’Annabelle 2: Skabelsen’: Et samlebåndsprodukt af genbrugsgys

’Annabelle 2: Skabelsen’: Et samlebåndsprodukt af genbrugsgys
2 6
Spillefilm
Instruktion

David F. Sandberg

Medvirkende

Stephanie Sigman, Miranda Otto, Antonio LaPaglia, Talitha Bateman

Spilletid

109 min.

Premiere

Den 10. august

I Hollywood har filmindustrien aldrig været blege for at malke en succes. Slet ikke inden for gysergenren. Først rammer originalen biografen. Så kommer efterfølgerne i flæng, indtil konceptet tyndslidt går af mode.

Zombiebølgen er gået i sig selv igen. De klassiske maske- og machete-psykopater står heller ikke længere distancen. Michael Myers og Jason Vorhees halter nu også langt efter den terminale cancerpatient i ’Saw’-serien, der satte en helt ny standard for kreativ afstumpethed. Intet mindre end syv af slagsen er det blevet til, mens der i det sidste årti samtidig er udkommet seks film om ’Paranormal Activity’.

Det succesfulde koncept afspejler en tendens i nutidens horrorfilm. Den menneskelige slasher-psykopat er blevet afløst af dæmonisk rædsel. De overnaturlige bøhmænd hitter. Fra ’Insidious’ over ’Sinister’ til ’The Conjuring’, der fik den danske titel ’Nattens dæmoner’.

Alle tre har fået efterfølgere, og flere er på vej – og kvaliteten daler hver gang. De første kapitler om ’Insidious’ og ’Nattens dæmoner’ var fremragende. Især sidstnævnte, hvor vi møder makkerparret Ed og Lorraine Warren, der efterforsker overnaturlige hændelser. Det er i deres samling af djævelske artefakter i parrets kælder, vi første gang ser dukken Annabelle spærret inde i sit glasbur.

Hvordan dukken er endt i kældersamlingen, fik vi svaret på i det drabelige legetøjs helt egen film ’Annabelle’. Filmen udspiller sig i 1968, fire år før ’Nattens dæmoner’, og var en stor skuffelse, hvor Annabelle jævnt og kedsommeligt går amok i et hus og gør livet surt for beboerne, der uheldigt har fået plageånden foræret. Men den ligegyldige spin off holdt ikke publikum fra biografen. Tværtimod. ’Annabelle’ indtjente en helvedes masse penge. Så må og skal elendigheden jo fortsætte.

Det gør den så i efterfølgeren ’Annabelle 2: Skabelsen’, der, som titlen antyder, går tilbage i tiden og giver os forklaringen på, hvorfor den dukke er så fandens ubehagelig. Historien åbner i et støvet område på landet i USA i midten af 1940’erne, hvor dukkemageren Samuel (Antonio LaPaglia) og hans hustru Mrs Mullins (Miranda Otto) mister deres datter i en brutal trafikulykke. Hun dør med sin yndlingsdukke i armene, Annabelle, som er farens seneste kreation.

Tolv år senere lever parret isoleret i deres gigantiske hus, hvor de åbner dørene op for nonnen Charlotte (Stephanie Sigman) og seks forældreløse børn, der nu også er hjemløse, siden deres børnehjem er lukket.

Senge og tag over hovedet viser sig hurtigt at være en kort velsignelse for husets gæster, hvor de to yngste, den kejtede Linda (Lulu Wilson) og den polioramte Janice (Talitha Bateman), er i centrum for historien. Husets mystiske atmosfære foruroliger de unge piger. De ser ikke noget til Mrs Mullins, der er sengeliggende og kun kommunikerer med en lille klokke. Og et aflåst værelse virker sært dragende på Janice, da døren pludselig en aften står åben. Det er værternes afdøde datters pigeværelse, intakt med dukkehuse og legetøj, hvor især en særlig dukke sidder i et aflåst skab – indtil Janice åbner op og slipper ondskaben løs.

Så skal der jagtes sjæle! Nærmere Janices sjæl og krop, så dæmonen kan manifestere sig i et menneske og drage videre ud i verden og dræbe løs.

Dæmonens mulige vej dertil er brolagt med scener, der benytter alle de velkendte klicheer. Døre, der åbner og lukker af sig selv. Piger, der bliver trukket i fødderne ind i de mørke rum, mens de skriger, og neglene kradser sig gennem gulvet. Refleksionen af en diabolsk skikkelse i spejlet.

Klicheerne står simpelthen i kø, uden man rykker sig i biografsædet. Det bliver aldrig uhyggeligt. Kun forudsigeligt og kedeligt.

Håndværket er såmænd habilt nok. Produktionsdesignet er flot og dystert at se på, når kameraet bevæger sig på kringlede ture igennem huset. Skuespillerne leverer også en overbevisende indsats. Instruktør David F. Sandberg viste desuden med sin gennembrudsfilm ’Lights Out’, at han godt kan instruere et gedigent gys. Men manuskriptforfatter Gary Dauberman, der også skrev det første makværk om Annabelle, efterlader ikke meget for svenske Sandberg at arbejde med.

Der er intet på spil. Ingen konfrontation mellem dæmonen og en ligeværdig djævleuddriver, som netop løfter ’Nattens dæmoner’, og som vi kender det fra klassikere som ’Eksorcisten’ og ’Poltergeist’.

’Annabelle 2: Skabelsen’ er i stedet nok et samlebåndsprodukt fremstillet af rendyrket genbrugsmateriale, hvor endnu en dæmon i 109 lange minutter jagter en flok tilfældige, der er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.