’Climax’-aktuelle Gaspar Noé: »Jeg kan virkelig godt lide hadefulde anmeldelser«

’Climax’-aktuelle Gaspar Noé: »Jeg kan virkelig godt lide hadefulde anmeldelser«
Gaspar Noé på årets filmfestival i Cannes.
Foto: Emma McIntyre/Getty Images
Med film som som ’Irreversible’ og ’Love’ gør Gaspar Noé Lars von Trier rangen stridig som Europas mest berygtede filmprovokatør. Han er en instruktør, nogle anmeldere elsker at hade, men alligevel har der været entydig begejstring for hans nye film ’Climax’ om et danseorgie, der forvandles til et LSD-mareridt. Og det er næsten en skam. Vi har mødt Noé i København.

En mand slår en gravid kvinde hårdt i maven. På en klub bliver et ansigt smadret til ukendelighed med en brandslukker, efter en kvinde voldtages i en mørk gyde i 10 pinefulde minutter. En ung fyr får et syretrip, som vi oplever gennem hans øjne. Og en anden fyr spermer direkte på linsen – i 3D.

Scenerne stammer fra Gaspar Noé fire første film – ’I Stand Alone’, ’Irréversible’, ’Enter the Void’ og ’Love’ – og understreger, hvorfor den argentinskfødte instruktør står som en af tidens mest ekstreme og provokerende filmskabere.

Den 54-årige Noé, der har boet det meste af sit liv i Frankrig, bliver af nogle hyldet som en genial auteur, der igennem sine fortællinger om had, hævn og begær hudfletter samfundet og menneskets mørkeste sider som en slags moderne Pasolini (hvis chokerende ’Saló’ da også er en af Noés yndlingsfilm). Andre har kaldt ham overfladisk, prætentiøs og mere eller mindre sadistisk. Få moderne instruktører deler vandene som Noé.

Nu er han tilbage med den pulserende og intense ’Climax’, som gik fra idé til færdig film på blot fire måneder. Filmen handler om en dansetrup, der har isoleret sig i en skolebygning for at øve en ny koreografi – og for at feste. Hvad der starter som en fejring af livet, bevæger sig langsomt over i et kollektivt helvede, da det viser sig, at der er kommet LSD i den fælles bowle med sangria. Paranoiaen spreder sig, med rigelige mængder frygt og vold.

Så langt, så Noé.

En hel sides had

Men noget er måske alligevel anderledes. Filmen har fået langt bedre anmeldelser, end instruktøren nogensinde har oplevet. I Rotten Tomatoes’ anmeldelsesopsamling har ’Climax’ modtaget flotte 90 procent positive anmeldelser. Noés forrige film, 3D-sexdramaet ’Love’, lå på 39 procent.»Ja, jeg har aldrig fået så høj en procentdel af positive anmeldelser«, siger Noé grinende, da vi møder ham i Empire Bio på Nørrebro kort forinden den første danske visning af ’Climax’. Noé er, modsat sine film, lavmælt og høflig.

»Jeg ved ikke, om det var en fejl fra anmelderne, eller fordi ingen ved, hvad filmen egentlig handler om. Måske er det, fordi folk føler sig knyttet til danserne. De er meget hypnotiserende og måske mere relaterbare end de plagede karakterer i mine tidligere film.

Jeg har dog lagt mærke til, at hver gang en instruktør får gode anmeldelser, om det er Haneke med ’Amour’ eller Kassovitz med ’La Haine’, så bliver de efterfølgende slagtet af anmelderne. Så jeg gør mig allerede klar til, at min næste film får katastrofale anmeldelser«.

‘Climax’

Kritikernes dom lader ikke til at påvirke Noé. Men er han ikke blank for at indrømme, at han læser dem alle.

»Der er nogle anmeldelser, der er fascinerende, fordi de analyserer din film på en måde, som jeg ikke engang gør det. ’De har jo egentlig ret’ eller ’Vildt at de så det, det gjorde jeg slet ikke’, kan jeg tænke. Og det er fantastisk. Nogle gange får man bare et helt nyt perspektiv på sin egen film.

Og sandheden er, at jeg virkelig godt kan lide hadefulde anmeldelser. Da det franske filmmagasin ’Cahiers du cinéma’ skulle anmelde ’Love’, var der mindst tre nedladende adjektiver på hver linje, og de brugte en hel side i magasinet på det. Jeg tænkte: ’Hvordan kan man klemme så mange fornærmelser ind på én side?’.

Jeg havde lyst til at bruge hele anmeldelsen på en plakat for filmen, for jeg havde aldrig set så meget had på én side. Og jeg nyder det, fordi de fortæller dig, hvor fysisk deres reaktion var på filmen. Så føler man, at man er en god magiker, fordi man overbevisende kunne save kvinden over«.

Sponsoreret indhold
Hver lørdag fra klokken 23 ...
... forvandles Hotel Cecil til Cecil AM. Kom indenfor og mærk stemningen.
Cecil AM

Den danske danser

Med undtagelse af Sofia Boutella (’Star Trek: Beyond’) er de mange medvirkende i ’Climax’ amatørskuespillere. Men de er heller ikke castet for deres evner som skuespillere, men for deres dans. Dansen var udgangspunktet for hele filmen.

»Når jeg tager på en klub, og jeg ser gode dansere, kan jeg bare sætte mig ned og se på dem«, fortæller Noé. »Jeg ser aldrig moderne dans eller lignende. Jeg kan lide, når folk danser på en vild og vanvittig måde, fordi det føles, som om det er en nødvendighed for deres eksistens. Måden disse unge danser på udtrykker nødvendighed på en måde, der ikke er verbal. Det er utroligt«.

Noé fandt især inspiration i dansetyperne Krump og Vogue, der begge er opstået fra undergrunden, hvorefter han headhuntede folk igennem dansevideoer på Youtube. Det endelige cast repræsenterer et bredt spektrum af kulturer og seksualitet.

Danske Thea Carla Schøtt i ‘Climax’

»Den eneste umiddelbare tanke var, at der skulle være flere kvinder end mænd. Derudover var jeg ikke forudindtaget om deres hudfarve, hvor de var født, deres tro eller seksualitet. Og da vi startede med at caste folk fra vogue-, krump- eller hiphop-scenen, var der bare ikke så mange, der var hvide. Dem finder man oftere på moderne eller klassiske danseskoler.

Jeg valgte de mest karismatiske dansere til filmen, og derved endte jeg med et hold, der ligner et dysfunktionelt fransk foldboldhold. Og et fodboldhold repræsenterer jo ikke, hvordan befolkningen ser ud, men er i stedet de bedste fodboldspillere«.

Blandt de mange dansere har der også sneget sig en enkelt dansker ind i form af Thea Carla Schøtt. I ’Love’ var en af hovedrollerne ligeledes spillet af en dansker, modellen Klara Kristin. Vi kan dog ikke bryste os af, at Noé ser noget særligt i den danske nationalitet eller mentalitet.

»Castingen af denne film handlede udelukkende om deres dansefærdigheder«, siger Noé. »Jeg synes, at Thea var en helt fænomenal danser. Og så viste det sig, at hun var dansker, men i filmen spiller hun en tysker. For i mine øjne er tyskerne de mest dekadente mennesker i Europa, når det kommer til stofmisbrug«.

100 ganges danseekstase

Danserne udfolder sig allerede tidligt i filmen i en ti minutter lang dansesekvens, filmet i ét langt, imponerende take med et frit svævende kamera, hvor danserne bevæger sig vildt og voldsomt, mens de fletter sig ind og ud imellem hinanden. Man kan tænke, at der ligger et kolossalt arbejde bag, men processen var lynhurtig.

»Jeg fik anbefalet en genial koreograf af Sofia Boutella, der hedder Nina McNeely. Jeg sagde: ’Her er alle de dansere, jeg har castet. Kan du lave en koreografi, der bruger det bedste fra dem alle?’. Hun ankom onsdag, og så skabte hun koreografien i løbet af torsdag og fredag. Mandag morgen begyndte vi at filme, og da dagen var omme, var den i kassen.

Resultatet er utroligt. Hver gang jeg introducerer filmen, bliver jeg i salen for at se den scene. Jeg har nok set den 100 gange, siden filmen blev færdig, og jeg nyder den stadig. Det er nok, fordi jeg ikke føler mig lige så ansvarlig for den, fordi jeg bare styrede kameraet«.

Kiddy Smile og Soifa Boutella i ‘Climax’.

’Climax’ er optaget på blot 15 dage, uden manuskript eller storyboard eller de store forberedelser.

»Vi fandt på meget af filmen, mens vi optog. En dag sneede det for eksempel udenfor, og jeg tænkte: ’Lad os finde en drone og lave en optagelse’. Jeg spurgte en af danserne, om hun havde lyst til at gå ud og rulle sig i sneen, og vi lavede det take på 20 minutter«.

Denne hurtige indskydelse fra Noé er blevet til filmens isnende åbningsscene, der kronologisk ligger til sidst – en blodindsmurt kvinde kravler igennem den tykke sne, inden hun falder sammen. Et varsel om det, der kommer.

»Folk har spurgt mig, om det var en hyldest til ’The Shining’. Nej, det var bare, fordi det sneede«, smiler Noé. »Først tænkte jeg egentlig, at det skulle være en epilog, men så synes jeg, det kunne være sjovt at lægge epilogen i starten og slippe af med rulleteksterne for at slutte filmen med et titelkort i stedet.

Gamle film sluttede bare med ’The End’ eller ’Fin’ frem til 70’erne, hvor hele verdens filmsprog ændrede sig. Nu slutter alle film med uendelige rulletekster, der altid er den kedeligste del. Jeg spurgte mine producere: ’Bliver jeg nødt til at inkludere alle navne på folk, der arbejde på filmen?’. De svarede: ’Ja, det siger kontrakten’. Så derfor er rulleteksterne i starten, men de går så hurtigt, at man ikke har en chance for at læse det hele«.

Alle de dårligste minder

Bunker af vhs-bånd med ældre kulthorrorfilm som den originale ’Suspiria’ og Andrzej Zulawskis ’Possession’ optræder prominent i ’Climax’. Men Noés primære inspiration til filmen skal dog findes et andet og knap så åbenlyst sted.

»Jeg er inspireret af mange katastrofefilm, som ’The Towering Inferno’ om en gruppe mennesker, der bliver fanget i et højhus, mens der er brand i bygningen længere nede. Jeg så den i hvert fald ti gange som barn. Der er også film som ’Titanic’ og ’The Poseidon Adventure’. For det er jo historien om en katastrofe blandt en lille, afskåret gruppe mennesker.

Så jeg opfinder absolut intet med denne film. Det eneste nye ved den er måske, at det med moderne teknologi er så nemt at lave de lange takes. Og at jeg har inkorporeret mange nyere typer dans, som man ikke før har set på det store lærred. Det gør det fascinerende at se. Men der er horrorfilm, erotiske film og artfilm, der var langt vildere for 30, 40, 50 år siden«.

Romain Guillermic og Sofia Boutella i ‘Climax’

’Climax’ er dog stadig vild, og når man ser dansernes vanvittige deroute i sidste halvdel af filmen, kan den nemt læses som en advarsel, som et don’t do drugs-budskab. Men det var aldrig Noés tanke.

»Jeg er ikke negativ over for stoffer og alkohol. Hvis jeg kunne leve igen, ville jeg begynde at drikke sangria som 13-årig – hvilket præcis var, hvad jeg gjorde, da jeg var 13. Nogle mennesker flygter fra hverdagens gentagelser ved at samle på ting, andre gør det igennem religion, og nogle gør det ved at drikke sig fulde, feste og danse. Andre slipper væk ved at tage heroin og ryge hash. Jeg mener, at alle disse ting kan være positive, så længe man kan kontrollere dem.

Det er, når man mister kontrollen, at tingene kan gå galt, og man ender i farlige situationer. Jeg har langt oftere set folk komme op at slås, fordi de har alkohol i blodet, end folk, der er politisk uenige eller tager stoffer. Og der er så mange kærestepar, der lader til at være perfekte sammen, indtil man møder dem til en fest, hvor de drikker sig fulde. De begynder at skændes, at nedgøre hinanden og sige ting, de faktisk ikke tænker. De mest fredsommelige mennesker på denne planet kan blive til monstre og det hele ender i noget lort. På den måde er alkohol et virkelig hardcore stof.

Men filmen kan være lærerig. De folk, der har været mest imponerede over den, er ikke de unge mennesker. Det er oftest folk, der er i 40’erne, som har oplevet mange blackouts og har nedgjort mange mennesker og tit ikke kan huske, hvad de har sagt i flere situationer. De siger: ’Filmen bragte mig tilbage til alle mine dårligste minder’. Og jeg svarer: ’Det ved jeg, der har jeg selv været’«.

Læs også: Anmeldelse af ’Climax’ – Gaspar Noés filmorgie er et djævelsk hedonistisk LSD-trip

Læs også: Thea Carla Shøtt fra ‘Climax’ – »Det er enormt befriende at være sexet«

Advertisement