Genialt Netflix-show skyder standup-genren i sænk

Genialt Netflix-show skyder standup-genren i sænk
Hannah Gadsby under standupshowet 'Nanette', der kan ses på Netflix.
Seksuelle minoriteter på film og tv er blevet ulideligt pæne og ordentlige, så gudskelov for Hannah Gadsbys uforsonlige angreb på det komfortable grin: »Jeg har aldrig før lyttet så intenst, grædt og følt mig så overrumplet af en comedy-optræden«, skriver Uffe Paulsen.
Genialt Netflix-show skyder standup-genren i sænk
Uffe Paulsen

Fast filmanmelder for Soundvenue

KOMMENTAR. Den seneste tid har jeg gået og følt mig som en utaknemmelig homo. For selvom der virkeligt er mærkbart flere LGBT-personer i film, tv og andre medier i disse år (minus dansk film og tv-fiktion, desværre), har noget alligevel gået mig på.

Jeg tror, utilfredsheden begyndte at boble i mig, efter jeg så ’Call Me by Your Name’ sidste år. På trods af filmens sanselige billeder og charmerende kærlighedsleg efterlod den mig mærkeligt uforløst. Jeg tænkte først, at det sikkert også var, fordi jeg nærmede mig de 40 år. Måske spejlede jeg mig bare i mindre grad i film om teenage-forelskelser her midt i livet. Men efterhånden gik det op for mig, at der var også noget andet, der lagde en dæmper på min glæde over filmens succes.

For jeg begyndte at bide mærke i, at det ofte er en bestemt slags skildringer af seksuelle og kønsmæssige minoriteter, der hyldes i disse år. Dem, hvor seksualiteten enten er helt grøn (som i ’Call Me by Your Name’), fortrængt (som i den poetiske ’Moonlight’) eller kun udlevet i det skjulte (som i 50’er fantasien ’Carol’). Og samtidig holder filmene stilen klassisk, æstetisk afbalanceret og helt genrekorrekt. Men hvor er de episke skildringer af det levede liv som LGBT-person? Det lange parforhold, skilsmissen, børnene? Og ikke mindst: Hvor er historierne om at navigere gennem en heteronormativ verden som udsprunget, voksent, sammensat, skrøbeligt menneske? Fortællingerne, der fucker med genrerne og rusker i æstetikken?

‘Call Me by Your Name’.

Jeg har opdaget, at jeg heldigvis ikke er den eneste, der savner noget. Senest har Søren Peter Knudsen her i Soundvenues spalter været ude med riven efter den nye homo-teen-komedie ’Love, Simon’ for at være lidt for normativ og renskuret, og i kulturmediet Vulture spurgte E. Alex Jung for nyligt ’What’s Happening to ’Queer’ Cinema in the LGBT Film Boom?’. Han savner de kontrære og provokerende værker fra New Queer Cinema i årene omkring 1990.

Måske var det disse mange forskellige kun halvt anerkendte følelser, der blev forløst på en gang, da jeg så den australske komiker Hannah Gadsbys en time lange standup-special ’Nanette’ på Netflix. Jeg har i hvert fald aldrig før lyttet så intenst, grædt og følt mig så overrumplet af en comedy-optræden.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Det er ikke, fordi man ikke griner af Gadsbys minutiøst sammensatte show. Det gør man. Men undervejs i showet smider hun i stigende grad hentydninger til, at hun er færdig med at være komiker. Og langsomt drejer hun opmærksomheden mod selve standup-genren, som hun først dissekerer og siden helt dekonstruerer.

Med sylespidse observationer påpeger hun genrens fatale begrænsninger. Dels for minoriteter som hende – for når man bruger selvudslettende humor for at få adgang til majoritetens grin, er det så ikke i virkeligheden ydmygelse fremfor ydmyghed? Og dels er standup begrænset af, at den altid kun fortæller historier i to dele: Setup og punchline. Hun har gennem sin mangeårige komikerkarriere i hjemlandet Australien igen og igen fortalt historien om, da hun sprang ud som lesbisk, men altid iklædt jokens snærende format. Det har forhindret hende i at få fortalt og forstået sin egen historie i alle sine besværlige nuancer.

Showet kulminerer i et forbløffende klimaks, hvor Gadsby med stor effekt vender tilbage til dele af sin historie, men nu tilføjer udeladte smertefulde detaljer – og nægter at give publikum grinets forløsning. Vi skal sidde tilbage med ubehaget, med hendes ubehag. Det ubehag, som al komik er bygget op omkring, og hvis grinende forløsning kan føles som en slags syndsforladelse for et majoritetspublikum, når der står en minoritetsrepræsentant på scenen.

I stedet for et normalt standup-show skaber Gadsby et stærkt selvportræt af et følsomt, morsomt og sårbart menneske, der kæmper med et depressivt sind og stadig påvirkes af en ungdom i skabet gennemvædet af skam. Og den skam er plantet udefra, påpeger hun. For showets pointe er ikke blot en personlig bekendelse. Hos Hannah Gadsby bliver de mange ar på hendes krop og sind til en påmindelse om samfundets og vores alles medansvar. Hun trækker undervejs de store linjer op til både kunsthistorien og Bill Clinton og Monica Lewinsky.

Med ’Nanette’ viser Hannah Gadsby, at queer kunst stadig kan overraske og udfordre. At selv standup-genren kan undergraves og gøres farlig. At livet som »kønsunormal«, som hun kalder det, kan være fucking opslidende.

Og at det er okay at være vred, følsom og ulykkelig.