, jeg ikke forstår. Jeg synes, det er de privilegeredes ansvar selv at opsøge viden. For man behøver jo ikke. Som privilegeret menneske mister man ikke noget ved at forblive i sin uvidenhed«.
Derfor har Sofie Hagen det også stramt med at påtage sig rollen som feministisk missionær, som hun føler, at medierne pådutter hende.
»Jeg er en meget bedre komiker end feminist, og det er mærkeligt, at de mandlige komikere godt kan behandle et emne uden at blive reduceret til det emne. Torben Chris og Thomas Hartmann har lavet tre-fire shows, som de kalder ’Mens’s Room’, der decideret handler om, hvor dumme kvinder er. Det er det, de sælger det på – et mandschauvinistisk show. Men der er jo ingen journalister, der spørger dem: ’Nå, så du er mandschauvinist, kan du fortælle lidt om, hvad det vil sige?’ Der er ingen, der stempler Torben Chris som ’den mandschauvinistiske komiker’«, snapper komikeren og tilføjer:
»Det kunne være så fedt at få lov til bare at være komiker. Ikke engang ’kvindelig komiker’, bare: ’komiker’. Det er nok den eneste gang, nogen nogensinde har sagt den her sætning, men: På det område ville jeg ønske, jeg var Torben Chris«, griner hun.
Angstsikret
I det mindste er det bedre at være Sofie Hagen, end det nogensinde har været før. Især når hun kan få lov at sidde her i hjørnet af caféen tæt på toilettet.
Okay, toilettet ville ikke score topkarakter hos connaisseuren. Et godt offentligt toilet skal helst ligge lidt afsondret, gerne på en helt anden etage, det skal være lydisoleret og uden revner under dørene. Og så skal det være kønsneutralt. Men det her toilet bærer et skilt på døren med de klassiske mand/kvinde-piktogrammer adskilt af lodret linje.
På sin ’Shimmer Shatter’-turné har Sofie Hagen gjort det til en mærkesag, at alle spillestederne skulle have kønsneutrale toiletter.
»Folk har alle mulige undskyldninger. ’Jamen, der kommer jo familier.’ Som om det har noget med noget som helst at gøre! Der er også en masse folk, der spørger, om det er, fordi jeg er transkønnet«, griner hun.
»Det har været svært at få det trumfet igennem. Men så ved jeg da, hvem jeg ikke skal arbejde sammen med næste gang«, siger hun uden at fortrække en mine.
Til gengæld har ingen af spillestederne protesteret, når hun har forlangt, at de skulle ’angstsikres’. Så det bliver de. Da jeg møder hende i efteråret inden turnéen, er hun endnu ikke helt sikker på, hvordan det skal fungere. Hun forestiller sig, at folk kan skrive til hende inden showet (anxietytour2016@gmail.com) og fortælle om deres specifikke behov. Så ordner hun det med spillestedet.
Det kan være hvad som helst, siger hun. Hvem ved – måske er der nogen, der gerne vil sidde for sig selv nede i hjørnet. Eller tæt på toilettet.
Sofie Hagen optræder med sit show ’Shimmer Shatter’ den 4. (Bremen, København), 7. (Musikhuset, Aarhus), 8. (Skråen, Aalborg) og 9. februar (Magasinet, Odense).