Når Oscar-politik trumfer kunst: Kan ‘Black Panther’s Bedste Film-nominering forsvares?

Når Oscar-politik trumfer kunst: Kan ‘Black Panther’s Bedste Film-nominering forsvares?
Chadwick Boseman i 'Black Panther'.
Oscar-uddelingen 2019 oser politik, men vigtige budskaber og vægtig kunst går langt fra altid hånd i hånd. Det har blandt andet fået ’American Psycho’-forfatteren Brett Easton Ellis til at kritisere ’Black Panther’s Bedste film-nominering, men debatten er alt andet end sort-hvid.
Når Oscar-politik trumfer kunst: Kan ‘Black Panther’s Bedste Film-nominering forsvares?
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

KOMMENTAR. Skelner Oscar på nogen måde mellem kunst og politik, når titler som ’Green Book’, ’Vice’ og ’Black Panther’ sikrer sig plads i hovedkategorien Bedste film?

Hvor USA’s største filmfest i en ikke så fjern fortid var til falds for svulstige kostumedramaer, handicappede superstjerner og kuldsejlede elskende på dybt vand, er det seneste årtis hastigt ekspanderende wokeness i alle identitetspolitiske hjørner af Vesten også smittet af på Oscar, der senere på måneden live-transmitteres til 225 lande.

Ren eskapisme på vinderpodiet viger på godt og ondt pladsen for samfundskritik med tråde til det aktuelle klima i Washington. Og tendensen har i den positive ende fremkaldt vigtige vindere som Kathryn Bigelows barske krigsfilm ’The Hurt Locker’, Steve McQueens ’12 Years A Slave’, Tom McCarthys ’Spotlight’ – hvis graverjournalistiske take-down af den katolske kirke udmanøvrerede Leo DiCaprios dans med bjørne i ’The Revenant’ i 2016 – og debutinstruktør Barry Jenkins’ indieperle ’Moonlight’, der med en nuanceret fortælling om homoseksualitet i udsatte minoritetsmiljøer sejrede danseskoene af Damien Chazelles glatte musicalromance ’La La Land’ i 2017.

Selv sidste års til sammenligning mere tuttenuttede vinder, ’The Shape of Water’, blandede eventyr og kold krigsfrygt med et besk stød mod moderne fremmedfjendskhed.

Rachel McAdams, Mark Ruffalo og Brian d’Arcy James i ‘Spotlight’.

Ovenstående film bryster sig af solidt håndarbejde og mindeværdige skuespilspræstationer, men efterhånden er det i lige så høj grad de værdidebatter, Oscar afføder i medierne (navnlig de sociale af slagsen), som det er de nominerede films egentlige kunstneriske kvaliteter, der hypes.

#OscarsSoWhite-kritikken, der i 2016 skosede Akademiet for ikke at inkludere nok farvede skuespillere og minoritetshistorier, genererede så enorm respons fra offentligheden, at det resulterede i et helt show, der først og fremmest (og ikke videre elegant) forsøgte at adressere furoren på bekostning af fokus på aftenens vindere. Debatten var paradoksalt lovlig sort-hvid, men Twitter-bølgen var uomtvisteligt med til at øge publikumspresset for at booste sorte filmfortællinger. Og da Patricia Arquette talte dunder for ligeløn i 2015, reflekterede det et voksende momentum omkring kvinders opgør med Hollywood-patriarkatet, der eksploderede på den røde løber and beyond få år senere.

Sponsoreret indhold
Lauryn Hill, Suspekt, Minds, Mø og mange flere
Årets Fredagsrock program er ude – og det er spækket med store, strålende stjerner fra ind- og udland. Se hele den vilde musikplakat her.
Tivoli

Kritikere afskriver gerne Oscar som lidet andet end showbiz-blålys, men selvom den lille gyldne mand dårligt redder verden, bidrager festens nyfundne woke nerve (hvor kommercielt kalkuleret den end måtte være) til at fordre mainstreambevågenhed for de givne tematikker, der diskuteres i kulissen såvel som på vinderpodiet.

»Vi ved det godt!« hyler diverse seere indigneret, når Leonardo DiCaprio bejler til vores klimaansvar, eller Lupita Nyong’o highlighter unge sorte kvinders karrierekvababbelser. Jo – men det skader ikke, at Oscar-talernes keywords skaber overskrifter, der får debatten til at rulle videre dagen derpå.

Uværdige Bedste film-kandidater

Ligesom idealerne kan inspirere, kan de imidlertid også avle idealpolitiske Twitter-lemminger, og Oscar-filmen flimrer uskønt, når Akademiet værgrer sig for at skelne mellem shit og Chanel, så længe budskaberne gjalder fromt over Dolby Theatre på Hollywood Boulevard. Race, køn og LGBTQ-temaerne står i kø i 2019’s Bedste Film-kategori, men kvaliteten er mildest talt svingende:

I toppen finder man den fantastisk beske feministiske satire ’The Favourite’ og mexicanske ’Roma’, der, hvis den kåres som Bedste Film, ikke alene vil skrive Oscar-historie som den første udenlandske film, der vinder hovedprisen, men også signalere en Hollywood-håndsudrækning til naboen mod syd i en tid, hvor Donald Trump tordner mod »bad hombres«.

Den på overfladen mindst politiske titel ‘A Star is Born’ tackler med lidt god vilje smuldrende patriarkalske strukturer (og er uanset hvad en fremragende film i sin egen ret), mens Spike Lees underholdende ’BlacKkKlansman’ fortæller den virkelige historie om en sort betjent, der i 70’erne infiltrerede Ku Klux Klan.

Adam Driver og John David Washington i ‘BlacKkKlansman’.

Herfra går det ned ad bakke. Adam McKays dumsmarte ’Vice’ driller den tidligere republikanske vicepræsident Dick Cheney via snapchat-lemfældig omgang med historiske data, Peter Farrellys middelmådige ’Green Book’ genbesøger USA’s racesplittede 60’ere med kvalm selvtilfredshed og årets andet musikalske drama, pivfalske ’Bohemian Rhapsody’, kan knapt overbevise sig selv om at slå et slag for homoseksuelles rettigheder uden at tilføje en skefuld gay-shaming.

Sponsoreret indhold
Læs mere hos Yousee
Læs mere hos Yousee
Yousee

Alle tre tynges af en kedelig leflen for åbenlyst problematiske ’alternative fakta’ i den medrivende fortællings navn, der vækker både irritation og uro.

Endelig har vi selvfølgelig Bedste Film-kategoriens mest opsigtsvækkende dark horse i form af Ryan Cooglers superheltebrag ’Black Panther’; En af 2018’s mest populære film, hvis boxoffice-superkræfter modbeviste samtlige sejlivede Hollywood-teser om, at mainstreamfilm båret af sorte skuespillere ikke kan appellere bredt.

’Black Panther’ er Marvel-studiets væsentligste film til dato – ikke deres bedste. Angsten for påpege diskrepansen mellem de to og uforvarende blive stemplet som ufølsom, kulturelt ignorant eller det, der er værre, ulmede mellem linjerne i mangen en anmeldelse, men skønt der selvsagt er langt mere bid i panteren end i Rami Maleks gakkede overbid, er det et knæfald for den politiske korrekthed at sælge den som et filmisk mesterværk.

Følelserne går højt

Den holdning deler Brett Easton Ellis (selv en pænt kontroversiel skikkelse, ikke mindst i mangfoldighedsspørgsmål), der har kritiseret ’Black Panther’s Oscar-buzz i skarpe vendinger. I et afsnit af The Brett Easton Ellis Podcast – optaget lige før Oscar-nomineringerne blev offentliggjort – siger forfatteren blandt andet:

»Jeg har ikke mødt nogen i Hollywood, som for alvor synes, at det er en fantastisk film … Branchemedierne og Disney forsøger at overbevise os om, at ‘Black Panther’ er et stort stykke cinematisk kunst, og den ide bliver stoppet ned i halsen på os, mens vi selv blot kan smile vantro. Eller indse, at det øjeblik vi er fanget i, er en joke, et fupnummer. Det er fake news, folkens«.

Ellis elsker at provokere, men han har ikke helt uret.

Hvor ‘Black Panther’s Akademi-hæder udadtil repræsenterer en landevinding for stort anlagte ‘racefilm’ og Oscar’s inklusion af minoriteter i andet end smalle indiefilm og slavedramaer, er der givetvis dem bag stemmesedlerne, der snarere tænker i popularitetspoint end kunstnerisk integritet. Men spørgsmålet er, om det kan forsvares at hidse sig op over nomineringen, når 1) ringere film end ‘Black Panther’ figurerer i samme kategori i år, og 2) Akademiet tidligere har kastet selve statuetten i nakken på tandløse titler a la pretty in pink ’Shakespeare in Love’ (1999) og kalorielette ‘The Artist’ (så sent som i 2012), der næppe har rocket manges åndsliv i årene siden.

Chadwick Boseman og Lupita Nyong’o i ‘Black Panther’.

Ellis kan sove roligt: ‘Black Panther’ har ikke en chance for at gå hele vejen (læs vores Oscar-eksperts bud på, hvem der har) – dertil er dens superhelteeksteriør for genregenerisk og skuespillet for gennemsnitsligt. Nomineringen må ses som symbolsk, men en bekymring kan være, at den sætter gang i en sneboldeffekt, hvor Akademiet lader sig styre af politisk motiverede Twitter-kampagner og frygten for en ny #OscarShitstorm.

Personligt tror jeg ikke, at det kommer så vidt. Tværtom virker Oscar’s kunstneriske visioner i dag præget af en vis Cannes’ficering, når hele tre udenlandske filmmaestroer kæmper om prisen for Bedste Instruktør: Græske Yorgos Lanthimos, polske Pawel Pawlikowski og førnævnte mexicanske Alfonso Cuarón, hvis ’The Favourite’, ’Cold War’ og ’Roma’ ikke just kan kategoriseres som boxoffice-guld på det amerikanske biografmarked

Med den type film i de tunge kategorier behøver Oscar ingen Twitter-alert for at blive fristet til at inkludere et par blockbuster-crowd pleasers i programmet fra tid til anden for overhovedet at holde på seerne (det nu notoriske forslag om en Oscar-pris for ‘bedste populære film’ ligger fortsat i skammekrogen, og der vil det forhåbentlig blive).

Uagtet at det ikke huer min filmkritikersans at gå på kompromis med kvalitet, bifalder jeg som filmelsker – og, well, menneske – den identitetspolitiske sejr i panterens nominering, der har potentiale til at skabe vedvarende bølgegang i en industri baseret på historisk stereotype forbilleder. Kunst reflekterer virkeligheden, men ‘Black Panther’s refleksion transcenderer kunsten. Og i Oscar’s nypolitiske spotlys gør det superheltefilmen mere brandvarm end kollegerne ‘Vice’, ‘Green Book’ og ‘Bohemian Rhapsody’ til sammen.

Bare lad være med at kalde den et mesterværk.

Læs også: Denne Oscar-årgang er et freak year – men to favoritter åbenbarer sig

Sponsoreret indhold