Danske filmtalenter fra ‘Team Hurricane’ og ‘Vinterbrødre’ gør vasketøj sexet i poetisk kortfilm – se ’Havfrue’ her

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sidste år fik Annika Bergs energiske ’Team Hurricane’ premiere, og den forfriskende farveeksplosion var filmet af fotograftalentet Louise McLaughlin. Nu fortsætter McLaughlin med sine æstetiske eksperimenter i den tre minutter lange ’Havfrue’, som hun både har fotograferet og instrueret.

Med sig har hun et hold af kreative talenter. Filmen er instrueret i samarbejde med teaterscenograf Julian Toldam Juhlin, der sidste år lavede den danmarksturnerende performance ’Virgin Tour’.

Projektets andre samarbejdspartnere tæller desuden tonemester Hans Christian Arnt Torp (’En kongelig affære’, ’Vinterbrødre’), klipper Mark Bukdahl (’Atelier’) og musiker Kristian Paulsen, der tidligere var med i bandet Ice Cream Cathedral.

Den flotte kortfilm sender os i løbet af sine tre minutter ud på en betagende rejse. Vi starter med billedet af en vaskemaskine fyldt med pink vasketøj, men snart efter maskinen tændes, suges vi ind i et poetisk undervandsunivers af stærke farver og drømmende musik. Desuden dukker den titulære havfrue, spillet af modellen Sally Valeur, i glimt op blandt klæderne.

Se ’Havfrue’ ovenfor.

Læs også: Den hyldede danske kortfilm ’Forever Now’ viser kærestebruddet smukt, sårbart og på MDMA

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af