Prestigeseriernes nye foretrukne blærevåben

Prestigeseriernes nye foretrukne blærevåben
Julia Robers i 'Homecoming', der brillerer med et komplekst one-take i første afsnit.
Enhver stort anlagt serie med respekt for sig selv har efterhånden et spektakulært onetake. Det siger ikke så lidt om serielandskabet og dets selvforståelse anno 2018.

Julia Roberts’ Heidi Bergman taler med sin chef Colin, da hun kigger på klokken og pludselig får travlt med at komme hjem. Kameraet betragter hende ovenfra, som en flue i loftet og følger hende så ud af kontoret. Hun drejer af gennem en dør, kameraet svæver en anden vej, men de mødes ude Homecoming-bygningens aula, før de skilles igen, men en etage længere nede mødes de igen i kantinen.

Men pludselig følger kameraet en udstyrsvogn ind forbi værelserne til de klienter, Heidi behandler på rehabiliteringscenteret, vi hører hende stadig tale om dem i telefonen, indtil hun igen indhenter kameraet ned af gangen, og vi er med hende, til hun endelig får sin insisterende boss ud af røret.

Det er små tre minutter i Amazons roste ’Homecoming’-serie, og der bliver ikke klippet en eneste gang i det komplekse setup, hvor kameraet fører os rundt i hele bygningen, hvor Heidi behandler de hjemvendte soldater i et mystisk medicinsk eksperiment.

Resultatet er ikke blot, at vi får overblik over seriens centrale rum, og at relationen mellem Colin og Heidi etableres, men også en stemning af paranoia og suspense. De glidende, distancerede kamerabevægelser er så rolige, at det sætter en uro i kroppen. Hvad er det, kameraet ved, som Heidi ikke ved? Hvilken vej mod helvede skal vi følge hende i de kommende tre-fire timers spilletid?

Stjerneinstruktørernes indtog

Da tv-serieguldalderen spirede frem omkring årtusindskiftet, dominerede manuskriptforfatterne. Mens showrunners som David Simon (’The Wire’), David Chase (’The Sopranos’) og Matthew Weiner (’Mad Men’) blev stjerner, havde de færreste den fjerneste idé om, hvem der instruerede de enkelte afsnit.

Det afspejlede sig også i selve serierne, der sjældent var store visuelle åbenbaringer. Det skrevne ord og det dybe karakterarbejde var hemmeligheden bag de store tv-mesterværker. Instruktørerne var – på nær undtagelser som Spielbergs ’Band of Brothers’ og Lynchs ’Twin Peaks’, der på alle måder var forud for sin tid – hired guns, der forløste visionen på et afsnit eller to, før de rykkede teltpælene op igen.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

David Lynch var den første store instruktør, der kastede sig over tv-serie-formatet med ‘Twin Peaks’. Det er først de senere år, at andre for alvor har fulgt hans eksempel.

Det er ved at ændre sig nu – med serier som netop ’Homecoming’.

Som bekendt er markante instruktører de senere år valfartet mod seriemediet og har i flere tilfælde instrueret fulde sæsoner, hvilket har gjort dem til en lige så afgørende kreativ kraft som forfatteren og produceren.

Cary Fukunaga var instruktør på hele ’Maniac’, Steven Soderbergh på ’The Knick’, Jane Campion på ’Top of the Lake’, Justien Simien på ’Dear White People’, Jean-Marc Vallée på ’Big Little Lies’ og ’Sharp Objects’, Lisa Chodolenko på ’Olive Kitteridge’ og David Fincher på ’Mindhunter’ (selvom han kun instruerede et par afsnit, hvorefter han producerede).

Scenen, der satte en ny standard

Med instruktørernes indtog på forfatternes domæne er der kommet en øget æstetisk bevidsthed. Flere og flere serier dyrker de stiliserede universer og de gennemførte billedbårne scenarier, der kan hamle op med biograffilmene i storladen ambition – fra det dystopiske mikrokosmos i ’The Handmaid’s Tale’ til de spektakulære slag i de seneste sæsoner ’Game of Thrones’.

Men særligt ét visuelt slagnummer er blevet adopteret af serierne de seneste år – faktisk det måske mest filmiske af alle filmiske koncepter: One-taket.

Den lange kameraindstilling uden klip har altid haft en nærmest mytologisk status i filmhistorien, fordi det kræver – og især krævede (det er blevet nemmere, i takt med at udstyret er blevet mere mobilt) – et gennemført ekvilibristisk grundarbejde. Fra Orson Welles ’Touch of Evil’ til Hitchcocks ’Rope’ og Cuaróns ’Children of Men’ og med hele one take-film som ’Russian Ark’ og ’Victoria’ har den lange indstilling en helt særlig plads i mange cineasters hjerte.

Annonce

På tv har det ubrudte one shot før gjort væsen af sig. Som i ’The X-Files’-afsnittet ’Triangle’, starten på sæson 3 af ’Buffy’ og første sæson ’Skadestuen’ i et afsnit instrueret af ingen ringere end Quentin Tarantino.

I nyere tid var det dog førnævnte Fukunaga, der satte barren i 2014 med scenen i ’True Detective’ afsnit 4, hvor kameraet gennem seks uklippede minutter følger Matthew McConaugheys Cohle som undercover-betjent i et hæsblæsende raid på et narkohandler-hus. Ikke blot understregede scenen med al tydelighed, at Fukunaga var mastermind på serien i lige så høj grad som forfatter Nic Pizolatto – den efterfølgende omtale i alverdens medier gav også serieproducenter kildrende inspiration.

Selv animationsserierne vil være med

Det har vi siden set omsat til bemærkelsesværdige onetakes i en perlerække af tv-fortællinger. Instruktør/manusforfatter Sam Esmail har dyrket grebet i begge sine aktuelle serier. Foruden den Hitchcock-inspirerede ’Homecoming’ også sæson 3 af ’Mr. Robot’, hvor han skabte et 42 minutter langt (simuleret, på bedste ’Rope’- og ’Birdman’-maner) onetake af hackergruppen fsocietys forsøg på at få det onde E Corp ned med nakken.

Uden sammenligning er det mest omtalte afsnit i den velfortjent hypede Netflix-gyserserie ’The Haunting of Hill House’ ’Two Storms’, der består af ganske få lange indstillinger af 15-20 minutters varighed. Indtil slutningen klippes der kun, når perspektivet går fra fortid til nutid og tilbage. En teknisk kraftpræstation, hvor de manglende klip kun forstærker den ildevarslende atmosfære.

’Daredevil’ har flere gange – i både sæson 1 og 3 – koreograferet sine kampscener, så det ligner onetakes for at forøge intensiteten, om end effekten måske snarere har været det modsatte.

I Jim Carrey-serien ’Kidding’ viste et originalt, to minutters long take (tilmed i splitscreen), hvordan stofmisbrugeren Shaina kommer tilbage på ret køl med Carreys Mr. Pickles konstant kørende på flimmerkassen.

Annonce

’Game of Thrones’ har også flexet musklerne med et skud som dette fra sæson 4’s ’Battle at the Wall’. Louis C.K. har gjort brug af det nærvær, en lang monolog uden afbrydelser kan skabe, i både ’Horace and Pete’ og ’Louie’, hvor et mange minutter langt budskab fra Louies overvægtige date vakte stor opsigt i Twittersfæren.

Selv en animationsserie som ’BoJack Horseman’ har villet have en bid af kagen i form af afsnittet ’Free Churro’ fra den seneste sæson, hvor BoJack holder mindetale for sin mor ved hendes begravelse gennem 20 rørende og knivskarpt udformede minutter.

Blær og uforglemmelige oplevelser

Men hvad betyder det så, at onetaket kredser om tv som fattige studerende om en fri bar? Hvad siger det om serierne anno 2018 – og deres selvforståelse?

Det viser, at serierne har fået seriøse produktionsmuskler at rutte med, både når det kommer til budget og talent. Det viser, at selvom magtbalancen har forflyttet sig fra film til tv de seneste år, er serierne stadig ihærdigt opsatte på at vise, hvor prestigefyldte og fine de er. Det viser også, at onetaket er nemmere at realisere end nogensinde – og at hvad der føles nyt og virtuost på tv, kan være et ældgammelt kneb inden for filmkunsten.

Og så viser det måske mere end noget andet, at serieskaberne vil stå på hovedet for at tilrane sig opmærksomhed i en tid, hvor udbuddet er mere uoverskueligt end Bilka 27. december. Onetakes og bottle-episoder (som de sublime afsnit af ’Castle Rock’ og ’Atlanta’ fra i år) er effektive indgange til at bygge hype både i medierne og blandt publikum, og det er således en god blanding af teknisk formåen, kunstnerisk vision, benhård konkurrence og internettets muligheder for at booste eller begrave serier, der har banet vejen for, at klipperen oftere og oftere bliver sendt på tidlig weekend.

Foreløbigt har det dannet grobund for nogle af de bedste serieoplevelser i nyere tid, men risikoen er bestemt også til stede for, at one-taket bliver tv-mediets svar på en bordbombe nytårsaften: Det ser flot ud i tre sekunder, før man opdager, at alle sølvstjernerne ligger i forretten.

Det kunstige, simulerede one-take tangerer i hvert fald bling og blær. Men forhåbentligt er den øgede stilistiske bevidsthed blot udtryk for, at serierne i højere og højere grad kommer til at tale lige så meget til øjnene som til ørerne.

Læs også: De mest utrolige one-take-film, du kan streame lige nu

Sponsoreret indhold
»En natur-nørd fanget på stenbroen«
Sara Hjort har brug for en solid dosis naturnørderi og små, pippende strudseunger i sit tv. Hør om den danske skuespillers tv-cravings her.
Advertisement