’Pacific Rim Uprising’: Opfølgeren til Guillermo del Toros genrefilm er pinagtig og plat

’Pacific Rim Uprising’: Opfølgeren til Guillermo del Toros genrefilm er pinagtig og plat
Jäger-mechaerne i 'Pacific Rim Uprising'
2 6
Spillefilm
Instruktion

Steven S. DeKnight

Medvirkende

John Boyega, Scott Eastwood, Charlie Day, Cailee Spaeny, Burn Gorman & Tian Jing

Spilletid

111 min.

Premiere

Den 22. marts

En af verdens bedste såkaldte mecha animeer (japansk tegnefilmsserie om kæmperobotter) er Neon Genesis Evangelion fra 1995, hvor man følger en række teenagere, der synkroniserer deres nervesystem med kæmpemæssige robotter, for at besejre en række invaderende monstre.

Den indeholder en række super intense og meget dramatiske slag, men er samtidig et medrivende karakterstudie af teenagerne og deres forhold, personlige problemer, traumatiske fortid og fremtidige udvikling – og et stykke genrefiktion, der hæver sig op over genrekonventionerne og på det nærmeste dekonstruerer dem. Altså kort sagt et højdepunkt for fiktion om kæmperobotter og monstre. Og derved det absolut modsatte af ’Pacific Rim Uprising’.

Filmen er efterfølgeren til ’Pacific Rim’ fra 2013, en af Guillermo del Toros middelmådige genrefilm, der dog havde en vis charme. Det er ’Transformers’ fusioneret med ’Godzilla’, tilsat lidt tentaklet havuhyre a la Lovecraft og med ikke så få elementer fra førnævnte Neon Genesis Evangelion og mecha animé-genren generelt. Her hedder kæmpemonstrene Kaijuer, og robotterne er Jägers, som det kræver to piloter i perfekt tankesynkronisering at styre.

I den første film reddede Jäger-piloten Stacker Pentecost verden ved at ofre sig selv for at lukke den interdimensionelle åbning i Stillehavet, hvor Kaijuerne kom fra. I ’Uprising’ følger vi Stackers søn Jake (altid oplagte John Boyega), der modvilligt presses ind i forsvaret igen for at optræne nye unge Jägerpiloter. En sådan er den anden hovedrolle, teenagepigen Amara Namani (Cailee Spaeny), der er lidt af et mekanisk geni, der har bygget sin egen Jäger.

Historien rasler afsted og kræver mere end sædvanlig suspension of disbelief for at give nogen som helst form for mening. Plot og karakterer er generiske, en del af replikkerne er tåkrummende eller latterfremkaldende, og filmens tiltag til humor er pinagtige og platte.

Hovedfokus er alle de dygtige asiatiske animationsfolk, der har lavet robotter og klamme monstre på deres computere, så vi kan nyde at se for eksempel Tokyos højhuse jævnes med jorden i en regn af glassplintrer på Imax-skærme med 3d-brillerne på. Kampsekvenserne vil muligvis være nok for den første films fans, og hvis de seks ’Transformers’-film har vist os noget, er det da, at plot, karakterer og dialog kan være nok så ringe, så længe der er kæmpeting, der smadrer andre kæmpeting.

Filmen haster afsted mod tredje akt, det store slag, som varer næsten halvdelen af filmens spilletid, og det gør den godt i. For der er da (stadig) et vist rush i at se en storby blive smadret, og glimtvis er actionsekvenserne underholdende, inden det hele bliver uoverskueligt og uvedkommende.

Personligt vil jeg til enhver en tid foretrække at bunde en flaske lunken Jägermeister eller bare sætte mig ned og se Neon Genesis Evangelion igen.

Læs også: Her er filmene, du skal se i biografen i marts – med nyt fra Haneke, Spielberg og Bornedal

Sponsoreret indhold
»Afdød legende er formidabel i sin sidste store rolle«
Oplev Baard Owe brillere som den døende konge i Kasper Kalles intense kammerspil: ‘Christian IV – den sidste rejse’. Find billetter og spilletider her.
Reel Pictures