Selvfedt, tandløst, teaserliderligt: Det værste blockbuster-år i umindelige tider

Selvfedt, tandløst, teaserliderligt: Det værste blockbuster-år i umindelige tider
'Venom' med Tom Hardy som sort snotklat.
Året, der gik, hostede et uhørt antal milliondyre monsterskuffelser op på lærredet, der fik vores skribents blockbuster-elskende hjerte til at krympe over Hollywoods fornærmende uopfindsomhed. Men måske er der håb forude.
Selvfedt, tandløst, teaserliderligt: Det værste blockbuster-år i umindelige tider
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

KOMMENTAR. Hvad er der galt med at være et stort blockbuster-brød, der bare gerne vil samle så mange som muligt om en god gang popcornseskapistisk lørdagslir i denne storombruste verden?

Intet som helst. Men i det ellers blockbuster-tunge 2018 væltede superhelte, dinoer, Tom Hardys snotklatmonster og platinblonde Johnny Depp skurkagtigheder på række som dominobrikker med budgetter på størrelse med bruttonationalproduktet i et tredjeverdensland.

Årsagen: En for genren uklædelig selvfedhed, der gav b-film ’Titanic’-ambitioner og fik blockbuster-instruktører til at glemme, at det ikke nødvendigvis er en synd at skabe fjollede film alene for gak og løjer, så længe disse er sig deres status bevidst og ikke besudler publikums intelligens ved at foregive andet. Eller slet og ret helt negligerer at supplere fyrværkeriet med et gran af historiefortælling, når nu 10 x »Awesome!« og et »Watch out!« skriblet på en post-it og klistret på Jason Momoas pande kan gøre det ud for et spændingsplot (spoiler: It can’t).

Chris Pratt i ‘Jurassic World: Fallen Kingdom’ – en af årets værste blockbusters.

Feinschmeckere rynker gerne teatralsk på næserne af mainstreambragene, der lokker med farverige rutsjebaneture i IMAX-format ud fra en kulturhipster-konsensus af, at film der favner ’masserne’ bredt per automatik må være branchens svar på et coin offer på Mac’en – jo flere du kører ned, dets mere lad og indifferent over for sanseudvidende haute cuisine bliver du.

Men hånen scorer lidt for nemme nørdepoint på bekostning af en genre, der – når dens produkter er allerbedst – snarere fungerer som en moderne pendant til oldtidens lejrbålsrøverhistorier, der fik gnisterne fra ilden til at danse som stjerner i øjnene på små og store tilhørerer.

Humørforladte kæmpeaber

Som barn af 90’ernes gyldne blockbuster-årti har jeg alle dage opponeret imod dæmoniseringen af publikumspleaserne, men selvom man skal vare sig ved at tegne filmfortiden – særligt sin egen – i et rosenrødt projektørskær, brillerer størstedelen af 2018’s blockbusters ved en kreativ dovenskab i uskøn kombination med galoperende storhedsvanvid, der får ’Deep Blue Sea’ og ’The Mummy’ til at ligne klassikere inden for genren.

I skrivende stund kører den Peter Jackson-producerede, 100 millioner dyre CGI-ruin ’Mortal Engines’ således i akut tomgang i de amerikanske biografer (håndsoprækning: Hvem holdt egentlig vejret for dét projekt?), mens ’Aquaman’ – der til gengæld svømmer mod strømmen af dårlige anmeldelser mod en topplacering som en af DC’s mest succesfulde film – essentielt er en rendyrket børnefilm, der servicerer voksne publikummer, som var de 10-årige med ADHD og et halvt øje på Snapchat.

Jason Momoa i vandede ‘Aquaman’.

’Fantastic Beasts and Where to Find Them: The Crimes of Grindelwald’ druknede nær ved Rowling-magien i hysteriske effekter og kalkuleret teaserliderlighed (den føltes som lidet andet end et mellemspil, inden de resterende tre kapitler, lord help us), kæmpehajen ’The Meg’ leflede frustrerende tandløst for den pantomimekarikerede kinesiske blockbuster-smag, Hollywoods næstbedst betalte skuespiller Dwayne ’The Rock’ Johnson – der sædvanligt mestrer at owne tanketom underholdning med afvæbnende karisma og selvironi – skuffede fælt i både ’Die Hard’-wannabe’en ’Skyscraper’ og den humørforladte ’Rampage’ – hvori Johnsons bromance med King Kongs hvidpelsede fætter ellers på papiret spåede årets bedste dumme film.

Øjebæen ’Robin Hood’ var hertil søvndyssende ligegyldig, og som ’Jurassic Park’-aficionado kan jeg endnu dårligt bære at tale om fadæsen ’Jurassic World: Fallen Kingdom’, der i sommer pinte al glæde ud af T-rex’ens brøl af ud fra en nyfunden tro på, at moderne publikummer finder regulære øgledyr røvkedelige og i stedet trænger mutantbæster på taget af rigmandsvillaer, som i en hvilken som helst anden generisk monsterfilm. Life will find a way, uanset hvor inderligt man måtte ønske, at det blev tæsket definitivt til døde.

Globalt hype kamuflerer middelmådighed

Meget bedre stod det ikke til i Marvel-universet, hvor ’Avengers: Infinity War’ alene holdt fanen højt over for ’Ant-Man & the Wasp’s letforglemmelige komma af manglende personlighed, og Tom Hardys bovlamt barnlige ’Venom’ slog uambitiøst plat på, hvad der burde have været årets mest kontroversielt ækle antihelt. Apropos sådanne var Ryan Reynolds ’Deadpool 2’ gammel vin på nye, forudsigeligt meta-dumsmarte flasker, og bag ’Black Panther’s uomtvisteligt skelsættende historiske symbolværdi gemte der sig reelt set ikke meget mere end en middelmådig film – der dog uagtet gav Marvel et af studiets vigtigste år nogensinde på både omtale og indtjening.

Og det er jo lige det: De fleste af ovenstående titler har tjent boksen. Tusinder af mennesker er valfartet til mørket og har langet cool cash over disken, inklusive mig selv, idet jeg stædigt venter på en ny ’Independence Day’, ’Armageddon’, ‘Terminator’ eller måske endog, hvis bølgerne gik rigtigt højt, ’Indiana Jones’. Paradoksalt nok er mit fortsatte forbrugerengagement i strømmen af blockbuster-skuffelser – der for hver boxoffice-sugemalle synes at nå et nyt, indifferent bundniveau –  selvsagt aktivt medvirkende til at reducere Hollywoods incitament til at hæve barren.

Og når selv Steven Spielberg ikke kan få en adrenalinbasker som ’Ready Player One’ rigtigt ud over stepperne, sår det angst for genrens fremtid.

Lysegrønt nytår

Der har været undtagelser til elendigheden i år, foruden førnævnte ’Avengers’: Jeg knuselsker Tom Cruises smittende dedikation til at sætte liv og lemmer på spil for publikums fornøjelse i ’Mission Impossible’, der med ’Fallout’ gav den kvalitativt stagnerede Bond-franchise endnu mere baghjul som tidens bedste spionserie. Og ’Tomb Raider’ var i mine øjne et gedigent gravrøvereventyr med en tidssvarende menneskeliggjort heltinde, alt imens ’Solo: A Star Wars Story’ havde en 70’er-grynet old-school-charme med kitschede ’The Fifth Element’-vibes.

Enlige svaler, der trods alt varmede i vrimlen af sjælløse blockbuster-zombier med prætentiøs pixelfeber og punchlines så vandede som Aquamans selvglade gurglen – jeg undertrykte især en umanerlig trang til at banke hovedet ned i sædet foran mig under samtlige ‘følelsesladede’ replikudvekslinger mellem stakkels sprogudfordrede Li Bingbing og Jason Stathams stoiske great while bald man i ‘The Meg’, der løber med prisen for 2018’s mest akavede romance for kommerciel oversøisk vindings skyld. Så havde jeg alligevel hellere holdt vejret under vandoverfladen i selskab med titlens supergubbe i samtlige 113 minutter.

Brie Larson i ‘Captain Marvel’.

Håbet lever imidlertid for et lysere 2019. Det nye års biografkalender er ikke just mindre blockbuster-pakket, men jeg hænger en vis forventningsfuld optimisme på ’Avengers’ sidste kapitel (snøft), Brie Larsons ’Captain Marvel’, ’Spider-Man: Far From Home’ med Jake Gyllenhaal som superskurk, ’Toy Story 4’, Tim Burtons tåreperser ’Dumbo’, Guy Ritchies ’Aladdin’ (man fornemmer måske en vis Disney-goodwill) og, hvis jeg tager de mest finpudsede 3D-briller på, ’Godzilla: King of Monsters’ med Millie Bobby Brown.

Jungletrommerne vil det sågar, at det kommende ’Transformers’-spinoff ’Bumblebee’ slægter selveste ’Jernkæmpen’ på, og selvom jeg vil se det, før jeg tror det (møtrikkerne drysser stadig ud af håret efter CGI-brækfesten ’Transformers: The Last Knight’), så byder min tyndslidte blockbuster-kærlighed mig naturligvis at give skrammelkassen en chance.

Vær så god, Hollywood, tag mine penge. Igen. Men giv mig velsmurte, lalleglade mekaniske hjerter over kinesisk hajmadding og mutantdinoer any day.

Læs også: Aquaman’ – anmeldt af vandmanden selv (long hair, don’t care)

Læs også: ‘The Meg’ – anmeldt af kæmpehajen selv

Se listenÅrets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold