»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Seks ikoniske mesterværker, der blev slagtet af anmelderne

Seks ikoniske mesterværker, der blev slagtet af anmelderne
Jack Nicholson i Stanley Kubricks 'The Shining'.
Historien har igen og igen bevist, at opfattelsen af filmværker, som med alle andre kunstformer, kan ændre sig over tid. Anmelderne har således flere gange måtte indse, at det ikke altid er lige nemt at spotte et filmisk mesterstykke, når det udkommer. Vi har samlet en række filmklassikere, der hyldes i dag, men som blev rakket ned i samtiden.

Lars von Trier – dårligere end kiosklitteratur

Dansk films provokatør har det med at blive misforstået. Det fik som bekendt store konsekvenser i 2011, da han blev erklæret persona non grata på Cannes-festivalen efter nogle uheldige udtalelser om Hitler og nazisme – en bandlysning der dog blev ophævet til dette års festival, hvor Lars von Triers nye ’The House that Jack Built’ får verdenspremiere.

Tilbage i 1984 var Trier for første gang repræsenteret i Cannes, da hans debutfilm ’Forbrydelsens element’ blev vist i hovedkonkurrencen. Filmen følger politidetektiven Fisher, der efter en årrække i Cairo, tager tilbage til et hærget, nærmest postapokalyptisk Europa for at opklare en række mystiske mord.

Trier blev på festivalen hædret med juryens tekniske pris, men præst og filmanmelder Johannes H. Christensen kunne ikke ligefrem se det store lys i den unge filmmager:

»Selvfølgelig kunne man anke specielt over både det ene og det andet: en fed flirt med noget, der til forveksling minder om fascisme – i menneskeskildring og menneskesyn, lidt sex-vold, lidt laber dødsdyrkelse. Men det er der ingen grund til«, skrev han i Kristeligt Dagblad efter pressevisningen i Cannes.

»Derimod kan man anke over, at så manieret og primitiv en film – æstetisk, kvalitativt og moralsk et godt stykke under den gennemsnitlige kiosklitteratur – overhovedet kan produceres og markedsføres. Især når man betænker, hvor kostbart et medium filmen er, og hvor mange filminstruktører, dygtigere og lødigere end Lars von Trier, der går arbejdsløse. Er det tre og en halv million, Det Danske Filminstitut her bogstaveligt poster ned i kloakkerne«.

I dag er de fleste nok jævnt tilfredse med, at filminstituttet støttede Triers debutfilm. ’Forbrydelsens element’ er ikke en let film at se, for instruktøren holder ikke publikum i hånden i sin langsomme noir-krimi. Alligevel må man sige, at filmen er et æstetisk og stemningsmæssigt kunststykke, der varslede, at vi havde at gøre med et helt særligt filmtalent.

Kan streames på Blockbuster.

Hitchcocks klassiker

På listen over Alfred Hitchcock lange, imponerende filmografi står ’Vertigo’ fra 1958 stadig som et af de absolutte højdepunkter. Thrilleren følger den pensionerede politidetektiv Scottie Ferguson (James Stewart), der lider af højdeskræk og svimmelhed. Han hyres til at skygge manden Gavin Elsters hustru (Kim Novak), som opfører sig mærkeligt.

Filmen er blandt andet blev hyldet for at have opfundet ’Vertigo-effekten’, hvor man zoomer ind eller ud med kameralinsen, mens kameraet bevæger sig væk fra eller mod objektet på en dolly. Sidenhen er metoden blevet brugt i film som ’Goodfellas’ og ’Jaws’.

I samtiden var anmeldermodtagelsen dog ikke specielt overvældende. Los Angeles Times skrev eksempelvis, at filmen var æstetisk flot, men gik i stå i det lange plots »labyrint af detaljer«. Variety mente ligeledes, at filmen var for langtrukken i forhold til, at den »i bund og grund blot er et psykologisk mordmysterium«.

’Citizen Kane’-instruktør Orson Welles var heller ikke ligefrem fan af ’Vertigo’. I interviewbogen ’My Lunches with Orson’ fortalte han instruktørkollega og forfatter Henry Jaglom, at han mente, filmen var »værre« end ’Rear Window’, som han tydeligvis heller ikke var begejstret for.

»Jeg tror, han var senil, lang tid før han døde«, udtalte kritiske Welles om Hitchcock.

Senere har ’Vertigo’ imidlertid fået status som en utvetydig klassiker. Da filmen i 1983 fik amerikansk repremiere, blev den rost til skyerne af anmelderne, og siden 1982 har den været at finde på britiske Sight & Sounds liste over de bedste film nogensinde. Her beder tidsskriftet hvert tiende år profilerede filmskabere og kritikere fra hele verden om at sammensætte en top 10 over deres yndlingsfilm.

I 2012 kunne ’Vertigo’ tage hævn ved at indtage listens førsteplads og dermed smide Orson Welles’ ’Citizen Kane’ af pinden.

Kan streames på Blockbuster og SF Anytime.

Annonce

Ridley Scotts langsomme sci-fi-krimi

I dag står Ridley Scotts ’Blade Runner’ som én af de mest essentielle sci-fi-film til dato. Filmen, som The Guardian i 2004 kårede til den bedste science fiction-film nogensinde, følger Rick Deckard (Harrison Ford), der har til opgave at jagte og aflive rebelske replikanter – menneskelignende robotter, der behandles som slaver. Fortællingen stiller essentielle spørgsmål om, hvad der gør os til mennesker, idet Deckard spejler sig i robotterne og ikke finder den store forskel på dem og ham.

Da ’Blade Runner’ fik premiere i 1982, blev den imidlertid mødt af meget blandede reaktioner fra anmelderne, ligesom den skuffede ved billetlugerne. Flere kritiserede sci-fi-krimien for at være langsom, hvilket fik Los Angeles Times til at kalde den ’Blade Crawler’.

Andre var mere positive. Roger Ebert roste for eksempel Scott for sin visuelle tæft: »De visuelle miljøer, han skaber til denne film, er pragtfulde at beskue, og der er også en følelse af detaljerigdom«. The Hollywood Reporter kaldte filmen »et stykke mærkelig filmmagi, der kommer til at blive én af de mest diskuterede storfilm fra 1982«. Det skulle de få ret i.

For filmen fik med tiden samlet sig et stort kultfølge, hvilket gav Ridley Scott muligheden for at genudgive den i et omklippet version, uspoleret af pengehungrende producere.

1982-versionen havde nemlig, på producernes opfordring, en lykkelig slutning og en overforklarende voice-over, som Scott ikke havde ønsket. Men i 1992 blev en director’s cut udgivet, og den indeholdt en yderst vigtig drømmescene, der såede tvivl om, hvorvidt Deckard overhovedet var et menneske.

Kan streames på Blockbuster, SF Anytime, Viaplay og Plejmo.

John Carpenters studiesatsning

Efter flere succesfulde indiehits som ’Halloween’ og ’Assault on Precint 13’ på cv’et, prøvede John Carpenter i 1982 i samarbejde med Universal kræfter med sin første større Hollywood-produktion. Hans tidligere film havde aldrig været anmelder-darlings, men den dyre ’The Thing’ formåede både at skuffe ved billetlugerne og hos filmkritikerne.

Carpenters ambitiøse sci-fi-gyser omhandler en gruppe amerikanske forskere på Antarktis, som kommer i klørene på et rumvæsen, der kan skifte form til de organismer, den slår ihjel. Det fører naturligvis til stor paranoia i gruppen, der ikke længere tør stole på hinanden.

Ved premieren kritiserede blandt andre The New York Times ’The Thing’ i hårde vendinger. De kaldte den »for uærlig til at være ulækker« og »en åndssvag, deprimerende, overproduceret film, som blander horror og science fiction for at lave noget, der ikke er lige så sjovt som nogen af delene«.

Nu anses filmen dog som en regulær horrorklassiker og én af Carpenters bedste. I 2008 placerede Empire den på deres liste over de 500 bedste film nogensinde, hvor de beskrev den som »et uforligneligt mesterværk af ubønhørlig spænding, nethinde-ødelæggende visuelt overskud og decideret nihilistisk rædsel«.

Kan streames på Blockbuster og Netflix.

Verdens dyreste stumfilm

Går vi helt tilbage til stumfilmsæraen, kan man også finde en sci-fi-klassiker, der ikke var lige så velanset i samtiden, som den er nu.

Tyske Fritz Langs ’Metropolis’ fra 1927 foregår i en dystopisk fremtid, hvor samfundet er klasseopdelt, og de nærmest robotagtige arbejdere slides ned på fabrikkerne. Men da bylederens søn forelsker sig i en kvinde fra arbejderklassen, skaber det håb for, at han kan bygge bro mellem samfundslagene.

Da ’Metropolis’ udkom var reaktionerne ikke just ekstatiske. Alle kunne blive enige om verdens dyreste stumfilms visuelle pragt, men flere var utilfredse med den lange spilletid. Mordaunt Hall fra The New York Times kaldte den således »et teknisk vidunder med fødder af ler«.

Sci-fi-forfatteren H.G. Wells kritiserede senere filmen i samme avis. Han kaldte den »den dummeste film« og beskyldte den for »tåbelighed, kliché, banalitet og forvirring om mekanisk udvikling samt udvikling generelt«. Wells fandt det blandt andet »højst usandsynligt«, at fremtidens byer ville udbygge i højden.

Fritz Lang tog sidenhen selv afstand til filmen, som han syntes var for eventyragtig i sit løsningsforslag på en social konflikt.

»Jeg var ikke så politisk bevidst i de dage, som jeg er nu«, sagde han til instruktørkollega Peter Bogdanovic i bogen ’Who The Devil Made It: Conversations with Legendary Film Directors’. »Man kan ikke lave en socialbevidst film, hvori du siger, at bindeleddet mellem hånden og hjernen er hjertet«.

Senere har filmen ikke mødt andet end hyldest. Roger Ebert har kaldet den »én af stumfilmsæraens største bedrifer, et værk så dristigt i sin vision og så vredt i sit budskab, at det, hvis muligt, er mere kraftfuldt i dag, end da det blev lavet«. Dette blev understreget, da den, som den allerførste film, kom på UNESCOs ’Memory of the World’-liste i 2001.

Kan ses gratis på YouTube.

Kubricks fejlcasting

Stanley Kubrick står som én af de mest hyldede instruktører fra det 20. århundrede, men i samtiden var modtagelsen af hans film ikke altid entydigt positive. Da instruktørens filmatisering af Stephen King-romanen ’The Shining’ kom ud i 1980 blev den også mødt af noget blandede reaktioner fra anmelderne.

Gene Siskel fra Chicago Tribune kaldte for eksempel filmen »mere kedelig – og enkelte steder decideret pinlig – end noget andet«, mens dommen fra Variety lød: »Kubrick har sluttet sig sammen med den anspændte Jack Nicholson for at ødelægge alt det, der var så rædselsvækkende ved Stephen Kings bestseller«.

Stephen King har sidenhen også flere gange nævnt sin utilfredshed med filmen, der afviger en del fra bogforlægget. Det har især handlet om Kubricks casting af Jack Nicholson som familiefaren Jack Torrance, der mister besindelsen under opholdet på Overlook Hotel.

King mente, ligesom andre kritikere, at det fra start føltes som om, at Nicholsons udgave af karakteren havde en skrue løs.

»Jack Torrance har ingen karakterbue i den film«, udtalte forfatteren til Deadline. »I filmen er der ingen tragedie, fordi der ikke er nogen reel forandring«.

Det har aldrig været unormalt for gyserfilm at blive forbigået ved Oscar-showet, og det var også tilfældet for Kubricks film i 1981. Mere overraskende blev den i stedet nomineret til to Razzie Awards – Shelley Duvall for værste skuespillerinde og Kubrick for værste instruktør. Den vandt dog ingen af priserne.

Med tiden er ’The Shining’ blevet kendt som én af historiens mest ikoniske horrorfilm, også på grund af Nicholsons splittergale skuespil. Martin Scorsese placerede den i 2009 på sin liste over de 11 uhyggeligste film nogensinde, mens Roger Ebert, som tidligere havde været skeptisk, i 2006 hyldede den i sin ’Great Movies’-artikelserie:

»Stanley Kubricks kolde og uhyggelige ’The Shining’ udfordrer os til at vælge: Hvilken observatør er den pålidelige? Hvis opfattelse af begivenhederne kan vi stole på?«, skrev han. »Det er denne flygtige ubegrænsethed, som gør Kubricks film så besynderligt foruroligende«.

Kan streames på Blockbuster, Netflix, SF Anytime og Viaplay.

Læs også: Stream 12 filmperler, der aldrig kom i de danske biografer