’Alletiders kvinder’-instruktør Mike Mills: »Trump har gjort alle film politiske«

’Alletiders kvinder’-instruktør Mike Mills: »Trump har gjort alle film politiske«
Med Annette Bening, Greta Gerwig og Elle Fanning øverst på rollelisten i ’Alletiders kvinder’ har ’Beginners’-instruktør Mike Mills sat et drømmehold af skuespillerinder. Vi har talt med den amerikanske instruktør, der selv voksede op omringet af kvinder og derfor er overbevist om, at han er bedre til at skrive om det modsatte køn end om mænd.

Skateboarder, indiemusiker, reklamemand, musikvideoinstruktør, dokumentarist, grafisk kunstner, spillefilminstruktør og manuskriptforfatter. Cv’et er lige så langt, som det er misundelsesværdigt cool for den 50-årige multikunstner Mike Mills fra Californien.

Som filmskaber brød Mills stilfærdigt, men sublimt igennem i 2010 med sin anden spillefilm, ’Beginners’. Den sikrede hæderkronede Christopher Plummer en birolle-Oscar for portrættet af den kræftsyge far, der i sit livs efterår springer ud og blomstrer som homoseksuel – og posthumt inspirerer sønnen, spillet af Ewan McGregor, til at leve sit liv fuldt ud.

Med manuskript af Mills selv var filmen en utilsløret, selvbiografisk fortælling. En varm og livsbekræftende hilsen til faren, der først som nogle-og-halvfjerdsårig tog mod til sig til at stå ved sig selv.

Alletiders Kvinder I

Opfølgeren ’Alletiders kvinder’ er for Mike Mills endnu et livtag med det dybt personlige. Denne gang er det dog moren, der er emotionel kerne i en kvindecentrisk fortælling sat i Santa Barbara, Califonien anno 1979. Annette Bening spiller den midaldrende alenemor Dorothea, der har både livsvisdom og knivskarpe oneliners i spandevis, men ikke helt ved, hvad hun skal stille op med teenagesønnen Jamie (læs: Mike Mills selv), der bruger al sin tid på at stå på skateboard og høre larmende punkmusik.

Vi fangede Mike Mills over telefonen fra Paris til en snak om hans seneste film. Og Donald Trump, selvsagt.

Europæiske yndlingsfilm

Først og fremmest tillykke med din Oscar-nominering for bedste originale manuskript. Hvad, tror du, har fanget Oscarakademiets opmærksomhed ved dit manuskript?
»Åh – det har jeg ingen idé om! For at være ærlig. Akademiet er en meget mystisk ting. Det er altid meget gådefuldt, hvad eller hvem der ender med at blive nomineret. Ligesom Annette Bening ikke er blev nomineret (for sin rolle i Mills’ film, red.), hvilket for mig at se er meget mærkeligt… Ofte er det sådan med manuskriptkategorien, at hvis du både er manusforfatter og instruktør og har lavet en såkaldt independent-film, så giver de dig en manuskriptnominering. Det er sådan lidt at regne for independent-prisen«.

Dit manuskript er på sin vis også meget eksperimenterende i Oscar-regi. Der veksles mellem forskellige fortællestemmer, og der er masser af historiske klip flettet ind i fortællingen.
»Ja, men jeg er meget stolt af mit manuskript. Jeg er virkelig glad for, at jeg fik mulighed for at inkludere de elementer i en film i USA. Men jeg er ikke sikker på, at de stemmeberettigede i Oscarakademiet elsker den slags. Det er alt sammen både besynderligt og interessant for mig«.

Kan du beskrive din skriveproces?
»Mine yndlingsfilm er for det meste europæiske og primært fra 1960’erne og 1970’erne. Det er instruktører som Alain Resnais, Jean-Luc Godard, Federico Fellini, Francois Truffaut og Ermanno Olmi. I deres film er plot sjældent det vigtigste. Filmenes struktur er meget mere eksperimenterende. Mine sidste to film (’Beginners’ og ’Alletiders kvinder’, red.) starter begge med mit virkelige liv og egne minder. De handler altså – med andre ord – om rigtige mennesker.

E

Mike Mills med sine skuespillerstjerner Lucas Jade Zumann og Elle Fanning. Foto: Matthew Eisman/Getty Images

Så jeg bruger meget tid på at genkalde mig tanker og søge efter ting, jeg har observeret. Konkrete handlinger og beslutninger og ting, folk har sagt. Jeg indsamler så meget som muligt, og gennem de dele forsøger jeg at finde frem til noget, der minder om en fortælling. Ikke et traditionelt plot, men noget, der har nok fremadskridende bevægelse til, at det kan være en film, der er underholdende nok for folk at se. Jo, der er plot og fortælling, men det er ikke det vigtigste.

Derudover laver jeg også rigtig meget research i forhold til den historiske kontekst. På en måde arbejder jeg mere som en journalist eller en dokumentarist, hvor jeg tager ud, finder mit materiale og indsamler det. Det er den metode, der virker for mig. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og finde på en falsk fortælling. Det interesserer mig overhovedet ikke«.

Annonce

Benings rebelske åre

I dine sidste to film har du i høj grad trukket på dit eget og din families liv som inspiration. Vil du udelukkende karakterisere dig selv som en selvbiografisk manuskriptforfatter og instruktør?
»Jeg tror, mit liv ville være meget lettere, hvis jeg kunne instruere en andens manuskript i stedet for selv at skrive. Det tager enormt lang tid, og jeg bliver meget deprimeret. Du ved, det er bare virkelig hårdt. Men jeg er bare ikke i stand til det. I mit hoved og i mit hjerte hænger det at skrive og instruere uløseligt sammen. Du kan ikke skille dem ad.

Men jeg kan godt lide virkeligheden, og jeg kan godt lide den journalistiske arbejdsmetode, så måske behøver det ikke nødvendigvis være mit liv, jeg giver mig i kast med næste gang. Jeg stod i den meget særlige situation, at begge mine forældre var meget stærke karakterer, næsten som taget ud af en film. Men nu er jeg løbet tør for forældre, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.

Det er selvfølgelig trist, at de er døde begge to. Men på en mærkelig måde er det også en lille smule heldigt. Det tillod, at jeg kunne lave film om dem. Jeg kan ikke lave en film om min kone eller min søn«.

Er der en større risiko forbundet med at lave så personlige film? Kan du for eksempel lade være med at tage det personligt, hvis en anmelder ikke kan lide din film?
»Nogle gange analyserer eller kritiserer en anmelder mit forhold til mine forældre. Det er selvfølgelig dybt personligt. Men det er fint nok. Jeg har jo selv bedt om det, så det kommer ikke som den store overraskelse. Men det betyder meget for mig – hvis jeg nu lavede en film om min mor eller far, hvor jeg ikke selv var tilfreds nok med resultatet i sidste ende… Det ville være virkelig brutalt og hårdt for mig«.

Alletiders Kvinder II

I filmen spiller Annette Bening en karakter, der er baseret på din afdøde mor. Hvordan var det at se hende kanalisere din egen mor i den her rolle?
»På en måde er det både Annette og min mor, jeg ser på det store lærred. Når vi er på settet, eller vi øver, føles det mindst muligt personligt. Som instruktør og forfatter har jeg en masse praktisk at se til, og det samme gælder hende som skuespiller. Vi har et varmt venskab nu, men da vi skød filmen, holdt vi os lidt på afstand af hinanden.

Jeg går til terapi og er en 50-årig mand, så jeg har allerede beskæftiget mig indgående med alle problemer i forholdet til min mor, så sjovt nok føltes det ikke så personligt at skyde filmen. Det er først senere, når jeg ser den færdige film eller klipper dele af den, at et nyt lag af mening træder frem.

Annette har et næsten drilagtigt karaktertræk over sig. Hun har en rebelsk åre. Er varm og fjern på samme tid. Og sådan kan du også beskrive min egen mor. Men detaljerne og den rent fysiske måde det vækkes til live på, det er Annette. Når jeg ser Dorothea på lærredet, tænker jeg ikke på min mor, men på Annette, der spiller en karakter, der er baseret på min mor. Det er en kompliceret konstruktion«.

Bogart – et transfeministisk ikon

Du har tidligere beskrevet ’Alletiders kvinder’ som en ’trans-Bogart-mor-film’. Kan du uddybe det?
»Ha, ha! Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg egentlig mente med det, men for mig at se er trans relateret til, at min mor var ret butch. Hun var ikke typisk feminin, ville gerne være pilot og lavede alle de her ting, man typisk forbinder med at være mand.

Hun istandsatte huset, havde kort hår og så egentlig ret mandig ud. Men under min research så jeg en masse film fra hendes barndom og ungdom for at få en bedre forståelse for hende. Film fra 1930’erne og 1940’erne, som jeg ved hun elskede, især med Humphrey Bogart.

Alletiders Kvinder IIII

Hvis du virkelig studerer Bogart, repræsenterer han en særlig verdensanskuelse: kærlighed til den undertippede. Han er en mand, der aldrig kan vinde kampen, men kun tabe den med enorm stil og stolthed. Hans humor er mørk, han beskytter de svage, og han drikker og ryger konstant. Bogart har en stilfuld, selvdestruktiv kvalitet over sig, ik’?

Alt det her passer også perfekt på min mor. Ikke bare beundrede min mor Bogart, men jeg tror, han var hendes bedste måde at håndtere dét at være kvinde på. En kvinde af hendes tid vil altid have meget svært ved at vinde over ’The Man’, altså systemet. Så Bogart er på den måde et transfeministisk ikon – i hvert fald for min mor«.

Din film handler om tre generationer af kvinder og deres oplevelser i USA anno 1979. Hvad er dine begrænsninger – hvis nogle – som mandlig manuskriptforfatter og instruktør?
»Det er ikke min levede erfaring. Jeg kan kun gætte mig frem, og i min feminisme kan jeg kun forsøge at være en allieret. Jeg voksede rent faktisk op i et slags matriarkat med en stærk mor og stærke søstre og en far, der ikke var super tilstedeværende. Så jeg lærte om alt igennem kvinder.

Jeg boede i et hus, hvor kvinderne havde al magten, karismaen og kontrollerede samtalen. Jeg måtte lære at forstå kvinder, lytte til dem og, hvad skal man sige, appellere til dem. Som manuskriptforfatter føler jeg mig derfor på mange måder mere hjemme i at skrive kvindelige karakterer. Det passer bedre til min følelsesmæssige bølgelængde.

Når jeg skriver mandlige karakterer, er der nogle gange folk, der spørger, om de er homoseksuelle. De er ikke rigtigt maskuline nok. Men hvis jeg skriver om kvinder, der deler mine interesser og følelser, vækker det straks genklang.

I det her specifikke manuskript har jeg forsøgt at skrive drengens begrænsninger i forhold til kvinderne ind. Feminisme er noget, kvinderne forklarer manden. Elle Fannings karakter har en replik, hvor hun siger til vennen Jamie: »Det er ikke mig, men blot din version af mig«.

Alletiders-Kvinder-10

Den replik taler virkelig til mig, manuskriptforfatteren. Det er lidt kringlet, og jeg ved ikke, om alle kritikere tænker over det, men jeg bliver glad, når de gør«.

Greta Gerwig danser alene rundt på værelset til punk, og Annette Bening svømmer hen i minderne til klassisk big band-musik. Kan du fortælle lidt om de musikalske valg?
»Jeg danser også mine frustrationer ud på samme måde og kender mange kvinder, der gør det samme. Man gør det for at komme ud af en fælde eller et emotionelt fængsel, man føler sig fanget af.

Musikken i filmen er den musik, jeg selv lyttede til, og som reddede mig. Som ung punker i Santa Barbara i slutningen af 1970’erne føltes den her musik som en revolution. Det åbnede en verden for mig, som jeg ikke anede eksisterede.

I min mors sidste timer spillede vi Glenn Miller for hende. Jeg havde ikke helt råd til Glenn Miller på soundtracket, men der er et smukt Louis Armstrong-nummer, ’Basin Street Blues’, der er en af mine absolutte yndlingssange. Da jeg og min kone kom hjem fra hospitalet med min nyfødte søn, spillede jeg den sang for ham. For ligesom at introducere musik for ham. Derfor er det et meget betydningsfuldt øjeblik for mig i filmen, da den sang bliver spillet.

’As Times Go By’ fra ’Casablanca’ møder The Buzzcocks er en perfekt måde at karakterisere ’Alletiders kvinder’ på. De tilhører forskellige tidsaldre og repræsenterer forskellige kulturer og livssyn. Hvis du forsøger at sidestille dem, er det meget svært. De to ting beskriver på en måde min mor og jeg, der forsøger at sidde ved siden af hinanden«.

Trump har ændret spillet

Ser du dig selv som en politisk filmskaber?
»Mine film er bestemt politiske – både bevidst og på et mere subtilt niveau. ’Beginners’ er politisk, alene i kraft af at den bringer queer og homoseksuel historie ind i en mainstreamfilm. Det, at den handler om en aldrende, homoseksuel mand, gør den til en politisk film. Repræsentation er i sig selv politisk.

beginners

‘Beginners’

I min nye film forsøger jeg at vise disse komplicerede kvinders liv og kroppe og forskellige problemer i relation til reproduktion. Det er alt sammen forbundet. ’Alletiders kvinder’ er politisk på en mere subtil facon.

Jeg er selvfølgelig glad for at blive stemplet som en politisk filmskaber i opposition til den nuværende situation med Trump her i USA. Det er jo fuldkommen vildt at have en præsident, der har forgrebet sig seksuelt på kvinder og efterfølgende pralet af det og forsøgt at normalisere det. Det er et kæmpe problem, der kræver et mere direkte politisk svar end i mine seneste to film.

Da jeg skrev og indspillede ’Alletiders kvinder’, forsøgte jeg at lave en film, der godt nok udspiller sig i 1979, men også rammer lige ned i vor tid. Der skete bare det, at ’lige nu’ ændrede sig radikalt. Trump kom til magten, efter filmen var færdig. Men på en mærkelig måde har Trump gjort alle film politiske. Eller mere politiske. ’Moonlight’ er mere politisk. ’Loving’ er mere politisk. ’Jackie’ er mere politisk. Han er sådan en fascist. Han gør alt politisk«.

Hvad skal du lave nu?
»Jeg forsøger at få idéer i øjeblikket, men det er svært. Trump har ændret spillet, og jeg kæmper lidt med, hvordan jeg kan italesætte ham. Jeg har nydt at lave mine lidt underspillet politiske film, og jeg aner ikke, hvordan jeg ellers skal gøre. Jeg er ikke interesseret i at skabe ren fiktion, så jeg leder efter nogen eller noget virkeligt at skrive ud fra«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Alletiders kvinder’