(Spoiler-alert for ’Midsommar’ og ’The Wicker Man’ (1973))
Euforiserende stoffer, alkohol i stride strømme, glødende bål og våd dans til solen står op. Som alle kulturer har vi i Norden vores svælg af sommersammenkomster bundet i traditioner. Fra Midsommerfest og Sankt Hansaften til festivaler i Roskilde og Tønder. I år kan festlighederne under den nordiske sommersol dog også nydes i biografens mørke, da Ari Asters nyeste horrorfilm ’Midsommar’ kører over sølvlærredet i disse dage.
Sammen med instruktører som Jordan Peele (’Us’, ’Get Out’) og Jennifer Kent (’The Babadook’) er Aster en del af en ny generation af hyldede gyserauteurer, der instruerer social og samfundsbevidste horrorfilm, som fremkalder gys i forholdene mellem mennesker. Ligesom sine kolleger tager Ari Aster udgangspunkt i gyserens skattekiste af genredefinerende film, som han approprierer til det 21. århundrede. Og det kræver da heller ikke et geni at påpege de umiddelbare inspirationskilder bag ’Midsommar’.
Efter en forfærdelig familietragedie tager Dani (Florence Pugh) med kæresten Christian (Jack Reynor) og tre andre amerikanske antropologistuderende til Hårga i Nordsverige for at opleve en ritualistisk midsommerfestival, der kun finder sted én gang hvert 90. år. Men den hedonistiske hippiekult skjuler naturligvis den ene grusomhed efter den anden, og før man når at spørge »hvorfor er der en bjørn i buret?«, begynder americana-turisterne at forsvinde, én efter én.
Ari Aster fik originalt pitchet filmen af det svenske produktionshus B-Reel, som en folk-horror-version af ‘Hostel’, men i Sverige. Og mens filmen på overfladen følger den struktur, gemmer der sig et spind af ideer, inspirationskilder og lynende originale billeder lige under den bagende svenske sol.
Folk-horror-genrens bagland
Filmen udspiller sig som en millennial-udgave af den britiske film ’The Wicker Man’. Og nej, her snakkes der ikke om den meme-værdige Nicolas Cage-katastrofe fra 2006, men den originale horror-film fra 1973. Her narres politibetjenten Howie til den privatejede ø Summerset Isle, hvor beboerne lever efter keltiske traditioner. Den kristne Howie ser straks de lokale som barbarer, men i sin arrogance undervurderer han dem, og han ender med at blive brændt levende i den titulære hellige statue som en ofring til lokalbefolkningens guder.
’Midsommar’ tilhører med andre ord folk-horror, en genre, som er utrolig smal. Antagonisten er altid et hedensk eller religiøst-ortodoks isoleret folk, som dræber intetanende besøgende fra den ’civiliserede’ verden i ritualistiske ofringer. Genren har rødder i det kristne Vestens frygt for fremmede kulturer, som vi i tidens løb har karakteriseret som uciviliserede og inhumane.
Filmene i genren prøver at spille på denne irrationelle frygt, men alt for tit fejler de ved stadig at fremstille de fremmedartede samfund som monstrøse. I ’Hostel’ bruger de amerikanske turister eksempelvis Slovenien som deres personlige bordel og pissoir, men denne anti-amerikanske tematik bliver undergravet af, at instruktør Eli Roth samtidig karakteriserer de lokale som grådige, ludfattige og animalistiske i deres opførsel.
Menneskelige motiver blandt fanatikere
’Midsommar’ spiller på lignende noder. De to antropologistuderende Josh og Mark er på hver sin vis de typisk brovtende amerikanere, der ser andres kultur og levevis som et tag-selv-bord, de kan konsumere. Jock-idioten Mark (fænomenalt spillet af Will Poulter) lader sig straks føre af pikken i jagt efter sød skandinavisk fisse, mens Josh (William Jackson Harper) mere eller mindre gravrøver Hårgas hellige tekster i sin iver efter at forske i lokalkulturen til sin ph.d.-afhandling. Begge bliver straffet og mutileret horribelt, på faconer som kun instruktøren bag den sadistiske ’Hereditary’ kan fremvise.
Men ’Midsommar’ adskiller sig samtidig markant fra andre film i folk-horror-genren. Blandt gruppen af de besøgende er også den svenske udvekslingsstudent Pelle (Vilhelm Blomgren fra HBO-serien ’Gösta’), der selv er vokset op i Hårga. Det er ikke svært at regne ud, at Pelle narrer sine såkaldte venner i en dødelig fælde, men Blomgren sælger Pelle som et oprigtigt empatisk menneske, der elsker sin familie, og hjælper sine gæster med at forstå det aparte og morbide samfund. Han virker ikke til at have valgt sine ofre ud fra en indre ondskab, men snarere fordi han ser ofringerne som en hel naturlig del af livet.
Endnu mere menneskelige og letforståelige er Pelles bror Ingemars motiver. Han har bragt de to forlovede studiekammerater Connie og Simon over fra London. Ingemar fortæller, at han og Connie egentlig datede, før hende og Simon kom sammen, hvilket straks afvises af Connie. Så Ingemar har vitterligt valgt sine medbragte offerpersoner ud fra smålig jalousi. Ikke just altruistisk.
Hårga-kultens menneskelighed fremmes samtidig af, hvor lang tid vi får lov til at tilbringe blandt dem. Visse kritikere har ellers kritiseret spilletiden på næsten to og en halv time, men den er vital for, at vi kan nå at komme ind under huden på det lille samfund og forstå, hvorfor de alt til trods, er så appellerende for den rystede Dani.
Breakup-film i horror-klæder
Så langt, så letfordøjeligt. Men i et interview med Indiewire om inspirationerne bag ’Midsommar’, nævner Ari Aster hverken ’The Wicker Man’ eller for den sags skyld andre film i folk-horrorgenren som ’The Blood On Satan’s Claw’ eller ’The Devil Rides Out’.
I stedet tæller han Roy Anderssons ’Sange fra anden sal’, Ingmar Bergmans ’Scener fra et ægteskab’ samt Albert Brooks’ ’Modern Romance’ på listen over film, der inspirerede ham. Film om henholdsvist menneskets ensomme tilværelse i fællesskabet, den langsomme degenerationen af et ægteskab og en klassisk breakup-komedie.
Ari Aster har i flere interviews bemærket, at den hovedsagelige inspirationskilde for filmen var et smertefuldt brud på et længerevarende parforhold. Og ved nærmere eftersyn bruger ’Midsommar’ folk-horror-genrens skelet til at fortælle en traditionel breakup-historie – en fortælling, der plejer at være forbeholdt romantiske komedier og dramaer.
Der er intet nyt i at bemærke, at Christians opførsel over for kæresten Dani er ét stort rødt flag. Han gaslighter hende flere gange for at slippe ud af konflikter. Først ved at overbevise hende om, at han hele tiden havde sagt, at han ville på ferie til Sverige med drengene. Lige bagefter lyver han om, at det er de andre i gruppen og ikke ham, som inviterer Dani med på turen for at give hende dårlig samvittighed. Igennem hele ferien fremvises han som et pjok, der lige viser Dani nok affektion til, at hun ikke kan beskylde ham for at negligere hende, men aldrig nok til at vise tegn på egentlig omsorg og kærlighed.
Ekskæresten på bålet
Gruen fra ’Midsommar’ kommer hermed ikke blot fra de eksplicitte voldscener, som fotograf Pawel Pogorzelski klæber kameraet op ad. Men snarere fra den eksistentielle ensomhed, vi som mennesker kan føle i de fællesskaber, vi vælger at indgå i – hvad end det er en dysfunktionel vennegruppe eller et skrantende parforhold – og hvordan vi kan rationalisere os til at finde ro de mest utænkelige steder – såsom hos en gruppe fanatiske svenskere.
Den groende mistro mellem Dani og Christian, kombineret med stressen over at være fanget i en så fremmed kultur, gør de to kæresters bizarre skæbner rationelle på sin egen groteske vis. Christian, der efter at have deltaget i en lige dele vanvittig og sensuel orgieceremoni, afviser de lokale og løber flovt rundt mellem hytterne, som en uartig lille dreng med hånden foran pikken. Han bliver i sidste ende hovedofret i kultens ofring til deres guder.
Dani derimod omfavner fællesskabet, da hun omringes af kvinder, som tager del i hendes angstanfald, da hun opdager, at Christian deltager i det føromtalte orgie. Hun vælger at smide den sidste rest af sit gamle liv fra sig, ved at lade Christian brænde levende ihjel sammen med resten af sine gamle venner. Større katarsis kan man vist ikke bede om oven på en elendig kæreste.
Læs også: Anmeldelse ‘Midsommar’ – Djævelsk mareridt i de svenske skove klæber sig til hukommelsen