’Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 3: »Tung i røven af baghistorier«

’Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 3: »Tung i røven af baghistorier«
3 6
Tv-serie
Hovedforfattere

D.B. Weiss, David Benioff

Medvirkende

Kit Harington, Nikolaj Coster-Waldau, Emilia Clarke, Pilou Asbæk, Lena Headey m.m.fl.

Spilletid

55 min.

Premiere

Kan ses på HBO Nordic

(Spoiler alert: Læs først med, når du har set afsnittet)

Jeg håber, at næste afsnit af ’Game of Thrones’ udspiller sig i total stilhed. At alle holder kæft og lader deres handlinger tale for sig selv. For lige nu vrimler det med overflødige ord på Westeros’ borge.

Det er ikke, fordi ordene ikke er gode. I ’The Queen’s Justice’ mindede Tyrion os om sit sarkastiske vid (»you look much better brooding than I do«, klagede han til Jon Snow), Olenna Tyrell bød manden med leen (i dette tilfælde Jaime Lannister) velkommen med en salve af spidse ordmissiler, og Snow forsøgte at sælge det, der lød som en grindhouse-gyser (zombier fra nord!), til en kronisk humorforladt dragedronning.

Men ordene føltes alt for ofte som værktøjer, der skulle opsummere, hvad der tidligere er hændt. Ikke nødvendigvis for os. For karaktererne. Daenerys anede intet om Snow, og Snow anede ikke alverden om hende, så de fortalte hinanden det, vi allerede ved.

Det er netop akilleshælen, når myriader af plotlinjer skal flettes efter seks fuldfede sæsoner. Benioff og Weiss har omfavnet store dele af persongalleriet i George R.R. Martins murstensromaner, men nu står de på egne ben og skal fuldbyrde et magnum opus med White Walkers, dragebetvingere, overlevende Starks, genfødte frelsere, incestuøse søskende, Gendry, Hot Pie, you name it. Det er en næsten urimelig opgave at skulle skære ind til benet i et så frodigt fantasyunivers, og hovedforfatterne bakser øjensynligt med at samle trådene på sømløs manér.

Det stod klart i det længe ventede sammenstød mellem nordens konge og dragemoderen på Dragonstone. Jo, de gik hinanden på klingen, men det er et spørgsmål om tid, før Dany og Snow finder ud af, at deres moralske kompasser peger i ensartede retninger, og alt, vi kan gøre, er at vente på, at de når den samme konklusion som os.

Gad vide, om de også finder ud af, at de er tante og nevø…

Sagen er, at vi ved betydeligt mere end karaktererne, et narrativt greb, der bestemt kan fungere, men ikke når det bruges med så undseelig dramatisk pondus som i ’The Queen’s Justice’. Og så er spørgsmålet, hvor meget man egentlig ønsker at vide? Når jeg ser ’Game of Thrones’, vil jeg kastes ud på usikker grund, halse efter Westeros’ snedige strategikere og være ræd for deres næste træk. Jeg vil overrumples af karakterernes handlinger, ikke føle mig bedrevidende, når de sludrer.

Intet nyt i King’s Landing

Det kan lyde som en grov kritik, al den stund at ’The Queen’s Justice’ ikke er de to foregående afsnit underlegent, men her på tærsklen til halvvejsmærket må man konstatere, at syvende sæson indtil nu har kørt i samme rille.

I ’The Queen’s Justice’ havde selv Pilou Asbæks vulgære provokationer, spyttet i fjæset på Jaime Lannister, en snert af metaltræthed over sig (om end Coster-Waldau er reaktionsskuddets ukronede konge). Vi ved, at Euron er arrogant og tarvelig, men hvad er han ellers? Placér ham i en ny situation, udfordr hans karaktertræk. Overrask os.

At Cerseis retfærdighed er barsk, kommer heller ikke som et chok, og selvom Ellaria Sand og afkoms straf i fangekælderen på papiret var frygtelig, ligger det ikke lige for at ofre tårer på vegne af seriens til dato mest tyndbenede karakterer.

Lena Headey var sublim, rablende gal, men med antydningen af et helstøbt følelsesliv krakeleret i en svunden tid, Coster-Waldau vidunderligt underkuet og smerteligt klar over det, fortæret af sin brændende søsterkærlighed, mens Emilia Clarke forfinede sin fyrige herskergrimasse og torpederede Jon Snow med en kraftfuld opremsning af eget cv.

Men trods dramatisk stjernestøv fra castet var ’The Queen’s Justice’ tung i røven af baghistorier.

Fast actionbrag i de døende minutter

For det er billederne, der skal drive fortællingen frem. Tænk på åbningssekvensen i sjette sæsons finaleafsnit, hvor billede og lyd fandt sammen i lyrisk symbiose, og krydsklipningen fungerede som nedtælling – og så bum: The Great Sept of Baelor blev sprængt til atomer. Eller tænk på Daenerys ankomst til Dragonstone i slutningen af denne sæsons debutafsnit, hvor den stormfødte dronning undersøgte sit fødested.

’Game of Thrones’ er i stand til at skabe mindeværdige scener med billeder som byggeklodser og derfor ærgrer det, når billederne forsømmer at drive handlingen frem.

Ret skal være ret: Den visuelle historiefortælling vendte kraftfuldt tilbage i afsnittets bombastiske finale, hvor Tyrion først tog røven på Lannisters ved at give Grey Worm og co. kortet til Casterly Rocks hjerte, hvorefter Lannister-hæren snød Tyrion og co. ved at lade Euron lancere et bagholdsangreb mod Unsullied, mens de selv stormede Tyrell-borgen Highgarden. Her udfoldede det taktiske spil sig i grandiose billeder, og både vi og Tyrion blev taget ved næsen.

Omvendt virker det en anelse idéforladt at gemme det behørige actionbrag til de sidste minutter – igen og igen. Man venter på det og får det. Og det skuffer sjældent. Men næste gang må det gerne komme, når man mindst venter det.

Lad dette være bønnen til Benioff og Weiss: Kom hurtigt forbi de opsummerende passager og smid os ud på gyngende grund. Fortæl os noget, vi ikke ved. Og vis det så i stedet for at fortælle det.

Læs også: Hvem er den genfødte Azor Ahai? Vi vurderer topkandidaterne

Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ sæson 3 afsnit 2 – fremmedfrygt i Westeros