Jakob Cedergren vs. Jacob Lohmann: To af dansk films bedste skuespillere i direkte telefonclinch

Jakob Cedergren vs. Jacob Lohmann: To af dansk films bedste skuespillere i direkte telefonclinch
Jacob Lohmann og Jakob Cedergren.
Foto: Lis Kasper Bang/Søren Rønholt
I det nervepirrende mindfuck af en thriller, ’Den skyldige’, er Jakob Cedergren eneste mand i billedet som politibetjenten, der modtager et skæbnesvangert alarmopkald. Cedergren spiller røven ud af bukserne med telefonen som eneste remedie, og op til premieren har vi bedt ham tage en tørn mere ved mobilen. I den anden ende sidder kollega Jacob Lohmann, hvis stemme spiller hans chef i filmen. Det blev til en snak om at se sig selv på lærredet, om at blive provokeret af insisterende instruktører og om rock’n’roll på ’Underverden’. Det starter dog på et nærmest Lynch-agtigt metaplan.

Asger er den eneste mand i billedet i ’Den skyldige’. Han er en erfaren gadebetjent, der er blevet straffet til en tjans på en alarmcentral, hvor han besvarer opkald med rutinetræt ugidelighed.

Men pludselig, kort tid før endt arbejdsdag, ringer en desperat kvinde. Hun lader, som om hun taler med sit barn. »Ved personen du er sammen med, at du har ringet 112?« »Nej«. »Er du blevet bortført?«. Med skælvende stemme: »Ja«.

Med telefonen som eneste værktøj kæmper Asger gennem en lille halvanden time for at finde og redde hende. Manden i centrum spilles af Jakob Cedergren, en af dansk films mest overbevisende leading men siden miniserien ’Edderkoppen’ fra 2000, der siden er blevet suppleret af højdepunkter som ’Voksne mennesker’, ’Frygtelig lykkelig’, ’Submarino’ og ’Sorg og glæde’.

Jakob Cedergren i ‘Den skyldige’.

I debutinstruktøren Gustav Möllers intense mindfuck af en thriller er stort set alle Cedergrens medspillere gemt bag et telefonrør. Vi ser dem aldrig. Men vi ser det for os – faktisk så levende, at filmen allerede har fået stor ros og en distributionsaftale i USA efter at have haft verdenspremiere på den anerkendte Sundance-festival i januar.

I den anden ende af røret figurerer blandt andre Jacob Lohmann som Asgers chef. Lohmann har markeret sig som en af de mest karismatiske birolleskuespillere på den danske filmhjemmebane, som de seneste år har været umulig at komme udenom, uanset om man er til tv-serier (’Norskov’, ’The Rain’, ’Gidseltagningen’, ’Forbrydelsen’, ’Blekingegade’) eller film (’3 ting’, ’Underverden’, ’Flaskepost fra P’, ’Kapgang’, ’Klumpfisken’).

Op til premieren på ’Den skyldige’ bad vi de to kolleger gentage telefonscenariet, nu blot i rollerne som dem selv. Ordet var frit – og her er den samtale, der kom tilbage.

»Der er nogle ting, du ikke har set, Jacob!«

Lohmann: Halløj. Ceder!

Cedergren: Hey Lohmann.

Lohmann: Vil du høre noget skide sjovt til at starte med? Jeg har dig stående under mit eget navn i min telefon. Jeg taster dit nummer ind, og så står der ’Jacob Lohmann’. Det siger noget om, i hvilken brandert jeg har fået dit nummer.

Cedergren: Haha, det er godt! På en eller anden måde taler du med dig selv nu. Jeg er den anden Jacob Lohmann. Vi starter der.

Lohmann: Har du det godt, min ven?

Cedergren: Jeg skal lige sige, at det her bliver optaget på en diktafon.

Lohmann: Det forstår jeg. Jeg har også læst oplægget.

Cedergren: Jeg har ikke læst så meget af oplægget. Men jeg fik diktafonen i posten. Vi rammer cirka 0 db. Det må være godt.

Lohmann: Så kan alle høre det. Nå, jeg filmede med din instruktør i går, Gustav Möller, ude på ’Bedrag’. Det var meget sjovt, at det lige var ham. Jeg spurgte ham, ’nu skal jeg lave det der med Jakob i morgen, så hvis du har noget at sige…’ ’Han er bare forfærdelig’, siger han så. ’Bare sig, han er frygtelig’. Men det kunne jeg jo godt se, at han ikke mente.

Jakob Cedergren er det altoverskyggende centrum i ‘Den skyldige’. Jacob Lohmann er blandt dem, der er med på telefon i rollen som hans chef.

Cedergren: Han er en god mand.

Lohmann: Jeg snakkede lidt med ham om Sundance. Var du med derovre?

Cedergren: Ja, det var jeg.

Lohmann: Det lød fedt, mand.

Cedergren: Det var det også. Det var en vild oplevelse.

Lohmann: Hvordan har du det lige der, hvor I sætter jer, og lyset sænkes i salen ved premieren? Du ved, at i nærmest hver frame er det dig i billedet.

Cedergren: Jeg havde på et tidspunkt overvejet, om jeg overhovedet kunne magte det, men så havde jeg det også lidt… det ville også være dumt, hele holdet var derovre, og jeg var super glad for, at jeg gjorde det. Men det, der var fedt, var, at det blev til en film og en historiefortælling. Man kunne mærke, at folk var på.

Lohmann: Gustav sagde også, at det var sådan i salen. Man kunne mærke det.

Cedergren: Præcis. Det er derfor, man skal gå i biffen og se det. Det er en fællesoplevelse. Det gør det hele stærkere.

Mere deadpan!

Lohmann: Hvorfor duer filmen? Kan du svare på det?? Nu!

Cedergren: Jeg tror, det er kombien af spændingshistorie, og så at det er karakterdrevet. Og at den er lavet, som den er – det er noget, man ikke har set før. Hvor det lykkes i hvert fald. Alle blev overraskede over, at det kan lade sig gøre. Ham, der introducerede filmen, sagde, at en af grundene til, at han godt kunne lide den, var, at dybest set burde filmen ikke kunne lade sig gøre. Men folk bliver grebet, de er på en rutsjebanetur, som ikke stopper i en time og 28 minutter.

Lohmann: Jeg har ikke set den endnu. Jeg glæder mig til at se den!

Cedergren: Hah, fedt at du sidder og laver interview så.

Lohmann: Ja, tak for det. Skide godt lavet. Jeg har lyst til at stille dig et spørgsmål. Er du god til at se på dig selv på film?

Cedergren: Nej, jeg synes ikke, det er fedt. Synes du, det er fedt?

Lohmann: Jeg synes ikke, det er fedt. Men jeg synes med årene, at jeg har fundet ud af, hvad koden er til at kvalitetsstemple det.

Cedergren: Fortæl!

Jacob Lohmann. (Foto: Lis Kasper Bang)

Lohmann: Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det, men..

Cedergren: Ej så har du ikke fundet koden! Du har fundet koden, men kan ikke forklare den – fedt nok, haha!

Lohmann: Haha, ej, men jeg havde en oplevelse ude på ’Forbrydelsen’ for mange år siden. Det var en lille bitte rolle som PET-agent. Og så siger jeg til instruktøren Kristoffer Nyholm, at jeg tror, han er rimelig deadpan ham her. Ja, det er godt, sagde instruktøren så, gå med det. Vi skulle så sætte scenen op inden frokost og så skyde den efter frokost. Så din gode ven Nicolas Bro og jeg prøver den, og jeg har fået en masse tekst – der er en, der er hoppet fra, så jeg har fået det to dage forinden og sidder og terper det og prøver at gøre det så deadpan, som jeg kan. Og så siger Nyholm bagefter, ’skide godt, prøv at gå meget mere med det der deadpan’. Okay, det syntes jeg, jeg havde gjort rimelig meget allerede, men jeg prøver igen. Og så siger han, jaaaa, det nærmer sig, men kan du gøre det endnu mere.

Cedergren: Åh nej.

Lohmann: Så bliver jeg småprovokeret, for nu synes jeg pludselig, han fortæller mig mellem linjerne, at jeg ikke gør det godt nok. Så jeg prøver igen – og så siger han det kraftedeme en gang til. Vi prøver det fjerde gang, hvor han siger, prøv ligesom at rense det helt for…

Cedergren: Mere deadpan!

Lohmann: Ja, jeg følte nærmest, jeg skulle gøre det med ryggen til. Og jeg bliver så temmelig provokeret af det. Og jeg føler, at hele min eksistens som skuespiller… Hvorfor overhovedet gå på skole i fire år, hvorfor overhovedet lære Stanislavskij og se sit forbillede Pacino kaste sig rundt i store grimasser, hvis jeg ikke kan bruge det…

Så jeg gør det i trods, fordi jeg tænker, så kan det fandme også være lige meget. Jeg stiller mig på et kryds, og så siger jeg det helt dødt. Nærmest provokativt dårligt. Og tænker i mit stille sind, at nu fyrer han mig, nu lukker han ned for kommunikationen.

Cedergren: Men så…!

Lohmann: Men så siger han: ’Den er der! Skide godt, Jacob’. Vi spiser frokost, og så skyder vi den bagefter. Og vi spiser frokost, og jeg tænker, han er sindssyg ham der, eller også har han taget stoffer. Han ved ikke, hvad han snakker om.

Men jeg er mors dreng, jeg gør selvfølgelig, hvad jeg bliver bedt om. Vi skyder det nogle gange, og så vil skæbnen, at Nicolas er ude og spise middag hos os, og så siger han, den der scene vi lavede er blevet skide god. Jeg siger, ja ja den er god med dig, jeg kan godt huske, hvad det var for noget. Men så ser jeg det på tv selv, og det er første gang, jeg kan abstrahere fra, at det er mig. Jeg siger ikke, at jeg har opfundet den dybe tallerken ved at spille skuespil, men det var første gang, jeg kunne holde ud at se mig selv på skærmen.

Så min pointe er… Jeg har i hvert fald lært, at hvad jeg står og føler derude, mens jeg laver det, stemmer meget sjældent overens med, hvad der kommer ud på den anden side. Jeg er nødt til at forholde mig helt åbent til, at det, jeg synes, jeg propper i det, ikke nødvendigvis afspejler det, der kommer ud. Kan du følge mig?

Cedergren: Absolut. Det er svært det der. Det er også der, tilliden til instruktøren kommer på banen, for hvis man ikke stoler på… Hvis man mister tilliden, bliver det svært. Man kan ikke se sig selv udefra, det vil gøre det helt skizo.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Stor i Rusland

Cedergren: Er du sådan en, der går om bag monitoren og kigger?

Lohmann: Ja, det er jeg faktisk begyndt på lidt. Det kan jeg faktisk godt lide. Det er, fordi jeg er blevet bedre til selv at se, om jeg står rigtigt i billedet.

Cedergren: Jeg gør det sjældent, men det kan godt lade sig gøre, fordi det så meget handler om at finde lyset og alt det der.

Lohmann: Var du ikke lidt nødt til det på den her?

Cedergren: Jeg gjorde det aldrig.

Lohmann: Du gjorde det aldrig? Det er sejt.

Cedergren: Ja, jeg tænkte, jeg… Måske burde jeg have gjort det.

Lohmann: Det kan også være, du havde nok på tallerkenen. Hvordan føles det at bære enhver information i filmen? Jeg formoder, at der ligger en udfordring i, at du bærer alle reaktioner fra alle de andre karakterer i hver en scene. Du bærer den i øjenkrogen, hvis der sker noget som helst. Har du følt det som et pres?

Jakob Cedergren. (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

Cedergren: Nej. For jeg har aldrig tænkt det sådan. Hvis jeg tænkte det sådan, ville jeg nok gå ned med flaget. Jeg var faktisk ikke så bekymret, for det var sådan, historien var. Jeg er på en alarmcentral, og folk ringer ind. Det var ligesom det.

Lohmann: Det tænkte jeg på, da vi skød den. Jeg prøvede at sætte mig i dit sted og mærkede skuespillermæssig småpanik, om du ville kunne variere det hele vejen. Altså jeg er sikker på, at du både kan og har gjort det, men jeg tænkte: Den her scene… om 60 scener skal du stadig sidde her…

Cedergren: Men historien gør det for mig. Det er ikke mig, der ligesom sidder og laver… Hvis jeg skulle sidde og lave grimasser, og der ikke skete noget, så ville det blive svært. Hvis det bare var en almindelig dag på kontoret!

Lohmann: Ja, så måtte han være nødt til at tage tøjet af og…

Cedergren: Ja ja! Og sidde kede sig. En tysk teaterversion, kein passiert.

Lohmann: Den var nok ikke gået hverken på Sundance eller herhjemme.

Cedergren: ’Stor i Rusland’ – Tarkovskij-style.

En fyr med god smag

Lohmann: Vi lavede den der ’3 ting’, som har lidt det samme i sig. One location, og at det hele handler om noget information, som karaktererne giver til hinanden det samme sted. Og jeg kan huske, at vi var nervøse for, om man får lyst til at komme ud i det der bankrøveri, som ’3 ting’ handlede om. Det er en hårfin balance. Man skal bruge redskaberne korrekt for at holde folks fantasi i gang.

Men vi snakkede med nogen, som efter at have set filmen kunne sværge, at de havde set nogle af de der ting uden for hotelværelset. Som den gamle historie om, at man aldrig ser Lærer Andersen dø i ’Matador’, men at folk tror, de har set det.

Cedergren: Det er det samme med den her. De digter med. Og det var også det, der trickede hele ideen, det der klip (fra en autentisk alarmcentral, red.), som Gustav havde set på Youtube. Det trickede oplevelsen af at høre stemmer, hvor man skaber billeder for sig selv ligesom med en bog. Og at det foregår i realtid, live. Men det er også sjovt – jeg kan huske en teaterforestilling, hvor nogen skulle blive slået ihjel, og det skete ligesom bag ved, hvor man ikke så det, hvilket gjorde det meget værre, end hvis du ser det. Du hører det, og så kan du forestille dig resten. Det er ligesom et mareridt.

Jacob Lohmann i ‘3 ting’ med Nikolaj Coster-Waldau under hætten.

Lohmann: En anden ting jeg vil høre dig om. Jeg har altid betragtet dig som sådan en fyr med god smag. Jeg synes, at du altid dukker op i ting, som…

Cedergren: Der er nogle ting, du ikke har set, Jacob!

Lohmann: Hehe, ej men jeg synes, det virker, som om at når du går ind i noget, så er det ikke tilfældigt, eller fordi nu skal jeg kraftedeme tjene nogle penge. Og sådan er det selvfølgelig nogle gange for os alle sammen under alle omstændigheder, men det virker bare sådan på mig…

Cedergren: Det er jeg glad for.

Lohmann: Er der noget om snakken? Hvad er det, der gør, at du siger, den vil jeg gerne lave med for eksempel ’Den skyldige’?

Cedergren: Det er altid manuskriptet. Og det her var en tidlig udgave, for vi kom tidligt ind i det på Gustavs ønske, fordi det ligesom skulle være… Der skulle være tid til at forme karaktererne sammen. Det var et halvt år inden optagelserne. Manusset er det vigtigste. Jeg har ikke oplevet at fikse et dårligt manus, når man først går i gang eller i klipningen. Nærmere tværtimod. Og så er det hårdt arbejde, fordi man prøver at redde eller gøre ting bedre, end de er.

Lohmann: Det slår på en måde ens kreative energi ihjel.

Rock’n’roll på ’Underverden’

Cedergren: Det er ligesom, når man har for dårlig tid. Så bliver det bare derefter. Hvis folk har for travlt, eller der er for mange meninger eller forskellige interesser. Det smadrer det bare. Det har jeg også prøvet at være med til. Jeg har været heldig med nogle ting herhjemme, men jeg har prøvet de besværlige og kommer til det igen. Og så en gang imellem rammer man nogle projekter, som… ’Underverden’, kunne jeg forestille mig, var vel også sådan et projekt?

Lohmann: Ja, det var det. Absolut. Og der læste jeg også manuskriptet og tænkte, det er en dansk Batman-historie, en rå dansk Batman. Det er modigt…

Cedergren: Ja, sindssygt godt.

Lohmann: Jeg kunne virkelig godt se noget i det. Og da jeg så kommer i gang med at arbejde med det, er der også gange, hvor jeg tænker… Fordi Fenar er så rock’n’roll, så til sidst tænkte jeg bare, det her bliver noget rod. Og der tog han totalt røven på mig, Fenar, Han har eddermame styr på sine ting. Og han har det meget, meget klart inde i hovedet, hvad han vil. Og så er det sjovt for mig bagefter: En stor jysk bondeknægt, der pludselig er med i en københavnsk undergrundsgangsterfilm. Det har jeg virkelig grint over. ’Nu er du kommet langt, Jacob. Nu er det lykkedes for dig’. Det var skide sjovt.

Jacob Lohmann over for Dar Salim i Fenar Ahmads ‘Underverden’.

Mit indtryk er, at de ikke ville have en skuespiller til den rolle. De ville have haft en rigtig boksetræner, og så tror jeg, det var i samtale mellem Dar (Salim, red.) og Fenar, at Dar ligesom sagde, der er nødt til at være en skuespiller der, for det er den eneste figur i hans historie, der er på hans side, den eneste faderlige figur. Så jeg var til en casting oppe i Dars lejlighed, hvor Fenar kommer med Kasper Tuxen, som fotograferede den. Og jeg synes at kunne mærke, at det mere var Dars idé, end det var Fenars idé. For det var først, efter vi havde castet det og lavet det, at Fenar sagde, ’okay fedt, det gør vi, det gør vi’. Det var rock’n’roll. Jeg var virkelig glad for at lave det, og det er kæmpe grineren, hver gang jeg møder Fenar i dag.

Cedergren: Men du sagde, du følte, det var rodet og kaotisk, var det, fordi der ligesom var meget, I skulle nå, eller?

Lohmann: Der var det sædvanlige danske film-stress, og så er Fenar vild og voldsom i sin jagt på det, vi leder efter. Han har sådan en energi, der siger, ’det er ikke det der, det er ikke det der, vi må prøve igen, hvad fanden gør vi’, hvor han tager sig til hovedet og river sig i håret. Og man står og føler sig helt vildt dårlig, for man vil så gerne give ham det, han leder efter, men det er ikke helt til at finde.

At slippe lortet og holde fast

Lohmann: Det synes jeg i øvrigt er en anden sjov ting ved at være filmskuespiller – jeg synes tit og ofte, jeg står over for nogen, der står og beder om et eller andet. Og jeg kan ikke levere det.

Cedergren: Nej. Det har jeg også prøvet.

Lohmann: Og så synes jeg tit, at hvis jeg vender tilbage til mig selv og ligesom siger, jeg ser det her helt rent for mig, og så prøver at gøre det – så synes jeg ofte, instruktøren kommer tilbage til mig og siger, ’præcis, fuldstændigt rigtigt, det var lige det, jeg ledte efter!’ Og så har man stået i fire-fem forsøg og prøvet at gøre, hvad instruktøren har bedt om, men man kan ikke rigtigt se det for sig, så man låser bare mere og mere. Der synes jeg, det er en god erfaring, at man ligesom har prøvet at slå sig fri af det og laver sit helt eget, og så siger de, der var den jo, det var bare det, vi skulle. Det er en sjov balance mellem egoisme og samspil.

Cedergren: Jo jo. De vil bare gerne have, at det ligesom lykkes. Hvis man vender det om og forestiller sig at stå over en skuespiller, og så er det ikke lige der, hvor det skal være. Og hvordan man skal få det frem i en skuespiller, hvis man ikke rigtigt ved… Det må også være virkelig stressende.

‘Den skyldige’

Men det minder mig om en historie, som Bent Mejding fortalte mig om en af de mest berømte scener i dansk film, i ’Tro, håb og kærlighed’, scenen med »det er så utroligt nødvendigt, at du forstår det her, Erik«. Der fortalte Bent, at Bille August også havde prøvet alle mulige ting. Og til sidst var Bent blevet så forvirret, at han havde sagt, ’nu bliver jeg nødt til lige at gå i fem minutter, og så kommer jeg tilbage’. Og så gik han ud og tænkte, du ved jo godt, hvordan den her skal laves… Så granskede han hovedet, og så lavede de den, og det er den, der så er i filmen. Det er nok nogle gange sådan noget, der skal til.

Det fortæller også noget om, hvorfor Bille August er så god. Han ved, hvornår den er der, og og bliver ved, indtil det sker. Det samme gælder Gustav.

Lohmann: Og så handler det også om at anerkende, at det at gøre noget forkert tit sender en i den rigtige retning. Hvis man spiller virkelig falsk på violinen, ved man også, hvordan man skal stemme den.

Cedergren: Præcis. Det der vil jeg gå i graven med – hvordan man får den til at sidde… Jeg aner det stadig ikke. Man prøver at slippe lortet og samtidig holde fast. Men der vil jeg sige, at Gustav var virkelig god til at guide. Og så tog vi så lange takes, det var en fed ting.

Lohmann: Det var også sjovt at komme derud på optagelserne, og alle vi andre vidste jo sådan set godt, at vi ’bare’ skulle tale i en telefon med dig. Men så var det sjovt, at de var meget bevidste om, at vi var nødt til at lave det rigtigt i det andet rum. Selvfølgelig ikke med rigtige kostumer på osv., men man var nødt til at stille et bord op. Jeg er jo din chef i filmen, og der skulle være et skrivebord, der repræsenterede, at der sidder han så, og ham, der spiller junkien, ligger så derovre, og så kørte hele scenen på den måde. Det føltes som et teater.

Cedergren: Ja, det var sådan et radioteater. Der skulle være plads til fysisk at kunne gå rundt, vælte – eller være chef ved et bord….

Lohmann: Ja… Nå, det bliver spændende….

Cedergren: 34 minutter og 14 sekunder. Har vi optaget.

Lohmann: Så må de se, om de kan få noget ud af det.

Cedergren: Ha’ det godt min ven. Vi ses til premieren!

Læs også: Anmeldelse af ‘Den skyldige’

Advertisement Advertisement