Steven Spielberg: Streaming-film fortjener ikke Oscar-nomineringer

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gennem de senere år har Netflix ihærdigt forsøgt at komme ind i Oscar-varmen hos et til tider modvilligt akademi, som dog langsomt er begyndt at åbne op for streamingtjenestens film. Til dette års Oscar-prisuddeling vandt Netflix-dokumentaren ‘Icarus en Oscar, ligesom ‘Mudbound’ fik fire nomineringer.

Én af Hollywoods mest Oscar-vante skikkelser er dog ikke hoppet med på vognen. Steven Spielberg, hvis film ‘The Post’ også var nomineret til to priser, fortalte i et interview med ITV News, i anledning af ‘Ready Player One’-premieren, om sine forbehold.

»Når du binder dig til et tv-format, så er du en tv-film. Et godt tv-program fortjener en Emmy, men ikke en Oscar«, udtalte han.

»Jeg mener ikke, at film, som gives symbolske visninger i et par biografer i mindre end en uge, burde kvalificere sig til Oscar-nomineringer«

Instruktøren mente dog også, at de nye aktører på markedet fremover vil give filmskabere mere finansiel tryghed:

»Færre og færre filmskabere vil skulle kæmpe med at skaffe penge eller slås på Sundance for at få biografpremiere. Flere kommer til at lade streamingtjenesterne finansiere deres film, måske med løftet om en lille uges biografvisninger for at kunne kvalificere sig til prisnomineringer«, sagde instruktøren, der dog også bekymrer sig om halvtomme biografsale:

»Tv har gennem historien aldrig været bedre, end det er i dag. Der er bedre manuskriptskrivning, bedre instruktion, bedre skuespil, bedre fortællinger. Tv stortrives med kvalitet og kunst, men det er en reel trussel for biografgængere«.

‘Ready Player One’ får premiere i Danmark 29. marts, mens ‘The Post’ følger lige i hælene 5. april.

Læs også: Steven Spielbergs næste film bliver ‘Indiana Jones 5’ – efterfulgt af ‘West Side Story’-remake

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af