Mads Mikkelsen i ny bog om selvros hos Bier: »Virkelig dumt og narcissistisk«

Mads Mikkelsen i ny bog om selvros hos Bier: »Virkelig dumt og narcissistisk«
Mads Mikkelsen under Cannes-festivalen i foråret.
Foto: Chris Jackson / Gettyimages

Danske filmfolk forfølger den amerikanske drøm som aldrig før. Men danskernes indtog i Hollywood er langt fra ny, og i den dugfriske bog ’Drømmen om Hollywood’ skildrer filmjournalisterne Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard intet mindre end 126 danskeres Amerika-eventyr, fra stumfilmæraen til interviews med nutidige stjerner som Ulrich Thomsen, Pilou Asbæk, Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Coster-Waldau og Mads Mikkelsen. Her bringer vi et uddrag fra kapitlet med sidstnævnte, som har medvirket i verdens tre største franchises. Hvilket han kom for skade at prale med til middag hos Susanne Bier.

(Det følgende er et uddrag fra ‘Drømmen om Hollywood’)

For ikke så længe siden var Mads Mikkelsen til middag hos filminstruktøren Susanne Bier, der har instrueret skuespilleren i to film, dogmefilmen ’Elsker dig for evigt’ (2002) og den Oscarnominerede ’Efter brylluppet’ (2006). Selskabet kom til at tale om, at Bier var den eneste danske instruktør, der har vundet en Oscar og en Golden Globe – begge for ’Hævnen’ (2010) – og en Emmy – for tv-serien ’The Night Manager’ (2016).

Og så var det, at Mikkelsen kom til, ganske uelegant, erkender han, at indskyde, at han da vist var den første danske skuespiller nogensinde til at medvirke i tre af de største filmfranchises nogensinde: James Bond i ’Casino Royale’ (2006), Marvel i ’Doctor Strange’ (2016) og Star Wars i ’Rogue One’ (2016).

»Det var virkelig dumt og narcissistisk«, siger han og griner.

»Jeg gav hende slet ikke tid til at nyde det. Men pludselig slog det mig, hvor absurd og surrealistisk det er, at jeg er nået så langt. En lille dansker fra Nørrebro. Jeg vil godt sige undskyld for, at vi ikke brugte ti minutter på at nyde Susannes sejr, inden jeg nævnte det. Det giver ikke nogen mening for mig, når jeg tænker over det, men jeg tager imod det, og jeg er glad for det.

Det er dog ikke noget, man som skuespiller må tænke for meget på, fordi så bliver man bange og kan ikke arbejde. Ja, det er vildt at stå i en kæmpekulisse, det er ’Star Wars’ og ikonisk, og det er stormtrooper-hjelme, der ligger lige der, men når jeg er i gang, skal jeg tage det som det mest naturlige i verden. Det er jo den verden, figurerne lever i«.

New York som 18-årig dansespire

I en alder af 51 år og efter en karriere, der begyndte med de første film i 1996, er Mads Mikkelsen med andre ord nået længere på filmfronten internationalt set end nogen andre danske skuespillere, måske lige med undtagelse af Jean Hersholt for mere end et halvt århundrede siden.

Og det er fortjent. Han er en formidabel og intens skuespiller, og man kan godt se, at han er tidligere gymnast og danser, når han, ofte så elegant, bevæger sig på tværs af det store lærred. Han synes at give sig fuldt ud i sine meget varierede roller, og han mestrer både dramaet, det komiske og det actionprægede, ligesom han frygtløst kaster sig ud i den ene skuespiludfordring efter den anden.

At slå igennem som skuespiller i udlandet er dog ikke noget, som Mads Mikkelsen har drømt om, siden han var dreng på Nørrebro og sammen med sin storebror, skuespilleren Lars Mikkelsen, dyrkede film med Bruce Lee og Charles Bronson.

»Jeg tror mere, at drømmen om selve USA var til stede i mig«, siger han.

Mads Mikkelsen og Kim Bodnia i ‘Pusher’. (Foto: Dick Lyngsie/Nordisk Film)

»Jeg er jo gammel danser, og et af de første steder, jeg rejste hen, var New York som helt ung, 18 år gammel. Det var en helt sindssyg rejse at tage, fordi jeg indtil da kun havde været i Malmø. Alt det, jeg havde set på film og tv-serier, blev rigtigt og virkeligt, og dengang drømte jeg bare om at være danser og træne og måske optræde derovre«.

Da Mads Mikkelsen blev færdig på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1996 og medvirkede i sin første spillefilm, Nicolas Winding Refns ’Pusher’, drømte han i stedet om at lave dansk film om.

»Jang (Refns kælenavn, red.) og jeg var jo fans af Scorsese og Coppola, og vi syntes, at der manglede noget lignende i Danmark. Da vi begyndte, var det 15-20 år siden, at Scorsese havde lavet ’Taxi Driver’, og vi havde ikke lavet noget i Danmark, der mindede om den. Det var det, der drev os. Vi skulle bare i gang herhjemme, og der skulle noget energi til. Og det lykkedes på mange måder – der skete noget nyt. Jeg drømte ikke om at skulle til Hollywood«.

Annonce

Stor ståhej for ingenting

Alt imens Nikolaj Coster-Waldau arbejdede på sin udenlandske karriere i England og USA – og indimellem i beskeden målestok også lavede film og tv i Danmark – voksede Mads Mikkelsens stjerne herhjemme, ikke mindst takket være tv-serien ’Rejseholdet’ (2000-04) og film som ’Bleeder’ (1999), ’Blinkende lygter’ (2000), ’En kort, en lang’ (2001), ’Elsker dig for evigt’, ’De grønne slagtere’ (2003) og selvfølgelig ’Pusher II’ (2004). Det var først, da han begyndte at få henvendelser fra udlandet, at skuespilleren tænkte på det som en mulighed og et supplement til sin danske karriere.

Og det første tilbud, han fik fra udlandet, var også den første film, han lavede på engelsk, nemlig Antoine Fuquas ’King Arthur’ (2004), en rå og beskidt gendigtning af den klassiske myte om ridderne af det runde bord. Mads Mikkelsen spillede en af ridderne, Tristan, og det var en sjov blanding af det helt store udtræk og så noget meget mindre og velkendt at være med på filmen, fortæller han.

»Sådan har det været på de fleste af de store ting, jeg har lavet. Meget hurtigt gør vi skuespillere det selv småt og intimt, og instruktøren gør det samme. Det er den eneste måde, vi kan kommunikere og arbejde sammen på. Vi kan ikke gøre det i det store format. Der er 500 mennesker på settet, og vi kan ikke arbejde, hvis det også bliver så stort i vores hoveder. Men jeg kunne selvfølgelig godt se, at det var noget andet end herhjemme. Jeg skulle sige godmorgen til mange mennesker«.

Og nogle gange var det stor ståhej for ingenting.

Mads Mikkelsen i ‘King Arthur’

»Vi ventede i tre uger i fuld rustning – vi sad bare og ventede, fordi folk var bange for at sige, at ‘I skal altså ikke på før om tre uger, drenge’. Det turde ingen sige, fordi hvis nu vi så alligevel skulle på. Alle går rundt og er paranoide og ineffektive.

Der er meget kreativitet og effektivitet, men der er også meget ineffektivitet, fordi det skal se ud, som om alle laver noget, men de må heller ikke lave nogen fejl, og derfor bliver der ikke taget nogen beslutninger. Det er lidt underligt at overvære. ‘Hvorfor har de bygget en mur, der er halvanden kilometer lang og koster det samme som fire danske spillefilm, når de kun filmer 30 meter af den?’ Det kunne man måske have tænkt over i planlægningsfasen«.

Han griner og siger, at sådan tænker man, når man er dansker, og mener, at man kunne have lavet den samme film for halvdelen af pengene.

»Der var tilknyttet 20 producere, som man godt kunne blive lidt irriteret på. ‘Vi har ingen frihed, og de har 20 meninger, som alle sammen skal høres.’ Men de gav også en masse power til instruktøren, hvis de stolede på, at det gik den rigtige vej. Det er en blanding, som vi ikke er vant til herhjemme. Vi er vant til, at der er en instruktør, der er motoren og drivkraften hele vejen sammen med skuespillerne.

Omvendt må man sige, at hvis man får 300 mio. dollars til at lave en film, så skal de penge selvfølgelig også hjem igen. Og så nytter det ikke noget, at producenterne er bange for, at det løber fra dem«.

Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaards bog ’Drømmen om Hollywood – danske filmfolk gennem tiderne’ udkommer tirsdag den 19. september og koster 350 kroner. Samme dag kan den købes til rabatpris ved reception i Cinemateket i København fra kl. 17.30, hvor alle er velkomne.

Læs også: ‘Pusher’ 20 år – Da dansk film blev fucket, fortalt af Mads Mikkelsen, Nicolas Winding Refn, Zlatko Buric m.fl.