Brødrene Duplass er tilbage: Se den sprudlende første teaser for antologiserien ‘Room 104’

Det var en skam, da Mark og Jay Duplass’ fine dramedy ‘Togetherness’ sidste år fik kniven af HBO efter anden sæson, men naturligvis har de kvalitetsbevidste brødre siden brygget løs på ny intelligent underholdning.

Første teaser for Duplass-brødrenes nye serie, ‘Room 104’, er netop landet, og det ser både skarpt, veldrejet og gakket ud.

Modsat den joviale granskning af familie- og kærlighedsrelationer i ‘Togetherness’ er ‘Room 104’ en antologiserie, hvor vi i hver episode møder en ny gæst (eller flere) på et anonymt lufthavnshotelværelse et sted i USA. I teaseren får vi et glimt af både genopstandne James Van Der Beek, Jay Duplass og Amy Brenneman (‘The Leftovers’), og løjerne spænder fra umage sexmøder til horror-mimende blodstænk.

‘Room 104’ får premiere på HBO den 28. juli.

Læs også: Netflix’ overraskende nye strategi: Vil lukke flere serier ned