‘First They Killed My Father’: Angelina Jolies Netflix-film er som et velproduceret diasshow

‘First They Killed My Father’: Angelina Jolies Netflix-film er som et velproduceret diasshow
3 6
Spillefilm
Instruktion

Angelina Jolie

Medvirkende

Sreymoch Sareum, Kompheak Phoeung, Socheata Sveng, Dara Heng

Spilletid

136 min.

Biografpremiere

Kan ses på Netflix

Glem Lara Croft og Brangelina. Angelina Jolie har med ’First They Killed My Father’ fuldbyrdet kvantespringet fra Hollywood-tabloidoffer til FN-udsending og filmskaber med globalt udsyn.

Hendes fjerde spillefilm som instruktør er baseret på virkelige hændelser og tager os med til De Røde Khmerers Cambodja – et kommunistisk rædselsregime, som i årene 1975-79 var ansvarlig for op imod to millioner døde mænd, kvinder og børn. En fjerdedel af befolkningen mistede livet ved henrettelse, tvangsarbejde og udsultning.

Vi møder en fotogen, urban familie, lige inden de røde guerillasoldater rykker ind i deres by, og tvangskollektiviseringen begynder. Luong Ung er fem år gammel ved filmens begyndelse. Hun skrev som voksen bogen ’First They Killed My Father’ om sine oplevelser og har ligeledes drejet manuskriptet til filmen sammen med Jolie. Vi skifter mellem et subjektivt perspektiv, barnets, og så et helikopterperspektiv, idet familien bliver fragtet ud af byen og indrulleret i tvangsarbejdet, mens propagandaen, omskolingen og hjernevasken (smagsprøve: »Det er bedre at tage fejl og dræbe en uskyldig end at lade en fjende leve«) kommer i en båndsløjfe fra megafonerne og de talrige indpiskere i røde tørklæder.

Jolie demonstrerer fascismens arbejdsmetode, hvor individet bliver reduceret til en møtrik i maskineriet i de Stalin-inspirerede, nærmest Taliban-agtige arbejdslejre. De samme paroler gentages og gentages.

Med filmens titel in mente venter vi på, at tyrannerne opdager farens tidligere arbejde som kaptajn i landets tidligere styre. Han ender sine dage i en massegrav. Brutaliteten og volden bliver blot endnu værre i filmens anden halvdel, hvor familien splittes op, og også vores uskyldsrene unge protagonist bliver oplært som barnesoldat. Jolie registrerer tingenes gang uden at sensationalisere eller drive rovdrift på vores følelser. I smukke drømmelignende billeder, med nænsom lyssætning af den København-bosatte fotograf Anthony Dod Mantle, får vi billeder af naturens ynde og livet, som det var, før de røde khmerer gjorde deres indtog.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
Royal Beer

Men ’First They Killed My Father’ bliver aldrig mere end en Netflix-transmitteret historietime med pligtskyldig indledningsmontage om Vietnam-krigen og Nixon. Jolie lader hele tiden kameraet løbe hen over Loungs blik som vidne til uhyrlighederne. Det giver en mærkelig distance. Selvom hun er plantet i denne Cambodjas mørkeste stund, virker hun langt hen ad vejen mere som et vidne, en tilskuer, end et menneske, der rigtigt bliver opslugt og inddraget.

Vi lærer ikke familien at kende som andet end et smukt glansbillede, inden historien begynder at rulle. Identifikationen udebliver. På denne måde bliver filmen ikke uafrystelig som eksempelvis Elem Klimovs surrealistiske ’Come and See’ om gruen ved Anden Verdenskrigs østfront med en ung dreng som hovedperson. Vi får heller ikke den ubærlige indlevelse, som Joan Chen bibringer i ’Xiu Xiu: The Sent Down Girl’, hvor en teenagepige går til grunde under Maos kulturrevolution.

I stedet går det slag i slag, fra plotkurve til plotkurve, uden vi rigtig lærer Luong og hendes søskende at kende. De kommer i stedet til at virke som statister i deres egen film. Forløsningen i den ’Schindlers Liste’-agtige kadence er således begrænset.

Det tjener Netflix og Angelina Jolie til ære at formidle denne grusomme historie, udelukkende med cambodjanske skuespillere og statister, mange af dem selv overlevere eller efterkommere af ofre til rædslerne 40 år tilbage. Ud af den streng kan man håbe, at ’First They Killed My Father’ kan tjene til at hele et bombekrater i folkesjælen.

Men som film og kunstværk betragtet er oplevelsen mest som at sidde gennem et velproduceret diasshow. Et ledsageværk til en erindringsbog, der ikke er nærgående nok til, at man rigtigt får krigens rædsel ind og prikke på huden.


Kort sagt:
Instruktør Angelina Jolie følger med sikker hånd en families svære vej gennem et af det 20. århundredes mest morderiske regimer. Men på trods af flot produktion og trofasthed mod forlægget opnår filmatiseringen af Luong Ungs erindringer aldrig det nærvær, som skal til for at gøre historien til mere end en voldsom historietime.

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1