Se ‘Rick and Morty’ uddele en levende Emmy og kalde alle vindere for monstre

Se ‘Rick and Morty’ uddele en levende Emmy og kalde alle vindere for monstre
Rick, Morty og en levende Emmy

Til nattens Emmy-uddeling var der ikke sparet på de store stjerner, når priserne skulle uddeles. Da det blev tid til prisen for bedste realityprogram, dukkede ingen ringere end animationsheltene Rick og Morty fra ‘Rick and Morty’ op på storskærmen og uddelte prisen på en måde, der var helt i seriens ånd. Se det underholdende klip herunder.

De nåede ikke at være på scenen i mere end nogle sekunder, før Rick, til Mortys store forfærdelse, droppede deres indøvede manuskript for i stedet at fortælle nogle sandheder til publikum.

Rick trak et lille væsen frem, som han præsenterede som en levende Emmy. »Sådan ser den ud, inden dens ben sættes fast på en træbund, inden dens håndled bindes fast i en sejrsposition, og den så dyppes i flydende guld«, sagde han, inden han tilføjede at det har »komplekse tanker«.

Lige inden Rick annoncerede vinderen af prisen (det blev ‘RuPauls Drag Race’), pegede han på væsenet og udbrød: »Alle, der tager hjem med sådan en i aften, er et monster«.

Nogle af dem, der tog hjem med en pris, var faktisk ‘Rick and Morty’ selv, der vandt prisen for bedste animerede program. Den pris blev dog ikke uddelt i nat, men i sidste uge.

Læs også: De største overraskelser, uretfærdigheder og en ægte hjertevarmer ved nattens Emmy-uddeling

Læs også: ‘Game of Thrones’ sejrede, ‘Atlanta’ fik smæk – Se alle nattens Emmy-vindere

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af