Hvordan startede kontroversen?
Sidste år var Netflix for første gang repræsenteret i den prestigiøse hovedkonkurrence på den sydfranske festival med Bong Joon-hos ’Okja’ og Noah Baumbachs ’The Meyerowitz Stories’. Det gik ikke ubemærket hen. Nogle buede af Netflix, før filmene startede, og den franske filmindustri reagerede særdeles negativt på, at film, som fik premiere direkte på nettet og dermed ikke fik et liv i de franske biografer først, blev indlemmet i det fine selskab.
Hurtigt efter festivalen bekendtgjorde ledelsen, at fremover skal film have en fransk biografpremiere, hvis de skal komme i betragtning til konkurrenceudtagelse.
Hvad skete der så?
For 14 dages tid siden bekræftede festivalchef Thierry Fremaux, at Netflix-film ikke er velkomne i hovedkonkurrencen. »Sidste år, da vi udvalgte disse to film, troede jeg, at jeg kunne overtale Netflix til at distribuere dem i biograferne. Jeg var overmodig, de afslog«, sagde Fremaux til The Hollywood Reporter. »Netflix-folkene elskede den røde løber og vil gerne være til stede med andre film. Men de forstår, at stædigheden i deres forretningsmodel nu er den modsatte af vores«, sagde han og åbnede dermed også op for, at Netflix’ film stadig kan vises uden for konkurrence, hvilket dog langt fra er lige så eftertragtelsesværdigt.
Tell me more, tell me more, did they put up a fight?
I weekenden rapporterede The Hollywood Reporter så, at Netflix har truet Cannes med ikke at lade nogen af deres film spille på festivalen. Allerede sidste år udtalte Netflix’ indholdschef Ted Sarandos til Variety, at festivalens nye regler ville gøre det mindre attraktivt for tjenestens film at deltage, »fordi det ville påvirke Netflix’ festivalstrategi over hele verden«. Han påpegede, at filmene burde bedømmes på deres kunstneriske meritter og ud fra ikke deres kommercielle potentiale (læs: deres muligheder i biografen), og bemærkede, at Netflix-film bliver udtaget til andre store festivaler som Venedig og Toronto.
»Jeg vil ikke have, at vores film og filmskabere skal eksluderes, hvis de vælger at gå med den her distribution frem for en anden«, udtalte han, samtidig med at han understregede med reference til Cannes-festivalen, at han ikke ville tilbageholde filmene på grund af et »meget lille publikum«.
Men hvorfor tillader Netflix ikke bare, at filmene får en biografpremiere?
Mens Amazon lader deres film spille i biografen, før de sender dem ud på deres tjeneste, er det en del af Netflix’ grundessens, at deres film som minimum udkommer simultant med en biografpremiere. I realiteten er det som regel ensbetydende med en smal, symbolsk biopremiere, men sidste år tillod Netflix eksempelvis, at ’Okja’ fik en normal biografrelease i hjemlandet Sydkorea. De franske regler tilsiger imidlertid, at film først kan få premiere på abonnementstjenester 36 måneder efter deres biografpremiere. Det er tre år længere, end Netflix har interesse i at vente. Og derfor har de sagt nej til at bøje reglerne for Cannes-festivalens skyld.
Og hvorfor lader Cannes-festivalen sig diktere af de franske biografregler?
Cannes-festivalen eksisterer i et tæt samspil (også økonomisk) med den franske filmbranche – på godt og ondt. Eksempelvis var det efter sigende under pres fra en fransk tv-station, der lagde mange penge i festivalen, at ledelsen i en stærkt kompromitterende beslutning udelukkede Lars von Trier i kølvandet på de misforståede nazi-udtalelser i 2011. Det gjorde således også stort indtryk på festivalen, da den franske filmindustri tog så kraftigt afstand fra Netflix’ deltagelse. Samtidig er Cannes-festivalen en konservativ institution, der ganske vist hylder progressiv filmkunst, men også dyrker en traditionel opfattelse af skellet mellem film og tv, kunst og underholdning, og som i udgangspunktet mener, at filmkunst skal ses på det store lærred. Det gør utvivlsomt ondt på Cannes at se andre festivaler løbe med store instruktørers nye film, men det er om muligt endnu vigtigere for dem at holde den overordnede idealistiske fane højt.
Hvilken betydning får det så for årets festival?
Fem Netflix-film har efter sigende været i spil til at spille på årets festival uden for konkurrence. Den mest profilerede titel er ’Gravity’-instruktør Alfonso Cuaróns ’Roma’, men også Paul Greengrass Utøya-film ’Norway’, ’Green Room’-instruktør Jeremy Saulniers ’Hold the Dark’ og et nu færdiggjort projekt af den afdøde mester Orson Welles, ’The Other Side of the Wind’, er iblandt de fem.
’Roma’ var ifølge Vanity Fair sikret en plads på festivalen, men er nu højst usikker. Om Netflix’ gør alvor af truslerne, vides dog først, når hele festivalprogrammet annonceres på torsdag.
Hvem er den største taber – Netflix eller Cannes?
Netflix har en massiv pengetank, der gør, at de er i stand til at tiltrække store projekter som Martin Scorseses ventede ’The Irishman’. Det kan sende flere og flere kompromisløse auteurs af netop den slags, Cannes-festivalen gerne vil associeres med, i Netflix’ retning, og Cannes er derfor umiddelbart den største taber. Det er ikke optimalt for verdens vigtigste festival at gå glip af de mest attraktive film. For Netflix er fraværet på Cannes et mildt prestigetab, der i værste fald kan betyde, at instruktører vil være mindre tilbøjelige til at samarbejde med dem i fremtiden. Men der er mange andre steder at udkomme med sin film end Cannes, og Netflix’ dollarsæk er vigtigere end et spot på Croisetten for de fleste instruktører og producenter, så alt i alt har skærmydslen kun en ganske lille negativ konsekvens for streaminggiganten.
Og hvad med mig – alt det her betyder vel ikke en fløjtende fis?
Det korte svar: Nej. Hvis du tilhører de 99,999999 procent af filmelskere, der ikke er til stede på Cannes-festivalen, kan du i ro og mag se Netflix’ film på Netflix og Cannes-filmene i biografen et halvt til et helt år efter deres verdenspremiere – som det altid har været.
Men nu kommer du sikkert og siger, at der er et større billede?
Der er et større billede. Opgøret mellem Netflix og Cannes-festivalen er stærkt symbolsk. Det er en titanernes kamp mellem den moderne mastodont, der repræsenterer og definerer de nye medievaner, og den traditionsrige højborg for den mest udfordrende og ambitiøse filmkunst. Mellem tjenesten, som helt ublu satser på både lort og lagkage, og festivalen, der godt nok er til falds for glamour, men udadtil ingen anden dagsorden har end at bakke op om verdens mest egensindige filmskabere.
Mere jordbundent er det også en direkte duel mellem verdens største streamingtjeneste, biograferne og andre interessenter om filmens økosystem, om hvad der adskiller film fra tv, og om man kan tage film seriøst, hvis de udelukkende spiller på tv. Det er en duel, som muligvis kan få indirekte indvirkning på, hvilken type film vi kommer til at se i biograferne i fremtiden, hvilke film der kommer i spil til andre væsentlige priser som Oscar, og hvilken type film en tjeneste som Netflix vælger at kaste millioner efter de kommende år. Men foreløbigt er det blot spekulation: Lige nu er konsekvenserne for den almene filmforbruger til at overse.
Hvem synes du har fat i den lange ende?
Ted Sarandos har en pointe, når han siger, at der er noget påfaldende i, at en festival, som bryster sig af udelukkende at være på filmkunstens side, lader sig diktere af rammeforhold og ikke blot det enkelte værks kvalitet. Man må også sige, at de protektionistiske franske filmregler om tre års mellemrum mellem biograf og abonnementsstreaming er voldsomt i en digital tidsalder.
Samtidig må man tage hatten af for, at Fremaux værner om film som film og ikke film som det kunne lige så godt være tv. Filmmediet er presset af tv-serien, og det er vigtigt, at vi har institutioner som Cannes, der betoner de cineastiske, stilistiske og fortællemæssigt radikale oplevelser, som der trods alt stadig er langt mellem i serieformat. Netflix’ direct to streaming-model har desuden gjort dem upopulære i filmbranchen, og det er ikke helt uden grund, for mange af deres film havde haft godt af et liv i biografen, både i forhold til kulturel gennemslagskraft og den simple glæde ved at se stor billedmagi på det store lærred.
Det ville være fint, hvis Netflix og Cannes kunne lande på et kompromis, så festivalen sikrede sig de bedste film, og Netflix fik en plads i det fine selskab, der opmuntrer dem til fortsat at satse på den højeste kvalitet ved siden af de algoritmedikterede Adam Sandler-sellouts. Kan vi ikke bare alle sammen være venner?
(Opdateret 11. april 9.00)
Læs også: Engang var Netflix Irma – nu er de Netto