Venedig-highlights dag 6: Mel Gibson og Vince Vaughn sparker røv – manden bag ‘Son of Saul’ vender tilbage med den svære toer

Venedig-highlights dag 6: Mel Gibson og Vince Vaughn sparker røv – manden bag ‘Son of Saul’ vender tilbage med den svære toer
Vince Vaughn og Mel Gibson i 'Dragged Across Concrete'.
S. Craig Zahler leverer karrierens hidtil bedste film med Mel Gibson og Vince Vaughn på afveje, mens instruktøren bag ’Sauls søn’ giver los for endnu en æstetisk tour de force på filmfestivalen i Venedig.

1. ’Dragged Across Concrete’ er et overdrevet unikum fra manden bag ’Bone Tomahawk’

Hvem i alverden vælger Vince Vaughn som sin muse, spurgte jeg mig selv inden visningen af anti-kupfilmen ’Dragged Across Concrete’, som har Vaughn og Mel Gibson i hovedrollerne og netop er blevet vist på filmfestivalen i Venedig.

Svaret er instruktøren bag genrefilmene ’Bone Tomahawk’ og det første Vaughn-samarbejde ’Brawl in Cell Block 99’, S. Craig Zahler, og han slipper overraskende godt fra sit kontroversielle hovedrollevalg.

Multitalentet Zahler, der både er forfatter, fotograf, musiker og instruktør, er en sær fisk. Man enten hader eller elsker ham, ligesom det vel i øvrigt gælder hans to hovedrolleindehavere. Men efter at have set hans seneste unikum med den hårdtslående titel er jeg blevet overbevist om, at jeg hører til blandt den stadigt voksende fanskare.

Filmen følger det småracistiske politimakkerpar Brett (Gibson) og Anthony (Vaughn), der ikke er bange for at tage hårdføre metoder i brug for at fange bad guys. Men da et af deres optrin bliver filmet og leaket til den lokale tv-kanal i en unavngiven, amerikansk storby, må duoen indleverer politiskiltene.

Timingen kunne ikke være dårligere, for Brett har brug for penge til at flytte sin familie til et bedre nabolag, efter hans teenagedatter er blevet overfaldet for femte gang inden for få år. Og Anthony er mere end klar til at poppe det store ja-nej-spørgsmål for sin kæreste – så længe han ved, at han vil kunne forsøge hende.

Drevet af nødvendighed opsporer Brett en gruppe kriminelle, som makkerparret sammen beslutter sig for at røve i kampen for at støtte deres familier. Men foretagendet tager en uventet drejning, da eks-politimændene pludselig bliver involveret i et bankrøveri, som slet ikke var en del af planen.

Mel Gibson i ‘Dragged Across Concrete’.

’Dragged Across Concrete’ er dejligt politisk ukorrekt, når Gibson og Vaughn både langer ud efter mexicanere, sorte, køn og veganere i skarp og vittig dialog. Det kunne sagtens være blevet for meget af det gode, men Zahlers åbenlyse inspiration fra amerikansk b-films-guldalder afstemmer herligheden perfekt.

Intensiteten er på vanligt højt niveau. Filmen udspiller sig som en anti-kupfilm, der bruger næsten halvdelen af sin to en halv time lange spilletid på at tegne karaktererne op, så vi ved nøjagtig, hvad de har at miste, når det hele først går amok. Ind i mellem skrues der gevaldigt op for de grafiske billeder – vi ser blandt andet en lang indstilling af en mavesæk, der skæres op, så en af filmens skurke kan få fat i sine bilnøgler, som ad omveje er havnet netop dér.

Det hele er enormt velorkestreret, hvor særligt partnerskabet mellem Vaughn og Gibson tager kegler. Replikkerne leveres tørre end tørt, selv når betjentene er døden nær. De er definitionen af iskold kalkule, hvor især Gibson får lov at skinne igennem, når han gentagende gange giver pessimistiske procenttal på deres chancer for overlevelse.

’Dragged Across Concrete’ er Zahlers bedste film til dato, og hvis du ikke har stiftet bekendtskab med ham endnu, skal her lyde en varm anbefaling.

Juli Jakab i Lazslo Nemes’ ‘Sunset’.

2. Lazslo Nemes’ opfølger til ’Sauls søn’ er endnu en æstetisk tour de force

Lazslo Nemes’ er kommet på en umulig opgave med ’Sunset’, der skal holde det tårnhøje niveau fra instruktørens mesterlige holocaustfilm ’Sauls søn’, som hører til blandt de bedste debuter nogensinde med sin unikke visuelle stil og enormt medrivende historiefortælling.

Forventninger til ’Sunset’ var så høje, at den ikke kunne undgå at skuffe bare en smule. For selvom den ungarske instruktørs nyeste periodefilm er bundsolid og visuelt overdådig, er den ikke lige så gennemført som forgængeren. Det ville da også have været lidt af et mirakel.

’Sunset’ udspiller sig i Budapest anno 1913, hvor det østrig-ungarske imperium står stærkere end nogensinde. Men samtidig lurer forandringen i de dekadente kulisser, hvor revolutionære pønser på at vælte kejserriget i Ungarn. Det bliver for alvor tydeligt, da unge Irisz (Juli Jakab) af den fornemme Leiter-slægt vender hjem til hovedstaden efter at være blevet afskåret fra sit ophav i kølvandet på sine forældres død mange år forinden.

Hun bliver hurtigt vævet ind i en større konspiration mod overklassen, mens hun langsomt erfarer, at hendes familie gemmer på mørke hemmeligheder, som har potentialet til at bringe hendes familienavn – og hendes land – i forfald.

Periodedramaet læner sig meget op ad ’Sauls søn’ i stil og fortælleteknik. Vi følger Irisz i lange indstillinger, der går helt tæt på den unge kvinde, men også holder os hen i uvidenhed langt hen ad vejen. Hvad præcist Irisz ønsker at opnå, og hvad der er sket med hendes slægt, finder man gradvist ud af i takt med, at hovedpersonen selv forsøger at opklare sin fortid. Det føles bare aldrig helt lige så skarpt som holocaustfilmen, der både var højkonceptueret, nuanceret med et relativt simpelt – om end højdramatisk – vendepunkt i centrum.

Denne gang er Nemes mere vævende. Måske fordi hans mål om at skildre sit lands skelsættende opbrudsperiode gennem en enkelt fortælling er en anelse for ambitiøst. Ved filmens afsluttende indstilling er man næsten lige så uafklaret, som da filmen begyndte. Det er ærgerligt, for man venter hele tiden på den store afsløring, der skal få puslespillet til at gå op, men aldrig kommer. Instruktørens forkærlighed for at kaste tilskueren midt ind i historien uden meget mere end en hjælpende lillefinger, bliver en anelse for meget her.

Nemes’ talent for at skabe smukke billeder kan man dog ikke betvivle. Dog kunne man have ønsket, at instruktøren havde vist nye sider af sin æstetik, for ’Sunset’ minder meget om ’Sauls søn’, bortset fra det faktum at baggrunden nu står skarpt og bliver en by-symfonisk karakter i sig selv. Der er dog ingen tvivl om, at Nemes og filmfotograf Matyas Erdely endnu engang leverer en cinematisk tour de force.

Læs også: Venedig-highlight dag 5 – Joaquin Phoenix og John C. Reilly er forrygende i mesterinstruktørs humoristiske western

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold