Ynkelig ‘House of Cards’-slutning blottede seriens største svaghed

Ynkelig ‘House of Cards’-slutning blottede seriens største svaghed
Robin Wright som Claire Underwood i 'House of Cards' sæson 6.
Foto: Netflix
’House of Cards’ serverede en af de mest skuffende serieslutninger i nyere tid, der ikke blot underminerede Netflix’ egne intentioner med den Spacey-fri sæson, men koncentrerede al opmærksomhed på det samlede serieværks akilleshæl.
Ynkelig ‘House of Cards’-slutning blottede seriens største svaghed
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

(Spoiler-halløj: Læs, hvis du har set slutningen på ‘House of Cards’, eller hvis du gerne vil spare syv en halv times skærmtid og bare vide, hvad der sker).

KOMMENTAR. »There. No more pain«, sagde Kevin Spaceys diabolske Frank Underwood henvendt til seerne og kvalte livet ud af en stakkels trafikpåkørt hund i allerførste scene af ’House of Cards’ ­– mens Netflix-brugere verden over fik fredagsslikket galt i halsen.

Fy faen for en forrygende ond seriestart på streamingtjenesten og David Finchers politiske storsatsning, der gav glubende appetit på mere, patenterede bingewatching som hverdagsterm og ikoniserede Spacey som serielands nye mørke fyrste.

Fem år og hvad der føles som en lille livstid senere, gentog Robin Wrights letargisk kølige Claire Underwood ordene i ’House of Cards’ allersidste sekunder, da hun i et symbolsk callback kvalte skødehunden Doug efter først have dolket ham med Franks brevåbner i det ovale kontor:

»There. No more pain«.

Hvortil man denne gang kun kunne replicere med et »thank god!« over selv at være blevet befriet efter otte timers smerteligt uinteressant ørkenvandring mod finaleskafottet. Frank-løst, forudsigeligt og totalt blottet for klaustrofobisk drama.

Det var et sjusket farvel, der føltes uinspireret og værre endnu blottede seriens mest markante problem igennem samtlige sæsoner: Hvor spændende ’House of Cards’ end var i sine indledende kapitler, havde den aldrig mere på hjerte, udover at magt er cool, og at det i sidste ende altid er nemmere bare at kaste sine modstandere ud foran et tog end at slå dem på sindrig strategi.

Så hvad skulle alle rænkespillene til for?

Kønspolitisk power-statement

Naturligvis havde ’House of Cards’ slutning som udgangspunkt ringe kort på hånden.

Da Netflix sidste efterår midt under optagelserne til sjette sæson fyrede sin altoverskyggende hovedrolleskuespiller efter anklager om seksuelle krænkelser, skulle der træffes en hurtig beslutning: Giv serien kniven og smid et svimlende millionbeløb i vasken eller skriv hele sæsonen om i en ruf.

Netflix valgte dør nummer to, formodentlig ud fra en kombination af finansielle hensyn og showrunnernes håb om at kunne bryste sig af en forbilledlig håndtering af #Metoo-krisen ved at lade Claire Underwood luge ud i patriarkatet på begge sider af kameraet i et kønspolitisk power-statement.

Diane Lane, Robin Wright og Cody Fern. Sidstnævnte var ikke førstnævntes søn alligevel, men helt ærligt, who cares? (Foto: Netflix)

Fanreaktionerne var ikke just begejstrede, og mange fremhævede med rette på de sociale medier, at femte sæsons spåkonesurrealistiske slutning, hvor Claires VP overtog præsidentembedet fra korruptionsanklagede Frank med et ominøst »My turn« til seerne, var et udmærket punktum for sagaen, omstændighederne taget i betragtning.

Det havde været for alles bedste – og især stakkels Robin Wrights, der i stedet blev hængt til tørre i sjette sæson som åbenlyst inferiør galionsfigur over for Franks spøgelse, idet det ikkeeksisterende plot satte en uskøn streg under, at filosofien the show must go on er forræderisk overvurderet (mere om det i min anmeldelse af sæsonen her).

Sponsoreret indhold
Hver lørdag fra klokken 23 ...
... forvandles Hotel Cecil til Cecil AM. Kom indenfor og mærk stemningen.
Cecil AM

Dougs vildmandsskæg besejlede hans skæbne

På sin vej igennem håndbogen for dovne dramaklicheer til kvindekarakterer, forfattere ikke ved, hvad de skal stille op med, blev Claire naturligvis gravid i en alder af 50-something, og således bevæbnet med Franks ’Rosemary’s Baby’-djævleyngel i maven og trusler om at udløse intet mindre end en atomkrig i Mellemøsten (et søgt forsøg på at skabe suspense), tog Claire imod tiltagende cray-cray Doug i skæbnetimen. Eller – alle sølle seks minutter.

Vi vidste selvsagt, at Doug – der i senere sæsoner blev reduceret til en mumlende hulemand med en kronisk svaghed for dødsdømte brunetter – var helt ude og skide, eftersom han kort forinden havde anlagt sig et usoigneret fuldskæg for i næste sekund at barbere det af med en selvhøjtidelighed, der ikke efterlod et gran af tvivl om, at Franks tro væbner galoperede imod en blodrød solnedgang. Ligesom det også stod mejslet i Det Hvide Hus’ granit fra sæsonens åbning, at enten han eller Claire måtte have gjort det af med Frank.

Michael Kelly som Doug i ‘House of Cards’. Helt ude og skide. (Netflix)

Hvem ellers? ’House of Cards’ havde ikke andre karakterer tilbage med stor nok følelsesmæssig anciennitet til, at deres skyld ville afføde et lignende ’chok’.

Så ja: Doug myrdede Frank, fordi Frank ville myrde Claire i blindt raseri og derigennem plette sit allerede blakkede eftermæle. »Jeg kunne ikke lade ham ødelægge alt det, vi havde bygget op«, klynkede Doug (og krævede, at Claire navngav babyen Frances, jeezus). Men det var ironisk nok præcis, hvad ’House of Cards’ gjorde i samme sekund ved at indrømme, at serien aldrig havde en chance for at fungere uden Frank i centrum.

Den oprindelige slutning

I det eponyme romanforlæg, ’House of Cards’ er baseret på, begår hovedpersonen Francis Urquhart slutteligt selvmord, og det faktum sammenholdt med seriens klare tematiske slægtskab med Shakespeares ’Richard III’ fik igennem årene mange fans og anmeldere – inklusive undertegnede – til at gætte på, at en lignende skæbne ventede Frank Underwood.

I et nyt interview med Vanity Fair fortæller seriens showrunnere Melissa James Gibson og Frank Pugliese, at Franks død spøgte i baggrunden længe inden Spaceys exit:

»Det lå i kortene. Vi vidste bare ikke, om vi ville spille kortet«, siger Pugliese.

Hverken han eller Gibson vil løfte sløret for, hvordan serien var sluttet med Spacey om bord, men med den knappe tid, forfatterne havde til omskrivninger, in mente, er det nærliggende at antage, at det endelige resultat er stykket sammen af ideer fra det oprindelige manuskript – her omarrangeret for at fjerne Spacey fra ligningen.

Hvis Franks død lå på tegnebrættet, virker det ikke usandsynligt, at hans banemand også var Doug i et scenarie, der skulle slutte nogenlunde samme sted, på gulvet i Det Hvide Hus med Claire i rummet. Far, mor og vovse i dysfunktionel familieopløsning i hjertet af det fordærvede dukkehjem, de alle drømte om fra side et i bogen. Det havde stadig været fortænkt, men immervæk at foretrække over det endelige resultat.

Seriens uhellige arv

Melissa James Gibson og Frank Pugliese kalder Claire og Dougs melodramatiske dødskonfrontation for »den rigtige slutning på historien«, men det er svært at købe noget forsvar for sæsonens eksistensberettigelse, når det alligevel blev døde Frank og ikke Claire, der definerede de afgørende minutter, som skulle sikre seriens arv for eftertiden.

Hertil kommer de utilgiveligt mange løser ender, Gibson og Pugliese lod flagre i vinden: Udgav Janine Skorsky artiklen, der kunne fælde Claire? Hvad skete der med milliardærerne Bill og Annette Shepard – og gav nogen den mindste fuck for, at sidstnævntes søn ikke var hendes søn, når vi alligevel kun havde kendt Shepard’erne i et par timer? Hvordan blev mordet på Jane bortforklaret, og hvad med hendes elsker, den vattede VP Mark?

Constance Zimmer som journalisten Janine Skorsky, hvis skæbne forblev uvis. (Foto: Netflix)

Og endelig: Hvad var Claires mål med det hele? Hun blev en automatiseret magtmuskel uden nerveforbindelse til hjerne og hjerte, men er »bare fordi« en pointe, der kan bære et show?

Svaret er et rungende nej, fordi sjette sæson på ingen måde inviterede til debat eller refleksion over betydningen af Claires politiske korruption versus det virkelige politiske cirkus’ konsekvenser for almindelige mennesker: Hun var slet og ret sulten, og den sult havde hun fra Frank, fortalte hun. Han »åd sig selv«, og det samme gjorde ’House of Cards’, der, når alt kommer til alt, havde famlet efter retningssans, siden Frank erobrede Olympen.

Sæson seks føltes ikke så meget som en slutning som en praktisk foranstaltning, der ikke servicerede hverken serie eller seer – og gav en besynderlig smag i munden af, at Netflix i virkeligheden (kønspolitisk gloriepudseri uanfægtet) vægtede indholdsvolumen over kvalitetsindhold, akkurat som Underwood-parret tilranede sig magt for magtens skyld.

Lyset var tændt, men der var ingen hjemme, da korthuset skvattede sammen.

Læs også: Anmeldelse af ’House of Cards’ sæson 6: Alle taler om Franks lille pik i Spacey-løs finale